Alle fejrer Beethoven for tiden. Den store komponist blev jo født for 250 år siden. Men hvor sikre kan vi egentlig være på hans alder? Og når man først kommer i gang med ham – hvad skal man så lægge mærke til? Peter Dürrfeld har svaret. ”Beethoven. Den symfoniske mester” er hans biografi om en af kulturhistoriens største skikkelser. Værket former sig som en vanvittig velfortalt gennemgang af komponistens liv og skelsættende musik i stort set alle genrer. Læsere af Kristeligt Dagblad vil kende forfatteren som anmelder med en udpræget glæde ved musik og livets goder generelt. Peter Dürrfeld kan spinde en spændende ende over alt. Og når grundstoffet har kvalitet, bliver han til kunstner.
Vi husker Beethoven som ”en bistert udseende, noget ældre mand med viltre lokker og et brændende blik i de dybtliggende øjne”. Men man får helt fra begyndelsen korrigeret mange af de gængse forestillinger om hans personlighed og præsenteres for alternativerne. Faderen kan for eksempel godt have fiflet med året for hans fødsel af hensyn til sin indtjening på det unge håb.
Talentet tager til Wien med Mozart som mål og kaldes hjem før tid til moderens dødsleje. Så om han nogensinde træffer sit kun 14 år ældre forbillede, dét har været uklart lige siden.
Men han får da en erstatning i familien von Breuning og foretrækker dem for sit ”moderløse og i en vis forstand også faderløse hjem” – for faderen har slået sig på flasken. Husets datter ved navn Eleonore bliver en særlig attraktion under hans besøg i huset og får masser af opstemte breve og tilbud om både det ene og sandsynligvis også det andet.
Beethoven søger ind på Bonns universitet i revolutionsåret 1789 og lader sig opsluge af den navnkundige Eulogius Schneiders tanker. Komponistens forbindelse til professoren bliver rigtignok kort: Schneider brænder for de franske omvæltninger og falder ironisk nok selv for guillotinen. ”Revolutionen æder sine egne børn”, som Dürrfeld skriver med baggrund i journalisten Jacques Mallet du Pans berømte bemærkning. Men at danske læsere overhovedet får professoren præsenteret, er et stærkt træk ved Dürrfelds bog – for ikke mange har hørt om den mand før.
Historien fortsætter med de vigtige kontakter til eksempelvis kollegaen Joseph Haydn og aristokraten grev Waldstein og med Beethovens overflytning til Wien i 1792 som ung komponist.
Beethovens allerførste tid får i det hele taget masser af plads i bogen: Man hører om hans vej til de bonede gulve og hans store turnéer til Europas musikmetropoler. Man får guldkorn om hans tidlige trioer og kvartetter og ædle indsigter i de mere sociale omstændigheder bag arrangementerne.
Peter Dürrfeld bruger for eksempel fem sider på en reportage fra de sidste øjeblikke op til 9. symfonis premiere. At holde læseren fanget så længe kræver sin pen. Dét er stor fortællekunst.
Og man læser altså om meget andet end Beethovens symfonier. Stort set alle begivenheder i komponistens liv får ord med på vejen. Stort set alle værker med vægt rent kunstnerisk omtales sats for sats. Peter Dürrfeld kender musikken fra mere end et enkelt lyt og skriver hele vejen med hjertet.
Værkets titel skal derfor heller ikke misforstås. ”Den symfoniske mester” handler ikke om Beethovens symfonier. Bogen handler om et geni med temperament fra kyst til kyst og store ambitioner selv i små værker:
”Føler Beethoven lettelse over, at hans karrieres største orkesterværk endelig udfolder sig til virkelighed?”, hører man om premieren på niende symfoni i 1824. ”Banker hans hårdt prøvede hjerte hurtigere af stolthed og spænding?”
Bogen har ingen svage sider som sådan. Peter Dürrfeld kan højst gøre sig en smule gammeldags her og der.
Han læser sommetider mennesket Beethovens følelser ud af komponisten Beethovens værker og fortsætter i de tilfælde ned ad en velkendt blindgyde.
Og han levner ikke den tyske idealisme eller filosoffer som Hegel og Fichte mange ord. Idealismen var ellers helt dominerende i tidens debat og kunne endda have støttet hans eget billede af komponisten: At mennesker i den tidlige romantik foretrækker genier med ukendt barndom og uklar baggrund generelt – simpelthen fordi de ser individet selv som skaber af alle fænomener omkring sig.
Men bogen vil i virkeligheden også noget andet. Den piller alt det prætentiøse ud af sproget og præsenterer musikken i så ren form som muligt.
Læs den, lyt til den store musik med Peter Dürrfelds øren, nyd hans usvigeligt sikre domme og genfortællinger af afgørende øjeblikke i et genis liv.
Gæsteanmelder Søren Schauser er lektor på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og kritiker på Berlingske.