Gennem tiden er der kommet et væld af indspilninger med Beethovens samlede symfonier, det vil normalt sige en boks, hvor samme dirigent og samme orkester giver deres bud på en fortolkning af de ni ikoniske værker, som Beethoven skrev i den første fjerdedel af 1800-tallet.
En inkarneret pladesamler fortalte mig engang, at det var tåbeligt at anskaffe sig en sådan boks, for én mand og ét orkester kan i sagens natur ikke være bedst til alle ni. Næ, man skal eksempelvis have den tredje med Bernstein, den fjerde med Kleiber, den femte med Mravinskij, den sjette med Furtwängler og så videre – betroede han mig. Og så var der naturligvis den store niende, som man alene på grund af de fire sangsolister burde have i flere forskellige indspilninger.
Men der udkommer stadig bokse efter det enkle princip med samme konstellation til alle ni symfonier. Heldigvis, er man fristet til at sige efter at have (gen)hørt Danmarks Underholdningsorkester (DU) og Adam Fischers bud på de ni. Rent udgivelsesmæssigt er der ikke så mange dikkedarer: fem cd’er fordelt med 1+2, 3+4, 5+6, 7+8 samt 9’eren alene på hver sin skive. Intet fyld i form af ouverturer eller andre korte orkesterværker.
For os, der har fulgt tilblivelsen af disse indspilninger – de har fundet sted fra 2016 til 2019 i Konservatoriets Koncertsal på Frederiksberg – er der tale om en bekræftelse af de plusser og minusser, kombinationen Fischer og Danmarks Underholdningsorkester har stået for.
Plusserne er i overtal, al den stund der er tale om Beethoven frisk fra fad, milevidt fra de forsigtigere, mere velpolerede gennemsnitsfortolkninger. Fischer driver musikerne frem, han vover virkelig pelsen med heftige tempi, overraskende fraseringer og nye vinkler. Vigtigt er det også, at han er en indædt advokat for de mindre berømmede symfonier som de to første og nummer fire, som han har et særligt godt øje til. Mine indvendinger er, at de forcerede tempi undertiden koster, ikke blot når det gælder skarpt orkesterspil, men også i selve musikkens karakter.
Det er mest ærgerligt i symfoni nr. 8, der er så eksplosiv, at dens helt særlige humor og charme stort set går tabt i det rasende tempo.
Men summa summarum er der tale om et sæt, man roligt kan investere i, også selvom man i forvejen skulle have symfonierne i en mere guldrandet indspilning a la Herbert von Karajan eller Daniel Barenboim.
Carl Nielsens violinkoncert fra 1911 er gennem de senere år kommet i flere forskellige indspilninger, og en nyere af slagsen, der netop af den grund først nu finder vej til denne spalte, er koblet med Prokofjevs første violinkoncert fra 1923 og har Liya Petrova, den bulgarske prisvinder fra Carl Nielsen-konkurrencen anno 2016, som en ganske overbevisende solist. Hun spiller klangskønt, ikke mindst i det dybe leje, og giver masser af vilje og kant til den vel nok mest spændende danske violinkoncert nogensinde. En anden fremstående fortolker af dette værk er præsidenten for den jury, der i 2016 tilkendte hende en delt førstepris, den danske stjerneviolinist Nikolaj Znaider. Han erklærede, at han var blevet væltet helt omkuld af den måde, Liya Petrova havde fortolket koncerten på. Det hører med i billedet, at Odense Symfoniorkester under ledelse af den estiske dirigent Kristiina Poska tydeligt demonstrerer, at de har denne musik inde under huden. Ikke mindst strygerne gør det til en syngende indspilning.
Læg dertil, at lydteknikken fra Orhcid Classics som sædvanlig er førsteklasses. Så passer koblingen i ens kram, bør man ikke have betænkeligheder ved at anskaffe sig denne cd, som er optaget i Carl Nielsen Salen i Odense i sommeren 2017.