Prøv avisen

Barndommens land er guddommeligt

Den norske forfatter Marit Tusvik har tilegnet sin nye bog, ”Dejlig er jorden”, til barnebarnet Ask. Hun vil gerne give ham historien om hans mormors liv, så han kan høre om alt det, hun oplevede som barn ved Sognefjorden i det vestlige Norge. Foto: Søren Staal.

Den norske forfatter Marit Tusvik tager i sin nye bog læseren med tilbage til foden af fjeldet, hvor hun voksede op. Længslen efter forældrene, naturen og barndommens poesi er en rød tråd i hendes seneste bøger. Alle har brug for at se på livet med et barns blik, mener hun

Marit Tusvik husker tydeligt, hvad der fik hende i gang med at skrive sin erindringsbog, Dejlig er jorden, der netop er udkommet på dansk. I vinteren 2008 blev hun ramt af en istap, der faldt ned i hovedet på hende fra hustaget. En tur hos lægevagten og ni sting senere blev hun udskrevet med ordene: Havde den ramt anderledes, ville vi kunne have hentet dig i en ligvogn.

LÆS OGSÅ: Poetisk portræt af en barndom

Da jeg kom hjem fra lægen, var jeg lykkelig over at være sluppet så billigt. Jeg har hele livet tænkt på at skrive en bog om min barndom, men jeg har altid gået rundt om den varme grød og ikke turdet starte af frygt for, at den ville blive dårlig. Jeg følte det, som om isblokken sagde, at jeg skulle skrive uden at tænke mere over det, for man ved aldrig, hvor langt livet bliver. Og så gik jeg i gang, fortæller Marit Tusvik.

Hun har netop været i Danmark til et forfatterarrangement for at tale om sin nye bog, Dejlig er jorden, der er udkommet på dansk på Forlaget Batzer & Co. Og bogen har høstet store roser fra anmeldere både i Norge og herhjemme. Med ord som poetisk, følsomt, bevægende og teknisk overlegen er alle hendes forbehold for at skrive bogen gjort til skamme.

Rosen fra anmelderne preller langtfra af på hende. Af en norsk anmelder blev hun sammenlignet med den amerikanske forfatter Marilynne Robinson. Fordi Marit Tusvik aldrig havde hørt om hende, skyndte hun sig i boghandlen for at købe hendes bøger, for hun måtte vide, hvordan Marilynne Robinson skrev.

Som hun sidder i stolen overfor med sit lange lyse hår hængende ned ad skuldrene, ser hun på én gang følsom og rørt ud. For anmeldelserne betyder meget, når fortællingen er hendes egen, og ordene er hentet frem fra hendes inderste.

Selvom anledningen til at skrive bogen var dramatisk, rummer fortællingen om hendes barndoms første år ikke de store ydre begivenheder, men som Kristeligt Dagblads anmelder skrev, så er det på barnets indre plan, at de store dramaer udfolder sig.

I fortællingen følger vi hovedpersonen, der som voksen tager på rejse mod vest til barndommens hjem ved Sognefjorden i Norge. Her genoplever hun sin barndom i 1950erne for foden af det store fjeld. Hun møder sin mor, Siggen, og faderen, Biggen, samt sine to brødre, drengene, og lillesøsteren, den fjerde. Med barnets blik skildrer hun hverdagslivet, turene med liften op til toppen af fjeldet og ferien til København.

Jeg rejste tilbage over fjeldet, lagde mig i min barneseng og fandt min far, der stod der som før, selvom han er død. Jeg havde en stor længsel efter at komme tilbage til en tid, som ikke er længere, og til at møde det uopnåelige. Jeg fandt en livsglæde der. Barndommens land er guddommeligt med naturen, gåderne og den umiddelbare forundring over alting, siger Marit Tusvik.Hun oplever, at mange voksne undervurderer barndommens betydning, fordi de ser den som en tid, der er forbi. Selv mener hun, at alle bærer barndommen med sig ind i ungdommen, voksenlivet og alderdommen, og at den præger os i alle livets faser.Barnets blik skal man beholde hele livet. Livet går stærkt, og vi har alle travlt med at komme fremad, men da er det vigtigt, at vi også husker barnet i os selv. Jeg får ofte at vide, at jeg går tilbage til barndommen, men jeg oplever det ikke selv som et tilbageblik, for jeg føler, det er en tid, der stadigvæk er inden i mig. Jeg er måske lidt barnlig, siger hun.

I det poetiske sprog er hun i øjenhøjde med et barn og oplever en verden, hvor blomster og naturen bliver levende.

Hun siger selv, at alle minderne er lagret i hendes hukommelse, og at hun husker hver en detalje med en nærmest fotografisk hukommelse. Derfor har det ikke været svært for hende at skrive fra barnehøjde:Jeg kom til at tænke på Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry, hvor ingen voksne forstod, at prinsen tegnede en boaslange, som netop havde slugt en elefant. Da forstod jeg, at børns fantasi står over voksnes. Den lille prins havde nogle vældig fine observationer, for når man er lille, er man fri og ser friskt på alt uden at tolke alting, som voksne gør, siger hun.

I 2007 skrev hun Sigrid Finne, som er et kærligt portræt af hendes mors liv. Senest er hendes bog 26 små romaner netop udkommet i Norge og tegner et billede af små og store episoder fra hendes liv. Fælles for bøgerne er, at de er livshistorier fra en svunden tid, som hun nænsomt løfter op til overfladen.

TEMA: Nordisk litteratur

Til sidst i bogen afslører hovedpersonen den måske vigtigste grund til, at hun i tankerne er draget tilbage til barndommen for at finde sin far: Men du, siger jeg og spytter det ene spørgsmål ud, der har ligget på min tunge i de sidste tredive år, holder du af mig?, spørger hun sin afdøde far.
Min store længsel var at spørge ham om det helt grundlæggende sidste spørgsmål, som jeg efter hans død havde brug for at få svar på. Selvom han ikke giver et entydigt svar, så tror jeg på, at det var et ja, for der er noget selvfølgeligt over svaret. Men der er også en erkendelse af, at vi ikke får svar på alle spørgsmål i livet, siger Marit Tusvik.

marianne.knudsen@k.dk

Læs mere påk.dk/nordisk-litteratur