Prøv avisen
Bog

Ny roman om Grønland er nærværende og ægte

4 stjerner

Med romanen ”Hudens tynde is” fortsætter Lise Andersen sin hverdagsberetning fra Grønland

En personskildring, der forener indtrængende realisme med usentimental ømhed, var karakteristisk for Lise Andersens forrige roman ”Ravnen flyver lavt”. Og det samme er tilfældet i fortsættelsen, ”Hudens tynde is”.

Det er en smuk pointe, at forholdet til børn får det bedste frem i hovedpersonerne. Presset af udfordrende omstændigheder gør de alt, hvad de formår – og det er ganske meget – for at give deres deres lille søn kærlighed. De unge forældres bevidsthed om betydningen af dette synes forstærket af deres egen baggrund, de lange skygger fra en barndom med druk og omsorgssvigt.

Romanerne foregår i Grønland, hvis virkelighed Lise Andersen tydeligvis er dybt fortrolig med. Vi møder Nuka, der er mor til femårige Minik og arbejder på en fabrik, hvor hun pakker rejer. Hun bor sammen med en kvinde, Siri. Drengens far, Arsuk, der er beskæftiget i fiskeriet, forsværgede engang, at han nogensinde ville slå en kvinde – han ”havde set nok af den slags”. Men i fuldskab slog han alligevel Nuka, som efterfølgende forlod ham. Han dømmer sig selv hårdt for sin adfærd.

Udgangspunktet for ”Hudens tynde is” er, at Nuka bryder op fra sin hjemby for at gå på gymnasium. Hun vil have, at Minik skal kunne se op til sin mor, og det mener hun åbenbart ikke, at han kan, hvis hun bliver ved med at arbejde på en fabrik. Det er med smerte, hun slipper Minik og lader ham passe af Siri. Og savnet af ham viser sig så stort, at hun senere vælger at have ham boende hos sig på sit lille kollegieværelse.

Det skal naturligvis give problemer. Minik græder heftigt af længsel efter Siri. Og på et tidspunkt bliver den udmattede Nuka så desperat, at hun i sin afmagt slår drengen. Dertil kommer hendes anfægtelser – var det rigtigt af hende at bryde op fra den afstukne livsbane? Hendes redning bliver den solidaritet, som hun oplever, dels fra jævnalædrende, dels fra en lærer. Krisen bliver overvundet, og da vi forlader hende, befinder hun sig på ny ved en skillevej. Men dér bliver hun næppe forladt af forfatteren.

Grundlæggende er det en opløftende roman, hvis hovedanliggende ikke er at skildre problemerne i det grønlanske samfund. Men de antydes på en måde, der alligevel gør dem tydelige – i form af vold, stoffer, druk og seksuelle overgreb.

Det er ikke en meget dynamisk roman. Men Lise Andersens dæmpede hverdagsrealisme virker ægte. Og hendes personer er nærværende, ikke mindst i dialogerne.

Og i øvrigt kan man efter læsningen konstatere, at ømhed og varme hos en forfatter ikke behøver at sløre blikkets skarphed.