Romangenren har de senere år gennemlevet en større omkalfatring. Tidligere dannede lyrikken ellers slagmark for den formmæssige eksperimenteren med knækprosaen, lydpoesien, form- og langdigtet. Nu er turen altså kommet til romanens helt store genremæssige dekonstruktion.
Det ses i særdeleshed blandt yngre digtere som Olga Ravn, Josefine Klougart, Lea Maria Løppenthin og Josefine Graakjær Nielsen, som er aktuel med den barske og ordknappe slægtsroman ”Johannes”.
Et fælles træk er poetiseringen af romangenren. Egentlig er der tale om lyrik – men med ”roman” som angivet genrebetegnelse. Det samme er tilfældet for ”Johannes”.
I 2015 debuterede den forfatterskoleuddannede Josefine Graakjær Nielsen med langdigtet ”Rosebud”, som midt i en faretruende fortælling om et forlist forhold, abort og indlæggelse varsler en anden og måske mørkere baggrundshistorie. Et tragisk familietraume med misbrug, ulykker, vold og selvmord.
Det er denne fortælling, ”Johannes” nu udfolder – eller måske snarere indfolder. Indhyller i lag på lag af sirlige sprogsystemer, repetitioner, kæder og forgreninger. En organisk opremsning af registreringer omkring en families fortrængninger og hemmeligheder. Fortællerens farfar hænger sig på Ærøskøbing Sygehus, 80 år gammel, dement og depressiv.
”Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en særlig lyst til at skrive til en gammel elskerinde,” hedder det i den første af i alt to prologer. Og senere samme sted ”Det her er deres historie. Som også blev min.”
Flere separate livsforløb flettes sammen. Farfaderen og hans elskerinde, Pia, broderen Richard, som vandt VM i 1992 med det danske fodboldlandshold. Jeget. Den tyranniske oldemor Christense. Episoder fra en kold og kærlighedsløs barndom modsvaret af en anderledes nær og kropslig kærlighedshistorie mellem Pia og farfaderen Johannes. Sporadisk perforeres hovedsporet af mareridtsagtige minder fra borgerkrigen i Jugoslavien.
Historien flikkes sammen af et kakofonisk kor af stemmer og udsigelsespositioner. Nærmest som en græsk tragedie. Skiftevis tildeles de forskellige figurer hvert deres tekstfragment, som det ellers er kendt fra eksempelvis Euripides’ ”Medea”. Det føjer en mytisk og dramatisk overbygning til, som skurrer mod den nøgterne, noteagtige sætningsstruktur.
Allerede i det indledende præsenteres en form for poetik. I prologens anden del hedder det ”Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale”. Det er denne sproglige ordflod af observerende hovedsætninger, som i en bevidsthedsstrøm strømmer én i møde.
Det hermetiske og hemmelighedsfulde fungerer som strukturerende princip i en bestræbelse på at lade fortrængningerne forplante sig i formen. Det virker efter hensigten. ”Johannes” er en hel families ”triumf og tragedie” fortalt på blot 77 sider. Fortættet og fuld af huller, overspring og udeladelser. Flere steder virker teksten udmarvende i sine uendelige opremsningsrænker, som kun pletvist lader sammenhænge flyde op til overfladen.
De lurende katastrofer bag dagligdagens trivialiteter er et andet fremtrædende tema. ”Hun koger vand til pulverkakao og tørrer sit hår./ Han sætter sig ind i bilen, og bilen eksploderer”, er en karakteristisk Graakjærsk sammenstilling.
Modsætninger, der forstærker indtrykket. Teksten, der hele tiden bekriger sig selv som farfaderens 80-årige faldefærdige krop.
”Johannes” er en dybt smerte- og sanselig tekst om tab. En causeren over menneskelivets absurde almindeligheder og uhyrlige tragedier i en stærkt billedmættet fortælling, der selv stedse taber betydning. Demensens formørkende slør, fortrængningerne og det uigennemtrængelige dikterer udtrykket, og der er tydeligvis tale om formel ekvilibrisme.
Til tider forelsker forfatteren sig imidlertid så meget i egne sproglige krumspring og det indforståede univers, at læseren helt lades ude. Romanens autoritative fortællerstemme og strukturering er erstattet af et væld af ligeværdige, umiddelbare sanseindtryk. Et interessant dogme. Som roman fungerer det dog dårligt. Man aner kun glimtvist konturerne af en vedkommende og vigtig slægtshistorie bag det hermetiske formfængsel.