For Wolfgang Amadeus Mozart blev 1782 et begivenhedsrigt år. Han havde året forinden gjort sin entré i den østrigske hovedstad og hurtigt etableret sig som en af Wiens største musikstjerner med hyppige optrædener i de adelige saloner. I august blev han i Stephansdom gift med Constanze Weber, som han havde mødt i Mannheim på sin store Europa-rejse i 1777-1778.
Og tre uger inden sit bryllup havde han dirigeret uropførelsen af sin nye opera ”Bortførelsen fra seraillet” på Wiens navnkundige Burgtheater. Den gik snart sin sejrsgang over hele det tysktalende Europa og blev den største publikumssucces i Mozarts levetid.
Han har sikkert opfattet det som et godt varsel, at heltinden i operaen hed det samme som hans kommende kone. Operaen er spækket med iørefaldende melodier og bobler af livsglæde, og dertil kommer den tyrkiske farvning, der var meget populær i slutningen af 1700-tallet.
Det tyrkiske islæt var imidlertid næsten helt fjernet i den version, man i sidste weekend præsenterede i Musikhuset i Aarhus. I operachef Philipp Kochheims iscenesættelse, en co-produktion mellem Den Jyske Opera og Theater Münster, var vægten angiveligt lagt på det tidløse, for ”heri ligner Mozart Shakespeare. Tid og sted betyder ikke meget; hvad der er vigtigt, er de menneskelige relationer, frygt, håb, mangler og svagheder”, har Kochheim forklaret.
Det begyndte lovende med et veloplagt Aarhus Symfoniorkester under ledelse af danske Claus Efland i den sprudlende ouverture og en agil og velsyngende tenor i rollen som Belmonte, den mandlige hovedperson. Den komiske figur Osmin gjorde sin entré. Han var hverken iført snabelsko, posebukser eller fez, men havde en fremtoning om en jetset-europæer af den slags, der går mange af på dusinet. Og man fik sine bange anelser om hele konceptet, da han jovialt blev omtalte som ”Osi”.
Snart viste det sig, at Bassa Selim, der ikke skal synge så meget som en takt, var tiltænkt en hovedrolle og skulle fungere som et omdrejningspunkt for hele forestillingen. Han er i Kochheims udgave ikke den storsindede tyrkiske pasha, vi kender fra Mozart, men en velbeslået og uligevægtig kunsthandler, der har det med hidsigt at kyle kasser og tøjstykker gennem rummet og i psykotiske øjeblikke begår hærværk mod de udstillede genstande i sin samling.
Allerede hans første scene med heltinden Constanze, der til at begynde med agerede som en overklassedulle, blev så lang og overgearet, at Mozarts musik, da orkesteret endelig begyndte at spille igen, kom som en lise.
Det stod efterhånden klart, at selve det sproglige mildt sagt var problematisk ved denne version. Det fremgik af programmet, at Kochheim havde lavet nye dialoger i samarbejde med sangerholdene – næsten alle roller er dubleret, hvorfor en nærmere vurdering af de vokale præstationer her ikke har den store relevans.
Den ikke ligefrem begavede dialog veksler mellem tysk, engelsk, dansk og er præget af pseudosmarte udbrud som ”hey, baby, fuck!”. Operaens syngesprog er tysk, men danske overtekster hjælper os godt på vej og afslører med udtryk som ”ved profetens skæg”, at der ikke er luget fuldstændigt ud i det tyrkiske element. Og Mozart selv opretholder det med sin herlige tyrkiske musik, som vi kender fra andre af hans værker.
Efter pausen slap vi længe for Bassa Selim, men ikke for det overlæssede scenebillede, hvor håndværkerne hverken havde fjernet den høje stige eller den store plasticpresenning, som de agerende kunne boltre sig med, når de ikke forsynede sig fra de mange sprutflasker, der var stillet frem.
Kvartetten mellem de to elskende par blev givet smukt forrest på scenen, hvorefter forestillingen blev sat på stand by i et par minutter. Man fornemmede på sangernes mimik, at der ikke var tale om, hvad man i fjernsynet førhen kaldte ”teknisk uheld”, men hvad så? Måske et godt, gammeldags Verfremdungs-islæt? Man havde puttet så mange andre krydderier i anretningen, at ens smagsløg efterhånden var blevet døvet.
Der fulgte en ualmindelig spagfærdig udgave af Osmins normalt så tindrende basarie, inden Bassa Selim vendte frygteligt tilbage: I et afmægtigt raseri går han amok, da han indser, at de to par har tænkt sig at stikke af fra hans luksuslejlighed. Midt på scenen laver han et imponerende bunke af alt, hvad der er inden for rækkevidde: de flygtendes flykufferter, møbler, hans egne kunstværker, det hele bliver slæbt sammen. Det er i sig selv en præstation, at den tyske skuespiller Christoph Gareisen – eneste faste medvirkende i samtlige forestillinger – er i stand til at stable alt så meget sammen. Det sidste, vi ser inden tæppefald, er, at han tænder sin lighter for at sætte ild til dette afmagtens sankthansbål.
Et punktum, der står i skærende kontrast til den gængse opfattelse af Bassa Selim som et ædelt menneske. Den amerikanske Mozart-ekspert H.C. Robbins Landon behandler grundigt operaen i sit pragtværk ”Mozarts gyldne år” og betoner, at dens humane slutning er gennemsyret af oplysningstidens ånd og den højsindede evne til at tilgive – akkurat som det kommer til udtryk i pashaens løsladelse af ”pigen, der skulle have været juvelen i hans harem”.
I Musikhuset i Aarhus fik piben unægteligt en anden lyd, da man med det ene platte stunt efter det andet lagde et tågeslør over Mozarts mageløse musik.