Den selvlærte danske multikunstner og instruktør Kaspar Astrup Schröder formår med sin Lej en familie A/S at gøre et stort indtryk.
Vi befinder os i en forstad til Tokyo. Her bor den 44-årige Ryuichi Ichinokawas med kone, to store drenge og en lille gøende hund.
LÆS OGSÅ: Det mer end bare mænd
Når Ryuichi ikke kører pakker ud for et fragtfirma, driver han via en hjemmeside sit eget firma, som lejer statister ud til at udfylde rollerne som familie, venner og andre sociale relationer. Ryuichi selv arbejder også som statist. Han påtager sig roller som far, bror, ægtefælle og kollega.
Hans kunder er folk, der har brug for at dække over en hemmelighed. Paradoksalt nok dækker han også over en hemmelighed. Hans egen familie kender nemlig ikke noget til hans firma. Hans kone ved endog ikke, hvad hans ordinære job er. Det interesserer hende ikke, siger hun gang på gang til kameraet. Det, der er afgørende, er, om han kan skaffe penge til familiens underhold.
Vi møder som den første kunde en fraskilt enlig mor med tre børn. Hendes eksmand vil ikke betale ekstra børnebidrag til deres fælles børn. Ryuichi bliver, for at lægge pres på eksmanden, hyret til at agere hendes nye ægtemand ved et møde med børnenes far, hvor de skal tale om børnebidrag.
En anden kunde er en ung pige, der gerne vil flytte sammen med sin kæreste. Kæresten vil imidlertid først have hendes fars tilladelse. Da pigen ved, at den vil han ikke give, hyrer hun Ryuichi til at spille sin far.
Disse og flere andre af hans kunder fører os ind i den japanske kultur og mentalitet. Det, der slår én, når man ser denne , er, hvor meget anseelse og position betyder i Japan. Det gælder om for alt i verden at vise omverdenen, at man er normal, det vil sige som alle andre. Filmen viser en stor forskel på den japanske kultur og vores. Hvorfor har Ryuichis kone ikke et job? Hvordan kan det lade sig gøre, at hun ikke aner, hvad han beskæftiger sig med? Ryuichi føler sig ensom. Han taler næsten ikke med sin familie og sover på gulvet i et lille værelse, mens konen og den ene af sønnerne sover i dobbeltsengen. Om denne livsstil er repræsentativ for den japanske, skal være usagt, men den ligger langt fra vores egen.
Ryuichi selv er et naturtalent foran kameraet. Han er fuldkommen uimponeret af instruktør og kamerahold, som skiftevis interviewer ham og følger ham som fluen på væggen, når han arbejder for sine kunder. Tanken om sådan et firma, der bygger på det rene bedrag, forekommer i vores kultur uforståelig, men ikke desto mindre yderst interessant.