Beethovens Skæbne-symfoni rykker altid

Brahms’ mesterlige Haydn-variationer, Sibelius’ enestående violinkoncert og Beethovens geniale Skæbnesymfoni, den måske mest kendte af alle symfonier – det er da et program, der sætter forventningerne højt. Og de blev til fulde indfriet ved Copenhagen Phils koncert i Konservatoriets koncertsal. Brahms var 40 år, da han i 1873 komponerede sine variationer over et tema af Haydn. Det forunderlige ved dette cirka 20 minutter lange værk er, at det på indtagende vis kombinerer Haydns tonesprog med romantikkens mere følsomme stil. Og med den tyske ”altmaestro” Christoph Eschenbach (han har været elev af blandt andre Herbert von Karajan og er efterhånden blevet 81 år) på podiet kunne man være sikker på at få en sammenhængende fortolkning af variationerne, der også byder på fine soloindsatser for træblæserne. Her hæftede man sig ikke mindst ved det smukke fagotspil, Clara Manaud præsterede.

Den russiske violinist Viktoria Mullova vandt Sibelius-konkurrencen i Helsinki tilbage i 1980 (hun hoppede af fra Sovjetunionen tre år senere), og det kom derfor ikke som nogen overraskelse, at hun spillede den finske komponists skønne violinkoncert med dyb indlevelse og stort overskud. Sibelius var selv en fremragende violinist, og det bærer hans koncert fra 1904 tydeligt præg af – den regnes med føje for en af det 20. århundredes mest betydelige i sin genre.

Efter pausen var der kun et programpunkt: Beethovens symfoni nr. 5. Hvis man havde troet, at det blev en sløv rutinepræstation – de fleste musikere og yndere af klassisk musik kender den nærmest til hudløshed – blev man glædeligt overrasket. Eschenbach dirigerede den naturligvis uden partitur, for en dirigent af hans støbning og tradition kender den jo som sin egen bukselomme. Men man skulle ikke langt ind i den fantastisk heftige førstesats, før musikkens overvældende styrke gjorde sin virkning både på det talstærke publikum i salen og på musikerne nede på scenen: Strygerne rev og flåede i deres instrumenter, det gjaldede skæbnetungt fra messingblæserne, træblæserne sad helt fremme på stolesæderne, og paukisten Harry Teahan hamrede løs: da-da-da-daaah!

Det fortsatte gennem alle fire satser. Og man tænkte, at det er netop det, dette unikum af en symfoni kan, uanset hvor mange gange, man har hørt den – live eller i de mest fremragende indspilninger – rykker den hver gang, den bliver fremført af dedikerede og dygtige musikere.

Efter de talrige sidste akkorder (Beethoven var længe om at sætte punktum for sin genistreg) bragede bifaldet løs, og Eschenbach tog en længere vandring rundt blandt musikerne for at takke dem for et bogstaveligt talt medrivende spil.