Denne bog er en erindringsbog om Ivan Malinovski (1926-1989) skrevet af datteren og digteren Nina Malinovski (1951-). Ikke en bog om hans forfatterskab, ikke om hans liv, men om hans liv sammen med datteren. En kærlighedserklæring til faderen kalder ledsageteksten den.
En bog med billeder og breve og forklarende mellemafsnit, alt med adskillende grafisk luft imellem, som notater, der ved deres adskilte mængde skal danne et billede af Ivan, men som ikke kan skrives sammen som en fremstilling fra A til Z. En bog skrevet i tilliden til den poesi, de begge hengav og hengiver sig til. Og som sådan en meget smuk bog, som alle digterbørn kunne skrive, hvis de havde deres forældres notater, sådan som Nina Malinovski har haft det – og deres forældre var venlige og kærlige som Ivan og Ruth.
Nina har i deres gamle hus ved Hallandsåsen fundet en slags ”dagbog”, som Ivan har ført over enebarnet Nina, siden hun blev født.
Desuden har Ivan efterladt sig en række breve fra rejser til fjerne steder i verden, fra dengang ikke så mange rejste.
Dertil er der så digtene, hun kan vælge af – og endelig samtidens opfattelse af Ivan Malinovski som en asketisk betonkommunist. Denne sidste opfattelse har Nina sat sig for at skrive op imod med alt dette materiale.
Som en af samtiden dengang husker jeg ham især for titler, som i den grad ramte ind i tidens holdninger: ”Kritik af tavsheden” (1974), ”Leve som var der en fremtid og et håb” (1968), men også naturhengivelsen i ”Vinterens hjerte” (1980) og ”Vinden i verden” (1988). Men han var langt tidligere ude med sin debut i 1947 og skrev i sin ungdom nihilistisk hårde modernistiske digte og essays som i ”De tomme sokler” (1963).
Jo, Ivan Malinovski var en af de store i 1970’erne, og skønt han længe har været glemt, siges han nu at optage en ung generation på grund af sine stålfaste politiske holdninger og sit liv i og med naturen. Ét af Ninas mange notater i bogen sammenfatter den godt:
”Ivan var usmidig, rent fysisk, kantet i sine bevægelser, jeg [Nina] havde arvet en fysisk smidighed fra min mor. Den samme smidighed gik igen i mit forhold til andre mennesker og blev en åbenhed, som Ivan af og til oplevede som en naivitet og samtidig værdsatte. Jeg beundrede hans måde at være i naturen på, hans kærlige usentimentale forhold til den. Hans skarpe tanker og integritet. Men især elskede jeg ham for hans sans for dialektik, hans humor og mangel på selvhøjtidelighed, sider af ham, som ikke alle fik lov at opleve.”
Derfor har hun så skrevet bogen, for at vi kan opleve denne side af ”betonkommunisten”. Og det lykkes hende at se ham fra barnets side som det gode menneske, han også var.
En befriende kærlig bog om mennesket Ivan Malinovski, men ikke meget om hans værk, hvori han taler som den sidste menneskelige stemme inden intetheden. En stemme, man dengang bøjede sig for i frygt for dens tilintetgørende sandhed, men også en sandhed, som tiden heldigvis senere overhalede.