Romanformen lader ikke til at være et velegnet medium for Peter Høegs spirituelle projekt

Romanen ”Gennem dine øjne” viser, at romankunst og ”spiritualitet” måske ikke passer særlig godt sammen

Peter Høeg har på godt og ondt været en institution i dansk litteratur siden sit store gennembrud i 1988 med ”Forestilling om det tyvende århundrede”, der blev til et endnu større verdensomspændende gennembrud med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” i 1992. –
Peter Høeg har på godt og ondt været en institution i dansk litteratur siden sit store gennembrud i 1988 med ”Forestilling om det tyvende århundrede”, der blev til et endnu større verdensomspændende gennembrud med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” i 1992. – . Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

Tænk hvis vi kunne træde ind i andre menneskers drømme, når de sover. Eller hvis mennesker, der bor på forskellige kontinenter, kunne opsøge hinandens bevidstheder, hjælpe og støtte hinanden på tværs af de fysiske love. Det første var motivet i Christopher Nolans film ”Inception” fra 2010, det andet var den gennemgående tråd i tv-serien ”Sense8”, der blev vist på Netflix i årene 2015-18. Drømmen om og længslen efter en kollektiv bevidsthed er også anliggendet i Peter Høegs nye roman ”Gennem dine øjne”, der udkommer i dag.

Filosofien har i århundreder tumlet med det fremmedpsykiske problem, dette at vi på det bevidsthedsmæssige plan er og bliver uhjælpeligt bundet til os selv og radikalt afskåret fra at vide, hvad andre reelt føler. Ønsket om at overskride denne grænse synes stærk i disse år. Begreber som ”empati” dukker op i alle mulige sammenhænge, og måske er det også klimakrisens vældige skygge, der fremmaner drømmen om menneskeheden som én samlet bevidsthed, der kan tage hånd om sin egen skæbne.

Nuvel, til romanen. Hovedpersonen Peter har en barndomsven Simon, der lige har forsøgt selvmord. Peter opsøger en avanceret videnskabelig klinik, Institut for Neuropsykologisk Billeddannelse, der forsker i dybdepsykologi på teknologisk grundlag. Klinikkens leder, stjerneforskeren Lisa, er langt fremme med hensyn til at overskride grænsen mellem mennesker og etablere mulighed for at tage ophold i andres bevidsthed. Peter ser her en mulighed for at få behandlet Simon for de traumer, der plager ham. Hvis man nu kan komme ind i Simon…

Da Peter møder Lisa, går det op for ham, at de to også er barndomsvenner. Sammen med Simon udgjorde de trekløveret ”de søvnløse børns klub” 30 år tidligere i begyndelsen af 1960’erne i en børnehave i Valby (romanen må altså foregå i 1990’erne, men det fremstår lidt vagt). Lisa husker dog intet. Hun er selv traumatiseret, efter hendes forældre døde i et trafikuheld dengang, og hendes tidlige barndomsår er udvisket af hendes hukommelse. Romanen forløber herefter i to spor: Lisa og Peters samarbejde med forsøgene på klinikken og oprulningen af, hvad trekløveret egentlig bedrev sammen i barndommen. Det viser sig, at de allerede dengang i deres stærke følelsesmæssige fællesskab spontant udviklede en evne til at træde ind i andre menneskers bevidsthed og sågar også rejse i tiden og påvirke tingenes gang.

Peter Høeg har på godt og ondt været en institution i dansk litteratur siden sit store gennembrud i 1988 med ”Forestilling om det tyvende århundrede”, der blev til et endnu større verdensomspændende gennembrud med ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” i 1992. Han har solgt millioner af bøger, været forkætret af den litterære kritik i Danmark og i perioder trukket sig helt tilbage fra skriveriet for i stedet at hellige sig meditation og anden åndelig fordybelse i det spirituelle fællesskab Vækstcenteret i Nørre Snede. Hans seneste roman ”Effekten af Susan”, som udkom i 2014, var en dynamisk og frodig videnskabsthriller, og hvis jeg må citere mig selv fra min anmeldelse dengang, var man simpelthen skamløst godt underholdt fra første til sidste side.

”Gennem dine øjne” er en helt anden slags roman. Den er meget sær og tæt på forfærdelig. Den kan minde om ”De måske egnede” fra 1993; også her var det et fællesskab med tre børn. Den bog var i øvrigt et af de tidlige eksempler på autofiktion. Hovedpersonen viste sig at hedde Peter Høeg. Det gør han også i den nye roman, og i interviews har Høeg ladet forstå, at han trækker på oplevelser fra sin egen børnehavebarndom.

Det, der fungerer bedst i bogen, er da også barndomssekvenserne. Der er en egen poesi, magi og charme i beskrivelserne af de tre børns interaktion i Carlsberg-bryggeriernes børnehave i Valby; de udforsker deres særlige evne, mens de opholder sig i store øl-tønder, der er lavet om til legehytter med udskårne døre og vinduer. Lisa møder også Niels Bohr, når hun leger ved sit hjem (hendes far er forsker på Carlsbergs kemiske laboratorium). I en charmerende fællesfantasi finder børnene ud af, at verden ikke er større end Valby, bogstaveligt talt. Alle, der forlader Valby og tror, de tager andre steder hen, sidder i virkeligheden og sover i sporvogne og biler dér, hvor Valby ender. Resten af verden er noget, de drømmer. Menneskehedens kollektive angst for udslettelse i forbindelse med Cuba-krisen i 1962 spiller også en drømmende rolle i scener fra Christianshavn, hvor Peter og Simon bor.

Romanens nutidsplan har desværre slet intet af dette trylleri. Det er, som om det mangler liv og anskuelighed. De voksne personer fremstår anonyme og skematiske. Selvom der gøres en del ud af de tekniske udredninger, virker handlingen søgt. Det er faktisk lidt som at være i en drøm, bare en underlig steril drøm. Mærkeligt at læse og svært at gengive i en anmeldelse.

Lisa og Peter rejser ind i dybt skadede menneskers bevidstheder, og romanen anslår dystre strenge af incest, pædofili, krigstraumer og i det hele taget alt forfærdeligt fra menneskehedens katalog. Læseren skal fornemme ubærlige lidelser, som dog holdes i det skematiske, mens de almindelige menneskelige relationer i romanen, for eksempel mellem Peter og hans ekskone og børn, beskrives sentimentalt og harmoni-søgende. Det er, som om forfatteren vægrer sig ved at lukke livets banale konflikter og følelser som for eksempel jalousi ind i den steriliserede laboratorie-stemning.

Der synes ikke, som i andre af Høegs romaner, at være nogen ond konspiration, der vil have fat i Lisas opdagelser, selvom hendes klinik er strengt bevogtet. Fjenden er i hende selv, hendes forskermæssige vilje til prestige og selvhævdelse; fjenden er med andre ord på nyreligiøs vis det ”ego”, der skiller mennesker fra den kollektive sammensmeltning. Der er dermed heller ikke nogen traditionel spænding i plottet, der ret direkte fuser ud i – ingenting.

Når jeg læser ”Gennem dine øjne”, kan jeg få den tanke, at romankunst og ”spiritualitet” principielt ikke lader sig forene. Romaner handler altid om den brogede verden. Det kan de gøre med større eller mindre bredde og med mere eller mindre fokus på subjektive perspektiver og bevidsthedsstrømme. Men vi er altid midt i verden, når vi er i en roman. Høeg vil gerne væk fra verden og alle dens fortrædeligheder, op i æteren. Hen et sted, hvor tid og rum og ego og skel ikke længere gælder. Måske er det muligt. For romanen er alting muligt, får jeg hvisket i øret. Men man skal nok ikke så demonstrativt smide romankunstens traditionelle bagage over bord: spænding, karakterer, følelser, miljø, sansning og anskuelighed.

Det er den særeste bog, jeg længe har læst. Og jeg tror ikke, romanformen er et velegnet medium for Peter Høegs særlige spirituelle projekt. Det erkender han måske også selv, når han lader romanen ende i intet, og har udtalt, at det meget vel kan være hans sidste. Det ville nu være en trist udgang for en af dansk litteraturs store fortællere, men måske kan det ikke være anderledes.

Kristeligt Dagblad bragte et interview med Peter Høeg i lørdags. Læs interviewet på