”De første ting, der viser sig når jeg vågner, ser jeg ret skarpt, og jeg forstår dem, når de ikke er for vanskelige. I øjnene og i hovedet begynder der så at falde en fin regn, som fra en bruser.”
Det er en krøbling, der fortæller her og i hele første halvdel af den krævende, men også meget givende ”Molloy”, der udkom i 1951 og nu foreligger i den første danske oversættelse fra fransk, hvilket var sproget, Samuel Beckett skrev den på. For nok var han født i Irland, men han levede det meste af sit voksne liv i Frankrig og skrev lige originalt på begge sprog.
”Molloy” er et af hovedværkerne i det tosprogede forfatterskab – et af de vigtigste i det 20. århundrede –, hvor særligt det absurde drama ”Mens vi venter på Godot” har skaffet ham bred anerkendelse, og hvis titel er blevet en talemåde, ja, en kliché, mens hans noveller, kortprosa og romaner bliver læst af færre, men meget dedikerede fans.
Og nu kan de danske af slagsen altså nyde Karsten Sand Iversens lydhøre, musikalske oversættelse af ”Molloy”, der er første bind i en trilogi og en slags antiroman uden reel begyndelse eller slutning.
Det er snarere, som om Molloys desorienterede monolog bliver stående i stampe i sin midte, hvor Molloy, der hverken kan gå eller huske, bor i sin mors hus. Om hun er død eller levende, er han i tvivl om, ligesom han ikke forstår, hvorfor en mand hver uge henter det, han har skrevet, og ikke er sikker på, at den kvinde, han har sex med, uskønt og bagfra, nu også er en kvinde, eller måske bare en mand, der har gemt sine testikler, ”klemt fast i hånden”.
At læse Molloys monolog leder tankerne mod linjer fra Shakespeares ”Macbeth”: ”det er en fortælling/fortalt af en idiot, fuld af lyd og raseri,/tilkendegiver ingenting.”
Hos Beckett står der: ”Man opdigter ikke noget, man tror, man opdigter, undslipper, men man gør ikke andet end at fremstamme sin lektie, brokker af et tillært og glemt pensum”.
Sådan er det at læse den desorienterede, men velformulerede og stedvist indsigtsfulde Molloy, og sådan er det at læse agenten og biavleren Moran, der beretter i bogens anden halvdel. Han præsenterer sig selv sådan:
”Jeg hedder Moran, Jacques. Det bliver jeg kaldt. Jeg er fortabt.”
Morans monolog er ikke én lang, slingrende køre som Molloys, men udstyret med afsnit og præget af en næsten småborgerlig orden. Men selvom den sirlige Moran virker klarere i tanke og handling, er hans situation lige så uforståelig for ham, idet han bliver sat til at finde Molloy uden at vide hvorfor.
Hvor Molloy færdes i verden med en vis nysgerrighed, møder Moran den med afvisning: ”Jeg bryder mig ikke om dyr. Det er underligt, jeg bryder mig ikke om mennesker, og jeg bryder mig ikke om dyr. Gud væmmes jeg også så småt ved.”
Becketts to fortællere ser ingen sammenhæng, ingen mening med verden og er ikke andet end avancerede dyr, der finder momentan glæde ved en tur på lokum, i onani eller i ”smørelsen fra en slimhinde”. Det, der er forbundet med kroppen. Og i selskab med de to må læseren spørge sig selv om, hvorfor man skal bruge tid på al den meningsløshed og tomhed. Det er jo et budskab, der kan leveres i en sætning eller to. Så hvorfor skrive så langt og udførligt om det?
Det giver Beckett ikke noget entydigt svar på, hverken her eller i andre af de værker, der indbragte ham Nobelprisen i litteratur i 1969. Men svaret giver faktisk sig selv. For ”Molloy” er fuld af absurd, smittende humor. Den er simpelthen morsom med sine groteske situationer og uhyre opfindsomme beskrivelser af selv det mest private, hvilket også er et træk hos James Joyce, som Beckett var sekretær for i Dublin. Som i en passage om moderens afføring, som Molloy ikke kan forestille sig kan være andet end ”nogle sparsomt overrislede gedebønner”.
Becketts afsindigt gode, malende sprog er i det hele taget en oplevelse. Som denne pragtsætning:
”Hun artikulerede dårligt, med et rabalder af forlorne tænder”. Eller når han i en slags sublim poesi skriver om meningsløsheden og smerten: ”Livet uden tårer, som det grædes”.
På den måde synes Beckett at vise, at kunsten og humoren er et værn mod meningsløsheden. En måde at være i verden på, der virker. Og er det hele værd.