Den 12. april er det 100 år siden, det såkaldte Bauhaus blev grundlagt. Ikke det byggemarked, der nu hedder sådan, men den bevægelse eller skole, som kom til at præge store dele af det 20. århundrede med sin funktionalistiske arkitektur og sine tanker om en moderne livsstil. Der er allerede skrevet vidt og bredt om det. Det begyndte ligesom den tyske republik i Weimar. I 1926 blev skolen chikaneret så meget, at den flyttede til Dessau, og herfra måtte den senere udvandre til Berlin, hvor den så blev helt lukket efter nazisternes magtovertagelse i 1933.
Bauhaus er af både tilhængere og modstandere blevet set som selve indbegrebet af det moderne. Det er ikke forkert. Men navnet pegede også langt bagud, nemlig til de ”Bauhütten”, som i middelalderen skabtes omkring opførelsen af de store katedraler. Bauhaus-folkene var bevidst om traditionen, og de var bevidst om håndværket. Af samme grund dyrkede de ikke blot avantgardistisk arkitektur, men også det praktiske håndelag, ja, husflid, om man vil, og det er i virkeligheden nok det mest interessante ved dem. Lederne hed ikke professorer, men ”mestre”.
Det hele sigtede på en ny, naturligere, sundere livsform. Bedre boliger med mere lys og grønne omgivelser til alle, indretning af køkkenerne, så husmoderen (for hende var det) skulle gå så få skridt som muligt fra skærebræt til komfur eller ovn, og rum, som i deres nøgternhed var praktiske og nemme at rengøre. De familier, man ville bygge for, havde ikke tjenestefolk. Bauhaus var et demokratisk projekt.
Det var også et kollektivistisk projekt, og det lå i tiden. Årene efter Første Verdenskrig var ikke liberalistiske. Stort set alle var enige om, at fremtiden ville blive kollektivernes, og det hvad enten man stod til venstre og skævede til den russiske revolution i 1917 eller til højre og skævede til Mussolinis Italien fra 1922. Og ligesom der fra liberalisme ikke altid er langt til junglelov eller kaos, er der fra kollektivisme ikke altid langt til ensretning og totalitarisme. Alle bevægelser og ideologier har deres bagside.
Var man konsekvent Bauhaus-tilhænger, skulle alt have en fælles stil: fra det store bybillede til de små grydelapper. Mennesket blev opfattet næsten lige så geometrisk som omgivelserne, alt kunne planlægges og beregnes. Det virker bekendt.
Og så dog ikke alt. For i det endnu i DDR-tiden restaurerede Bauhaus-område i Dessau kan man i den ene eller anden ”mestervilla” konstatere, at ikke alt blev spist så varmt, som det var kogt, for nu at bruge en tysk talemåde. Ikke alt blev til ensretning, og da slet ikke ude i de små hjem. Meget blev til virkeligt fremskridt, navnlig i boligbyggeriet. 1920’erne blev det moderne almene byggeris storhedstid, i Danmark oplevede vi den især fra og med 1930’erne. Det byggeri var i mange henseender mere menneskevenligt end senere årtiers.
De ledende Bauhaus-folk måtte gå i eksil efter nazisternes magtovertagelse. Men mange af deres elever byggede videre i Tyskland, og det var ikke stråtækte bondehuse eller prangende paladser, det var for eksempel moderne industribyggeri. Bevægelsen virkede også på dem, som ikke hørte til den, ja, selv på mange, som ideologisk var imod.
Et interessant mix af funktionalisme og en vis nostalgi kan ses i Emdrup i København: Den tidligere Danmarks Lærerhøjskole, nu Danmarks Pædagogiske Universitet, tegnet af Werner March, som også tegnede Berlins Olympia-Stadion til legene i 1936, og bygget under Besættelsen med henblik på at skulle være tysk gymnasium. Sådan er der så meget.
Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.