Beethoven demonstrerer, at han magter den rene wienerklassiske stil

Septetten fra 1799 er et fint sted at begynde, hvis man vil tage de første trin ind i Beethovens verden

På ”Beethoven. Esbjerg Ensemble” fra pladeselskabet Classico kan man lytte til Beethovens septet.
På ”Beethoven. Esbjerg Ensemble” fra pladeselskabet Classico kan man lytte til Beethovens septet.

Ludwig van Beethoven (1770-1827) havde i 1792 slået sig ned i Wien og var hurtigt blevet en kendt skikkelse i byens rige musikliv – til at begynde med mest som pianist, men efterhånden også som en komponist, folk lagde mærke til. Et af de værker, der faldt i publikums smag, var septetten fra 1799.

Den første opførelse af det stykke indtagende kammermusik fandt sted ved en koncert i det navnkundige Burgtheater den 2. april 1800. Beethoven stod selv som arrangør og havde sammensat en program, der set med vor tids øjne var en pose blandede bolsjer. Ifølge plakaten blev der nemlig spillet en symfoni af Mozart, ligesom man bød på en arie og en duet fra Haydns ”Skabelsen”, og så var der ellers musik af Beethoven: en stor klaverkoncert (opus 15), ”en ny stor symfoni for fuldstændigt orkester” (symfoni nummer 1 i C-dur), hvorefter ”Hr. Ludwig van Beethoven fantaserer på pianofortet”, og endelig var der septetten.

Septetten er skrevet for violin, bratsch, cello, kontrabas, klarinet, fagot og horn. Den rummer hele seks satser og har en varighed på cirka 40 minutter. Meningerne om den har været delte blandt Beethoven-kendere. Nogle af de mere spidsfindige hævder, at dette stykke kammermusik peger bagud, at Beethoven så at sige ikke har vovet pelsen med sin septet. Måske har det været medvirkende til eksperternes skepsis, at det altid har haft en umådelig folkelig yndest.

Sandt er det, at Beethoven i dette værk demonstrerer, at han til fulde magter den rene wienerklassiske stil. Det er et værk spækket med herlige melodier, perfekt i sin struktur, men det har ikke den kant, som Beethoven var kendt eller frygtet for i årene omkring 1800. Måske har det også spillet en rolle, at Beethoven efterfølgende selv udtrykte stærkt forbehold over for det. Således skrev han i april 1802 til sin forlægger:

”Vær god at udgive min septet noget hurtigere – da pøbelen venter på den...”

Man skal imidlertid ikke altid tage Beethovens ord for pålydende. Hans opus 20 er alt andet end pøbelmusik, men det er naturligt, at den bistre mand i eftertankens nøgterne lys syntes, at han havde strøget sit publikum med hårene med sin septet.

Og det var så langtfra hans stil at indynde sig – hverken for høj eller lav. Omend der naturligvis var situationer, hvor det første kunne være praktisk. Men han har næppe gjort det med et servilt smil på læben. Under alle omstændigheder er septetten et fint sted at begynde, hvis man vil tage de første trin ind i Beethovens verden – i den fase af hans karriere, hvor han endnu ikke havde taget hul på sin heroiske stil, og hvor døvheden endnu ikke havde ramt ham for alvor.

Pladeselskabet Classico har udgivet en herlig cd, hvor Esbjerg Ensemble spiller septetten med fynd og klem. I tilgift får man klaverkvintetten, opus 16, og den er bestemt heller ikke at kimse ad.