Prøv avisen
Interview

Knud Romer: Jeg tror, at alle mennesker bærer barndommens landskab med sig resten af livet

Knud Romer bærer ikke kun sin t-shirt med Sort sol, fordi han er glad for bandet og ven med forsangeren, men han er også optaget af solsorten, som pryder den nye roman ”Kort over paradis” sammen med sommerhuset – her i Kragevig på Sydsjælland. Og på hans egen gravsten skal der stå ”solsorten fra Falster”. – Foto: Leif Tuxen

Alle mennesker bærer barndommens landskab videre ind i livet. Det mener forfatteren Knud Romer. Nu er han aktuel med sin anden roman, ”Kort over paradis”, der handler om at genfinde paradis i mere end én forstand

Knud Romer lukker det blinde øje, mens han spænder en usynlig slangebøsse med kurs mod Jungshoved Kirke, der ”står hvid og fin på den anden side af vigen med en lille havn”, som han skriver i sin nye roman ”Kort over paradis”.

”Det er også dér, jeg skal begraves en dag. ’Knud Romer Jørgensen. Solsorten fra Falster’ skal der stå på min gravsten,” siger han fra sit sommerhus i Kragevig på Sydsjælland.

”Det er her, jeg vil leve og dø resten af mit liv. Jeg elsker skam også København, men den er som en kedel, der gasser sommeren væk, og det føles, som om ørerne får elektrisk stød af støj der, men her kvidrer fuglene i mine ører. Det er her, mit paradis ligger,” siger Knud Romer, der også viser sommerhuset frem på forsiden af sin nye roman, fordi landskabet også ligger tæt på barndommens landskab fra Falster.

”Jeg bærer Falster i mig, fordi jeg på en måde er landskabet. Det var det første, jeg så, og det skabte mig i sit billede – og det kom til bevidsthed og vågnede i mig. Vi blev til samtidig. Alting var nyt og som en forelskelse, og Gud spillede yoyo med lærken, der hang højt oppe i sin snor og slog triller,” skriver han i bogen.

”Fuglenes sang er Danmarks dialekter. Det er det sungne dansk. Selv solsorten og nattergalen synger på en særlig måde på Falster,” siger forfatteren og ser ned på sit terrassebord, hvor der ligger et bjerg af ærter. Han samler en op og åbner andægtigt ærtebælgen som et smykkeskrin og kigger nærmest forelsket ned på de grønne perler, inden han spiser dem en efter en som små bidder af den danske sommer. Sådan smager de små ting af meget her i den ringeagtede del af kongeriget, mener han.

Selv markvejen udenfor virker klar til en majestætsmodtagelse. Kornblomsterne bøjer sig allerede ærbødigt som lange, slanke undersåtter hele vejen mod Knud Romers private paradis. Men det var også her, det gik galt i vinter, da der var så mørkt, at det føltes, som om øjnene blev stukket ud, da Knud Romer kørte i grøften med sin firhjulstrækker på den dengang smattede vej.

Grundvandet var steget, og det regnede oven i købet. Og da han steg ud, fór han hurtigt vild mellem sivene, så han til sidst måtte råbe fortvivlet på hjælp, inden en nabo kom ham til hjælp med en stor lygte.

”Det viste sig, at jeg stod syv meter fra vejen. Men jeg var blevet natteblind, og jeg blev grebet af angst, så jeg troede, at jeg stod midt i en uendelig, sort skov. Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest, siger man. Det virker banalt. Alle ordsprog virker så banale, men det er, fordi de er sande. Ved du, hvorfor hjælpen er nærmest, når nøden er størst? Det er, fordi man kun råber om hjælp, når man virkelig er i nød, og når man spørger andre om hjælp, så hjælper de,” svarer han.

”Jeg tror, at alle mennesker bærer barndommens landskab med sig resten af livet. For man bliver dannet af det sted, hvor man er født og vokset op. Og det landskab vokser videre i en. Men barndommen peger også tilbage på et syndefald, hvor man mistede sin umiddelbarhed. Det var jo det, der skete i syndefaldet, hvor mennesket med et lynnedslag både blev bevidst om at være til og at skulle dø. Dyrene lever stadig i evigheden. De lever i et evigt nu, hvor de følger deres instinkter og jager og flygter og formerer sig. Men vi er dyr, der har vendt dyr ryggen,” siger Knud Romer og rejser sig for at vise, hvordan man vender nogen ryggen:

”Dyrene lever i en cirkulær tidsforståelse, hvor det altid er lige nu,” siger han og tegner en usynlig cirkel omkring sig selv:

”Men vi lever i en lineær tidsforståelse, hvor vi udskyder både døden og vores behov. Man kan ikke forvente at få det hele lige nu. Man skal øve sig på klaver, før der er nogen, der gider klappe ad en. Det er en del af vores dannelse, men også den måde, hvorpå vi spærrer dyret inde i os selv. Vi er jo bare dyr, der har taget tøj på.”

”Det er derfor, at ’Kejserens nye klæder’ også er en syndefaldsfortælling. For før barnet siger, at kejseren ikke har noget på, kan ingen se det. Men pludselig bliver det skamfuldt, fordi syndefaldet handler om, at vi pludselig bliver bevidste om, hvordan andre ser på os. Men det er også det bur, vi spærrer os selv inde i, når vi går rundt og kigger på dyr i bure i zoologisk have og tror, at vi selv er frie. Men det er vi ikke. For vi ved, at vi skal dø. Og den bevidsthed er et bur at leve i.”

Men hvordan kan man åbne det bur?

”Det kan man gøre på flere måder, og de fleste er dumme. For hvis man beruser sig selv for at glemme døden, vågner man altid op til tømmermænd. Tro mig. Dødsbevidstheden vil altid jage en, hvis man flygter fra den, men hvis man vender sig om og kigger den i øjnene, forsvinder den. Det er det, jeg har gjort. Lige nu er jeg ikke længere bange for døden. Og det er i sig selv en slags para-distilstand,” siger Knud Romer, der dog selvfølgelig også har sine egne sorger og slanger i paradiset.

Men den selvbiografiske roman er også en historie om at tabe og genfinde paradiset, siger forfatteren og tilføjer, at han både har været gennem syndefaldet, skærsilden og helvede, før han kunne sidde her og kigge fromt over mod Jungshoved Kirke – med ét øje.

Knud Romer har jaget efter vind gennem det meste af livet og er endt med at føle sig uendelig tom:

”Jeg har været afhængig af alle de forkerte ting. Først af mine forældres penge, fordi jeg var så bange for, at jeg ikke kunne klare mig selv, og siden har jeg været afhængig af vin, marihuana og først og fremmest af bifald. Jeg har forsøgt at skabe større og større præstationer for at få større og større bifald, og jeg fandt hurtigt ud af, at skandalen er berømmelsens moder, så jeg har været grænseoverskridende uafbrudt, men det har kun fyldt mig med tomhed, og nu har jeg været 12 år om at skrive den her roman, som til sidst knækkede mig, så jeg gik ned med stress og angst. Hvis jeg ikke var blevet færdig, var min familie blevet ruineret af skattegæld, men da jeg blev færdig, forfulgte romanen mig stadig. Jeg kunne ikke komme ud af den, og jeg blev syg af det. Og det var kun, fordi Lindhardt og Ringhof betalte, at jeg havde råd til at komme på et privatpsykiatrisk hospital, hvor jeg langsomt kunne finde tilbage til livet,” siger Knud Romer, som i samme periode mistede synet på sit venstre øje på grund af grøn stær.

”Men den første roman hed ’Den som blinker er bange for døden’, og den nye roman kredser også om synet hele tiden. Synet betyder uendelig meget for mig, men nu er jeg ikke kun natteblind, men helt blind på det ene øje, som jeg ikke længere kan bruge til at se dem, jeg elsker, mine børn og min kone. Siden er hvid på det øje. Men jeg øver mig i at leve som blind, selvom jeg var heldig nok til at bevare synet på det andet øje. Man kan jo heller ikke se på mig, at jeg har mistet synet. For det er kun synsnerven, der er knækket,” siger Knud Romer, der holdt op med at drikke alkohol ”i samme sekund”, han fik diagnosticeret grøn stær, så nu er det slut med champagne og hvidvin for den drevne reklamemand, der tidligere har levet af at levere slogans som ”her har vi det hele og mere til, hvis det hele skulle blive for meget”. Men nu lever han nærmest omvendt, bedyrer han.

”Hvis man er mådeholden nok, begynder luften til sidst at smage af hvidvin,” siger Knud Romer og rækker tungen op mod den stærke sommersol for at smage på sin egen sætning, som han straks selv belønner med et stort smil, inden han tilføjer, at Jesus lavede vand om til vin, men at afholdenhed skam også kan udrette mirakler for sanserne. For med mådehold gentræner man sine sanser, har han erfaret.

”Man siger jo ellers altid, at livsnydere er dem, der fråser med mad, vin og sex. Men det har taget mig et helt liv at opdage, at det er lige omvendt. De sande livsnydere er dem, der forstår at suge saften ud af de små ting. Hvis man hælder vin i sig, som jeg tidligere gjorde, kan man drikke en hel flaske vin i en mundfuld. Den betyder intet, og den smager af intet. Men jo mindre glas, jo mere nyder du det. Hvis man holder igen, rammer en enkelt dråbe vin til sidst tungen som en sanseeksplosion. Og hvis man slet ikke drikker, kan man altså til sidst pirre sine sanser så meget, at selv luften kan smage af hvidvin,” siger han og drikker demonstrativt af den friske brise omkring sit sommerhus, hvor vinden måske smager lidt af hvidvin, mens solen maler lyserøde skyer på den hvide hud, der ikke er vant til at være i paradis så længe.

Fra sit sommerhus i Kragevig på Sydsjælland har Knud Romer udsigt til Jungshoved Kirke, der ”står hvid og fin på den anden side af vigen med en lille havn”, som han skriver i sin nye roman ”Kort over paradis”. Det er også dér, han en dag skal begraves, fortæller han – tæt på fuglekvidder og barndommens Falster. – Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen