Tidligere kirkeminister Manu Sareen (R), der som bekendt ofte har vakt debat her i avisen, har skrevet forlægget til filmen om Iqbal og hans indiske indvandrerfamilie. Manu Sareens politiske karriere og kritisable kirkepolitik skal dog ikke skade denne varme familiefilm om den herlige 13-årige Iqbal, der har en fantasi på størrelse med en indisk hanelefant.
Filmen ”Iqbal og den hemmelige opskrift” baserer sig på Sareens bogserie om den 13-årige dreng Iqbal Farooq. Serien har været en kæmpesucces med over 80.000 solgte eksemplarer. Tidligere topmodel og psykolog Renée Toft Simonsen har været manuskriptforfatter på filmudgaven, og det har hun gjort godt. Replikkerne ligger godt og mundret til skuespillerne, hvad enten det er voksne eller børn. Det ruller godt og ganske finurligt af sted.
Iqbal og hans familie bor på det multietniske Nørrebro i København. Vi ser hele kvarteret fra dets sommerside. Væk er alle problemerne. Det er ren sommer. Det kan man mene om, hvad man vil, men dejligt og varmt er der med grønthandleren, viceværten og den småfuskende onkel i stueetagen. Der banker et varmt hjerte i de etnisk-drillende bemærkninger. Alle er gode ved hinanden, indtil de onde dukker op.
Vi har med en klassisk dansk familiefilm at gøre, hvor den gode familie pludselig bliver kastet ind i et drama med fæle, dumme banditter. Jeg får lidt mindelser om en gammel sort-hvid ”Far til fire”-film. Det er blot rykket op i vores tid med en indisk familie, der får fornøjelsen af de evigt dumme røvere. Ole, Mie og Lille-Per hedder bare Iqbal, Sille, Tariq og lille Dindua.
Denne gang er plottet også ganske enkelt. Iqbal og hans klassekammerat Sille og lillebror Tariq kommer af vanvare til i en kemiundervisning at lave en bombe, der kun beskadiger bygninger. Den er de fæle skurke Æselmanden (Rasmus Bjerg) og Svinet (Andreas Bo) interesserede i at få fingrene i. De har skumle planer om at sprænge Tivoli i luften og anlægge et voldsomt parkeringsanlæg på grunden. Puha for nogle fæle spekulanter! Heldigvis er de også i modsætning til virkelighedens verden nogle klodrianer. De vil med skumle midler tvinge børnene til at udlevere opskriften.
Det kommer ikke til at gå stille af, og historien fører os også til Djursland, hvor der er nogle herlige scener.
Filmens plot rummer ikke de store afvigelser fra traditionen, men det gør heller ikke så meget. Hele familien, der måtte se filmen sammen, er godt og varmt underholdt med familien Farooq. Det hele ender, som det skal.
Iqbal spilles af Hircano Soares, og det gør han med stor charme. De to fæle skurke har deres egen dumme charme, og så længe verdens ondskab er i hænderne på dem, går det nok. At der er en anden verden uden for biografen, ved vi godt, men netop i den har vi brug for sammenhold og fantasi. Det rimer da også lidt på juleevangelium.
kultur@k.dk