Prøv avisen
Bog

Sigurd Barrett er i topform fra Absalon til karikaturkrisen

5 stjerner
Barretts figur er meget synlig i bogen som fortæller, og hans sædvanlige tegner, Jeanette Brandt, fastholder med sin muntre streg bevidstheden om, at vi er i Sigurds univers. Foto: Mathias Bojesen/Polfoto

Der er faglig bund og sproglig originalitet i Sigurd Barretts danmarkshistorie for børn

”På en måde er X Factor historien om vores tid. Mange af os tænker, at vi måske i virkeligheden er totalt geniale enten til at skrive eller synge eller spille skuespil eller noget andet. Der er bare ikke nogen, der har set det endnu, og derfor venter vi på at blive opdaget. Den dag vi bliver opdaget, vil vi blive berømte og få masser af succes, og på den måde kan vi få en plads i danmarkshistorien.”

Dette er Sigurd Barretts egen samtidskommentar. Beskrivelsen passer udmærket på ham selv. Han er musikeren, der blev populær på at lave børnefjernsyn, og som brugte sin popularitet og den figur, han var blevet kendt for, som platform til at skabe sig en omfattende karriere som entertainer og børnebogsforfatter. Sigurd blev et varemærke. Han har ingen formelle forudsætninger for at skrive en Danmarkshistorie for børn.

Barretts figur er meget synlig i bogen som fortæller, og hans sædvanlige tegner, Jeanette Brandt, fastholder med sin muntre streg bevidstheden om, at vi er i Sigurds univers. Indholdet er levendegjort ved hjælp af tænkte og fiktive scener, som for eksempel når Absalon fortæller kong Valdemar: ”Jeg vil gerne være biskop!”, og Valdemar svarer: ”Fint! Du kan blive biskop i Roskilde!”. Et par linjer længere nede fortsætter Barrett: ”Senere blev Absalon også biskop i Lund i Sverige, så han havde sørme nok at få tiden til at gå med.”

Eksemplet er valgt tilfældigt, men det illustrerer meget godt sprogtonen, og den udfordring det er at formidle i form af en fortælling for børn. Selvfølgelig har Absalon og Valdemar aldrig ført en samtale med netop denne ordlyd, men den fiktive ordveksling er på den anden side en fin, fortættet anskueliggørelse af deres indbyrdes forhold.

Og hvad med Lund? Hvordan ville flowet i fortællingen blive, hvis han havde skrevet: ”Senere blev Absalon også biskop i Lund, der ligger i Sverige, men dengang var dansk” – og så videre? Nærværet forsvinder fra fortællingen. Mens man i historievidenskaben kortlægger fortiden som et fjernt og fremmed land, er det tydeligt, at det didaktiske greb i denne bog er identifikation og genkendelse. Kan den form bære den alvor, som historien er fuld af?

Hvordan håndteres for eksempel karikaturkrisen i 2005-2006? Det gøres med denne ordveksling: ”’I skal ikke fornærme vores profet!’ sagde muslimerne. ’Vi må tegne, hvad vi vil!’ sagde bladtegnerne.” Det er sådan set en både fair og præcis gengivelse af den konflikt.

Et andet greb er anvendelsen af skrøner og myter som en del af fortællingen. For eksempel de historier om Gøngehøvdingen, der blev populariseret af Carit Etlar. Det er gjort helt bevidst og med åbne øjne, og det lykkes også at lægge flere lag af refleksion ind over denne tilsyneladende løsslupne fortællelyst, for Gøngehøvdingens status er slet ikke så simpel: ”Om han var en helt eller en skurk? Ja, det kommer nok an på, om man spørger en dansker eller en svensker. Men mange danskere tænker på Gøngehøvdingen som en stor helt i danmarkshistorien, og historierne om ham fortælles stadig den dag i dag. Også selv om det er nogle værre røverhistorier.”

Barrett udfordrer ikke danmarkshistorien som genre, men det ville også være et udsædvanligt krav at stille til en pianist. Han har gjort klogt i at alliere sig med Nationalmuseet i udformningen af denne fortælling. Der er en faglig bund i teksten. Man kan især i de forhistoriske afsnit se, at der er taget hensyn til nye forskningsresultater. De unøjagtigheder og overdrivelser, der findes, kan begrundes med, at målgruppen er børn op til konfirmationsalderen.

Og så er der faktisk også en original vinkel på stoffet, der kun kan stamme fra Barrett selv, nemlig at musikken i bind 2 spiller en stor rolle. Han kan ikke skjule, at Leo Mathisen er en af hans helte, og det skal bestemt ikke lægges ham til last.

Endelig må det fremhæves, at Jeanette Brandt er en charmerende og intelligent illustrator.