Torsdagskoncerten i sidste uge bød på noget så usædvanligt som en gæsteoptræden af chefdirigenten for Det Kongelige Kapel, russeren Alexander Vedernikov, i Den Blå Kubus, hvor han stod i spidsen for DR Symfoniorkestret (DRSO). Programmet var mere end almindeligt fyldigt med Beethovens klaverkoncert nummer tre, efterfulgt af Sjostakovitjs måske mest storslåede symfoni, nummer otte i rækken, uropført i 1943 af den legendariske dirigent Jevgenij Mravinskij, hvem den tilmed var tilegnet.
Det er kun nogle uger siden, man ved den internationale musikfestival i østrigske Grafenegg kunne høre DRSO i Beethovens tredje klaverkoncert, dengang med Rudolf Buchbinder som solist og orkestrets chefdirigent Fabio Luisi på podiet. Oplevelsen blev stærkere i København, end den havde været i Grafenegg, dels fordi de akustiske forhold i det udendørs østrigske amfiteater var ringere end i en af Europas bedste koncertsale, dels fordi den fremragende russisk-amerikanske pianist Kirill Gerstein spillede med mere bid end Buchbinder. Det betød, at man i højere grad fornemmede værket som en forløber for den heroiske Beethoven end som en ufarlig forlængelse af den wienerklassiske tradition.
Sjostakovitj nåede i sin omskiftelige karriere at komponere hele 15 symfonier. Mange anser otteren som den ypperligste af dem. I lighed med syveren – den ikoniske ”Leningrad-symfoni”, der under Anden Verdenskrig gik sin sejrsgang, også i Vesten – er der tale om en krigssymfoni, som Sjostakovitj skabte, mens han sammen med andre sovjetiske kulturpersonligheder var evakueret på et tidligere gods i Ivanovo.
Det er almindeligt kendt, at Stalin satte store forhåbninger til Sjostakovitj, især efter at han i 1937 havde ”rehabiliteret sig” med sin femte symfoni, og det var utvivlsomt Stalins ønske, at han skulle manifestere sig som en ”rød Beethoven”. Men den ottende symfoni må have skuffet den sovjetiske diktator. Sjostakovitj var i sin symfoniske vælde mere en arvtager af Beethoven end en rød ”hofkomponist”, for symfonien er nok storslået, men langtfra så pompøs og propagandapræget, som Stalin kunne have ønsket sig. I lange stræk er den præget af dyb sorg og resignation, måske stærkest i den lange passage for engelskhorn, hvor man kan føle sig hensat til en trøstesløs russisk steppe – i hvert fald når soloen bliver spillet så smukt, som det var tilfældet, da den kom i hænderne på DRSO’s eminente Sven Buller. Også dens overraskende slutning – med gribende solosekvenser for violin og cello, tindrende smukt spillet af Johannes Søe Hansen og Soo-Kyung Hong – taler med menneskets og ikke systemets stemme.
Alt dette blev overbevisende forløst af DRSO og Alexander Vedernikov, som tidligere på året opnåede en anden stor personlig succes, da han i Odense ledte en samlet opførelse af Richard Wagner storværk ”Nibelungens Ring”.