Honoré de Balzac elskede at blive fotograferet. Igen og igen fik han taget sit daguerreotypi, det allerførste fotografi. Men selv affotograferede han 1800-tallets spirende franske industrisamfund og gengav det i et monumentalt litterært værk, ”La Comédie humaine” (Den menneskelige komedie), hvor han opfandt den moderne samtidsroman.
Med et blink i øjet til Dantes guddommelige komedie udfolder Balzac sin menneskelige komedie over flere end 90 værker og et persongalleri på over 2400 figurer. Han beskriver sin samtid med en realisme og en detaljerigdom, der næsten gør det muligt at læse hans romaner som historisk kildemateriale.
Hans ambition er at afdække de sociale kategorier på samme måde, som naturvidenskaben beskriver dyre- og plantearter, og navnet Rastignac, der første gang optræder i romanen ”La Peau de chagrin”, er blevet et synonym for den ambitiøse og skruppelløse opkomling, mens Far Goriot inkarnerer den evige faderskikkelse.
”Balzac læses og forstås med rette som en forløber for sociologien. Man behøver bare at se på hans fascination af statistik. Han citeres ofte af kendere for sin meget talende, suggestive beskrivelse af sociale klasser,” fastslår Eric Bordas, litteraturprofessor og specialist i Balzac ved Ecole normale supérieure i Lyon.
Balzac beskriver det unge industrisamfund, hvor et nyt, fremadstræbende borgerskab udkonkurrerer et stivnet aristokrati. Økonomisk foretagsomhed rokerer om på den sociale rangstige og skaber nye socialklasser med arbejderstandens vækst, og selvom Balzac i vid udstrækning repræsenterer konservative synspunkter, var for eksempel Karl Marx stærkt optaget af hans litteratur.
Næsten 175 år senere er det den franske økonom Thomas Piketty, som i bestselleren ”Kapitalen i det 21. århundrede”, en hentydning til Marx’ hovedværk ”Kapitalen”, refererer til Balzacs beskrivelser.
Litterært er hans fortælleteknik, der lader bipersoner vende tilbage i nye romaner som hovedpersoner, blevet overtaget af Emile Zola, senere også af Marcel Proust, og Gustave Flauberts ”Madame Bovary” er direkte inspireret af Balzacs ”La Femme de trente ans”.
”Mellem 1950 og 1970 blev Balzac forkastet af bannerførerne for ’den nye roman’, der tragtede efter en roman uden handling og uden personer, men i dag refererer moderne forfattere som Michel Houellebecq og Emmanuel Carrère til Balzac igen og igen,” siger Eric Bordas.
Michel Houellebecq, fransk litteraturs pessimistiske hudfletter af nutidens elite, er blevet beskrevet som en ny Balzac. Begge er nådesløse over for deres personer, og begge inddrager virkelige kunstnere i deres fiktion.
Honoré de Balzac døde dybt forgældet efter et liv i luksus, men hans værk er blevet en af grundpillerne i fransk litteratur. Som Charles Baudelaire sagde om sin forgænger:
”Det har altid undret mig, at Balzac fremstilles som en observatør. Det forekommer mig, at hans største fortjeneste er at være både visionær og lidenskabelig.”