Prøv avisen

Barokbølgen ruller videre

KONCERT Concerto Copenhagen var i topform ved fredagens koncert i Garnisons Kirke i København

Liflige toner af Vivaldi og Bach og sprudlende musiceren fra barokorkestret Concerto Copenhagen. Alt sammen på en dejlig sommeraften i den smukke Garnisons Kirke i København. Min sjæl, hvad vil du mer?

Overraskende var det jo ikke, at Concerto Copenhagen var i topform og godt humør efter den nylige meddelelse, at orkestrets leder, Lars Ulrik Mortensen, skal modtage næste års Sonningpris. Det er en cadeau til hele ensemblet og til den barokbølge, det har stået i spidsen for de senere år herhjemme.

Concerto Copenhagen er ensemble med holdninger og visioner, og ikke alt, hvad de har lavet, har været lige godt. Deres stil i det wienerklassiske repertoire har indimellem været problematisk. Men med kernerepertoiret, barokmusikken, er man på hjemmebane. Her svinger det, og her har de fundet en stil, der er deres egen. Præget af maksimal frihed for hver enkelt musiker. Alle er solister, og alle tilskyndes til at bidrage med noget personligt.

Programmet bestod af fire koncerter af Vivaldi og to af Bach – Vivaldis beundrer, der bearbejdede og videreudviklede hans stil, ikke mindst i sine stilistisk nyskabende cembalokoncerter.

Vivaldi-koncerterne blev opført med skiftende besætning, og det var vist ikke Vivaldis originale instrumentationsvalg hele vejen igennem, men det fungerede fint, og den intense blokfløjtespiller Bolette Roed var den gennemgående hovedfigur. Hun spillede meget smukt, med sikker intonation og energisk frasering. Ikke mindst spændende var hendes langsomme satser, som hun formede frit og meddigtende, hvad enten det var i samspil med en helt continuogruppe eller i duet med en enkelt fagot.

Mellem Vivaldi-koncerterne fik vi to Bach-koncerter for to cembali og strygere. Den ene af dem er bedre kendt i sin version som dobbeltkoncert for to violiner, og nægtes kan det ikke, at cembaloerne virker lidt som en nødløsning og giver nogle alvorlige balanceproblemer.

Uanset at de ledsagende strygere gjorde sig al tænkelig umage med ikke at overdøve solisterne, og cembalisterne fyldte deres lange fraser ud med ekstra toner, måtte man virkelig lægge øret til for at få det hele med. Men på de givne præmisser var det umagen værd at følge de to forskellige og hver på deres måde suveræne solister, den stensikre Allan Rasmussen og den mere impulsive Lars Ulrik Mortensen. Eller opleve, hvordan strygerne med tæt øjenkontakt lod en akkompagnementsfigur hoppe veloplagt fra instrument til instrument.

Koncerten sluttede med en festlig Vivaldi-koncert, "La Pastorella", med indslag af rustikke bondedanse i musikken. Endnu en frydefuld oplevelse. Barokmusik fås ikke mere levende og charmerende i dagens Danmark end med Concerto Copenhagen og Lars Ulrik Mortensen.

Garnisons Kirke. Concerto Copenhagen. Solister: Lars Ulrik Mortensen, Allan Rasmussen, cembalo. Bolette Roed, blokfløjte. Værker af Vivaldi og Bach.

kultur@kristeligt-dagblad.dk