Prøv avisen
Bog

Balzacs noveller rummer bestemt kvaliteter. Men de er godt gemt

3 stjerner

Det er slidsomt at komme igennem den nye udgivelse af Honoré de Balzacs ”Udvalgte noveller”. Var han egentlig en særlig god forfatter?

Det var med stor begejstring, jeg begyndte på læsningen af samlingen af Balzac-noveller. 13 styk af cirka 60 siders længde hver.

For Balzac var jo den store realistiske forfatter i Frankrig omkring 1830, født i 1799 og død i 1850. Selve realismens udspring. Nu skulle jeg rigtig møde den realistiske helt fra studenteroprørets dage, ham, som vi dengang tillagde evnen til at afsløre hele borgerligheden.

Men efter et par stykker af disse lange fortællinger gik jeg død i dem og måtte slide mig gennem resten af samlingens historier.

Jeg greb så til Georg Brandes, der i ”Hovedstrømningerne” i bindet ”Den romantiske Skole i Frankrig” skriver et afsnit om Balzac og anfører, at hvor andre vil beskrive menneskene som planter over jorden, skriver Balzac om deres rødder og deres kampe. Han er som forfatter både følsom og spionerende, han er en forsker i og en fortæller af menneskelivet i samfundet, hvor hans ”løvetæmmerøjne” ser gennem mure ind i hjemmene. Brandes ser imidlertid også Balzacs svaghed: at han ikke har nogen stilistisk evne! Man ser i hans brede ræsonnerende stil intet for sig, også fordi han ikke griber personerne i et billede, men lægger deres karakteristik sammen af en mængde detaljer ved en slags simpel historisk addition. Balzac er som en tidlig fortællende sociolog, og der er hos ham intet spring ind i et billede.

Til gengæld er der så en slags videnskabelig tilgang til samfundslivet. En journalistisk tilgang, der opsporer forskellige temaer i det franske samfund omkring 1830 og giver så temaet videre til fortællerens personlige oplevelse, således at atmosfæren i situationerne bliver fastholdt.

Man får med denne realisme uhyre meget at vide om eksempelvis livet i Paris på denne tid og hele livsførelsens atmosfære. Samtiden fik man vel sin nysgerrighed stillet i Balzacs opregninger af detaljer. Og omhyggeligheden over for temaerne var stor. Side efter side kan for eksempel gå med diskussioner om musikteori i operakredse, som måske desuden skal dække en teori om fortællekunsten? Eller fastholdt Balzac bare, hvordan man talte dengang?

Brandes beskrev Balzac som en lille tyk mand, der bogstavelig talt arbejdede sig ihjel ved gennem 20 år at udarbejde uendeligt mange romaner og fortællinger til det samleværk, han selv kaldte ”Den menneskelige komedie”.

Desuden havde han mange forretningsidéer, hvis udførelser alle endte som fiaskoer og livslang gæld. Men det var vel netop derfra, at han hentede al sin viden om samfundet, denne lavstammede skrivende urkraft, som han blev set som, og hvis realisme skrev det skjulte frem i det borgerlige samfund. Alle de mindre fine tilbøjeligheder i mennnesket.

Med en sådan historisk udrustning kan læseren i dag måske nyde mangfoldigheden i fremvisningen af samfundet dengang. Men selvom skelettet i handlingsgangene tager sig spændende ud, forsvinder handlingen i detaljer, der klistres på. For eksempel denne beskrivelse midt i ”Den falske elskerinde” (efter opstanden i 1830):

”Alle de gamle formuer i Frankrig skrumper ind, vore forfædres majestætiske palæer bliver hele tiden revet ned og erstattet af et slags husholdningsfællesskab, hvor medlemmer af Juli-regeringen bor på tredje sal oven over en nyrig kvaksalver.”

I en sådan beskrivelse ser man virkelig Balzacs samfundsanalyserende øjne og også en præcis fremstilling af en boligopgangs organisering. Når det så kommer til de erotiske lidenskaber, må man desuden bøje sig for Balzacs indsigt i tilbageholdelsens særlige intensitet, der pludselig brister i kroppenes handlinger. Et helt samfunds omgang med hinanden under dannelsens maske bliver levende for læseren.

Men, men, det er kun ved et stort slid, man kommer til at indse disse kvaliteter. Alligevel tak til oversætteren Ove Gregers Petersen, der som et livsprojekt har bragt disse aldrig oversatte fortællinger frem på et flydende dansk, dog isprængt lidt for mange moderne ord i forhold til Balzacs tid. Nu kan man med samlingen få indsigt i Balzac som et vigtigt trin i prosakunstens fremvækst i det 19. århundrede. Holder man ud gennem de lange historier, får man i glimt nogle beskrivelser, der sidder fast, som for eksempel i fortællingen ”Farvel” af gruen i de franske soldaters tilbagetog fra Moskva 1812, hvor de langsomt synker i en halvfrossen grød af lig ved en flod, der skal passeres.