Prøv avisen

78-årige Joachim Hanke er på jagt efter barndommens barak i Oksbøllejren

Det var i en barak som denne, Joachim Hanke (78 år) boede i som barn. Omkring 150 mennesker boede i hver barak. Drengen på billedet er et ukendt flygtningebarn fra Oksbøllejren, men det er typisk for flygtningelejrene, at der var mange børn. Godt 12.000 af de 36.000 beboere i Oksbøllejren var børn under 14 år. – Foto: Vardemuseerne

36.000 tyske flygtninge boede i Oksbøl i årene efter Anden Verdenskrig. Forleden vendte én af dem tilbage for at finde V2 – det første hjem, han kan huske

En ældre herre skubber den okseblodsfarvede port ved indgangen til Ål Plantage ved Oksbøl i Vestjylland op. Lidt fremme på grusstien standser han op og folder et kort ud.

”V2, det er lige her,” siger han på tysk og sætter pegefingeren på et rektangel bagerst på kortet.

”Leichenhaus,” lighus, står der i rektanglet ved siden af.

Hvis alting passer, skal han lige frem efter næsen og følge stien for at nå frem til sit mål. En spæd martssol bader plantagegæsterne i dag, men når en sky trækker for, skutter de sig. Vinden rusker i granerne. En labradorhund kaster sig legende efter en pind. En stålorm krydser stien og forsvinder umærkeligt ind i græsset.

Joachim Hanke er 78 år og bor i badebyen Warnemünde nær Rostock i det østlige Tyskland. Her er han også født, men barndommen havde et intermezzo. Fra han var fem, til han var syv år, opholdt han sig i Danmark som én af de godt 200.000 tyske flygtninge, vi husede de første år efter Anden Verdenskrig.

I foråret 1945 blev millioner af tyskere fordrevet fra deres hjem på grund af krigen. Danmark var på det tidspunkt stadig besat – selvom tyskerne kapitulerede kort tid efter – og det var altså besættelsesmagtens beslutning, at flygtningene skulle have ophold i en række lejre i Danmark. Oksbøllejren blev landets største lejr med 36.000 beboere, og da antallet af beboere i barakkerne her i ”baghaven” var på sit højeste, svarede det til Danmarks femtestørste by, komplet med biograf, skole, lazaret og meget mere.

Et kummerligt mikrokosmos, men for mange af flygtningene var opholdet her langt bedre end alternativet.

I dag står kun ganske få af de bygninger, der engang udgjorde flygtningebyen. Da vi passerer lazarettet, der i dag er et nedlagt vandrerhjem, må Joachim Hanke lige hen og kigge ind ad vinduerne. Her breder skimmelsvamp sig op ad væggene – men i de år, hvor der var flygtningelejr, så masser af nye verdensborgere dagens lys i disse lokaler.

”Jeg kender folk, der er født derinde,” smiler han.

Historien om de tyske flygtninge er både kompliceret og heftigt debatteret blandt historikere. Samtidig kender meget få danskere baggrunden for, hvorfor flygtningene overhovedet var her.

En udbredt misforståelse i befolkningen er, at flygtningene vandrede ind over grænsen i et lignende scenarie, som det berømte og stærkt politiserede billede af de syriske flygtninge på de sønderjyske motorveje for fem år siden. Men de tyske flygtninge kom ikke bare gående ind over grænsen fra Flensborg og besluttede, at nu ville de hellere være her.

I januar 1945 rykkede Den Røde Hær frem med voldsom fart ind over det daværende Østpreussen og nuværende Polen og østlige Tyskland, som i forvejen var hungersnødsramt. I de følgende måneder blev tusindvis af mennesker derfor sejlet ud i Østersøen på overfyldte tyske krigsskibe.

Flere flygtningeskibe blev sænket. Og fordi ingen registrerede, hvor mange der gik om bord, kender ingen tabstallene. Men man mener, at mellem 8000 og 12.000 gik til i det iskolde vand, da den sovjetiske flåde sænkede ”M/S Wilhelm Gustloff” med tre torpedoer. Og flere andre store skibe, som ”M/S Goya”, der var på vej mod København, tog tusinder med sig i døden.

Den 1. maj 1945 gik Joachim Hanke, hans mor og lillebror om bord på et minesøgerfartøj, der lå i havnen ved Warnemünde. Sovjetiske krigsskibe var også nået til området, og kort efter at skibet var stævnet ud, blev det beskudt. Joachim Hanke husker de ”plump”, det gav i vandet ved siden af skibet.

”Som barn finder man jo den slags morsomt,” siger han.

Han husker ikke meget fra flugten, men ved, at skibet i Kielerbugten blev angrebet af et engelsk krigsskib. Skibet blev ikke ramt, men et billede trænger sig på hos ham: kvinder og børn i vandet fra et andet skib, der var blevet ramt.

Skibet, han selv, moderen og lillebroderen var med, kom til sidst sikkert i havn i Nyborg, og siden blev den lille familie flyttet til Oksbøl. Men da var de ikke længere tre, kun to.

Kortet, Joachim Hanke holder i hænderne, mens han vandrer rundt her i Oksbøl, er egentlig en folder. Han tog den ved en informationstavle for 10 år siden, da han sidst var på besøg i Danmark.

Men dengang gik han ikke ind i plantagen. Og han havde heller ikke den hjælp med sig, han har i dag. To er kørt med fra Warnemünde, vennen Hartmut Voss og den lokale museumsinspektør Christoph Wegner. Derudover følger John V. Jensen, museumsinspektør ved Vardemuseerne, med som et omvandrende historisk leksikon, men også han har noget at opklare.

”Husker du, hvilken farve barakkerne havde?”, spørger John V. Jensen.

Joachim Hanke trækker vejret dybt ind og ryster på hovedet.

”Det erindrer jeg ikke. Men min mor ved det nok.”

”Lever hun endnu?”

”Ja. Hun er lige fyldt 100.”

Joachim Hanke hiver sin smartphone op af lommen.

”Vi kan skype med hende, hvis du vil?”.

John V. Jensen smiler. Forbindelsen her i plantagen kan være ringe, og museumsinspektøren skal selv til Warnemünde senere dette forår. Her vil han fortælle om det flygtningemuseum, der er ved at blive skabt i Oksbøl, og som han er én af hovedmændene bag. Måske kan han møde hende dér.

Hjemme i Warnemünde har moderen hjemmet fuld af talestyrede elektroniske apparater, fortæller Joachim Hanke: ”Alexa, læs Rosamunde Pilcher højt for mig,” imiterer sønnen.

”Kender du Rosamunde Pilcher? Det er sådan nogle kærlighedshistorier. ’Tatort’ (tysk krimiserie, red.) og sådan noget, det gider hun til gengæld ikke.”

Han træder hen over en mudret vandpyt på stien.

”Hun har overlevet krigen. Så behøver man det ikke.”

Når vinden et øjeblik holder pause, høres fuglesang fra plantagens trætoppe. Det slår én, at træer vokser hurtigt, i hvert fald grantræer, og det er svært at forestille sig, at dette stykke natur for blot 70 år siden var en by med ufattelig høj befolkningstæthed på 9000 mennesker pr. kvadratkilometer.

”Tyske svin!” og ”tyske nazi!” var de første danske ord, Joachim Hanke hørte, fra en buhende ”velkomstkomité” ved ankomsten til Danmark.

Fraternisering med omgivelserne var forbudt for de tyske flygtninge, også børnene, og lejren var omkranset af et stort pigtrådshegn, der holdt nogle folk inde og andre ude.

John V. Jensen stopper op på stien.

”Så,” siger han og peger ind i et krat.

”Var det dér?”, spørger Joachim Hanke og tjekker igen med kortet.

På kortet kan man se, at V2 har ligget helt op mod den yderste kant af Oksbøllejren.

John V. Jensen nikker.

”John, jeg har et ønske,” siger Joachim Hanke med et rævesmil.

”Ja?”.

”Jeg synes, vi skal genopføre barak V2. Jeg skal nok medfinansiere det.”

John V. Jensen griner.

”Den må jeg lige vende med min chef på museet.”

Lidt efter kommer vi forbi et af de steder, hvor madudleveringen i lejren fandt sted.

Joachim Hankes mor har fortalt, at de måtte gå 300 meter fra barakken hen til det sted, hvor der var mad.

”Når man kom tilbage, var maden altid kold.”

”Men det vigtigste er jo: Vi sultede ikke. Og jeg kan huske, vi børn engang fik et halvt æble juleaften, hver. Da var jeg lykkelig.”

Turen slutter på flygtningekirkegården i Oksbøl. I det lille, gule murstenshus med skiltet ”Information”, der ligger ved græsplænen med de mange grå kors, findes et katalog i tre bind over tyske krigsgrave på dansk jord.

Indenfor tager Joachim Hanke ét af bindene ned fra en hylde og begynder af vende siderne. Han leder efter ét bestemt navn. ”Halberscheidt, Halper, Handge, Hanke, her er han!”

Midt på siden står navnet på hans lillebror, Peter Hanke, født 18.7.1944, død 29.5.1945. Han rynker brynene og sukker dybt.

”Ach... Jeg troede, at han var større.”

Joachim Hanke har fået det sådan fortalt, at begge brødre, ganske kort efter ankomsten til en flygtningelejr indrettet på herregården Holckenhavn i Nyborg, fik skarlagensfeber og mæslinger. De havde begge 41,5 i feber. Men der kom ingen læge, og mens storebroderen var stærk nok til at modstå feberen, bukkede den lille under. Han blev ét af de 7000 tyske flygtningebørn, der døde på dansk jord.

En gennemblødt teddybjørn læner sig op ad et kors, mens kranse og buketter hist og her pynter de ellers helt ens grave. I mange år stod her blot trækors, men i 1960’erne blev der fra tysk side sat et arbejde i gang for at få forskønnet gravene. De stenkors, der står nu, er sat i 1969, og det påhviler i dag den humanitære organisation Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge at vedligeholde gravene.

”Altså der er jo mennesker, for hvem det her sted er meget emotionelt,” siger Joachim Hanke og ser ud over korsene.

”Når jeg tænker på Danmark, forbinder jeg det mest med gode ting. På venner, jeg har fået, og gode ferieoplevelser. Jeg tænker ikke på, om det kunne have været mig, der lå dér. Men jeg kender forældre, der har pakket lagner om deres småbørn og lagt dem i graven,” siger han.

Joachim Hankes egen lillebror ligger begravet i Nyborg, i en dobbeltgrav sammen med en lille pige. Joachim Hanke besøgte graven i 1990, lige efter ”revolutionen”, som han kalder Murens fald. Først dér havde han lov at rejse ud af landet. Men på en eller anden måde husker han det, som om broderen var ældre, måske tre, da han døde.

I 1947 gik Joachim Hanke, der på det tidspunkt var syv år, og moderen om bord på en færge i Kolding og vendte endeligt hjem til Warnemünde. Deres lejlighed var i mellemtiden overtaget af andre, men siden fik de et sted at bo. Senere i livet er han blevet diplomingeniør og har opbygget en ingeniørvirksomhed.

I Tyskland blæser der nye vinde, når det gælder synet på ”die Vergangenheit”, både på godt og ondt, mener Joachim Hanke.

”Der er en ny indstilling til fortiden, som gør, at man mere åbent kan tale om det, der skete. Samtidig er der en tendens til, at man negligerer den selvsamme fortid. På trods af fortiden sker der for øjeblikket ting i Europa, som er svære at fatte for mange af os.”

Som sin mor er Joachim Hanke ikke den, der svælger i traumerne – hvis de er der.

”Mig gik det jo godt.”

Joachim Hanke forbinder ikke Danmark med noget ondt, på trods af at de første ord, han som femårig lærte på dansk, var ”tyske svin”. – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
På flygtningekirkegården i Oksbøl hviler 1796 sjæle, heriblandt mange spædbørn. Det tidligere flygtningebarn Joachim Hanke (yderst til venstre) er på besøg sammen med vennen Hartmut Voss (yderst til højre) og de to museumsinspektører John V. Jensen fra Vardemuseerne (i midten til venstre) og Christoph Wegner fra Heimatmuseum Warnemünde (i midten til højre). – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
Joachim Hanke kender mange, der er født på det gamle lazaret i Oksbøllejren. I alt kom 900 børn til verden her i årene 1945-1949. En omfattende ombygning af lazarettet, så det kan blive til Danmarks Flygtningemuseum, påbegyndes senere i år. – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix
I informationshuset ved flygtningekirkegården i Oksbøl findes en opgørelse over samtlige tyske krigsgrave i Danmark. Under H står Joachim Hankes lillebror opført. – Foto: John Randeris/Ritzau Scanpix