Thomas Boberg har udgivet et tredje bind i sin trilogi om ”Hesteæderne”. Vi har endnu en gang at gøre med en apokalyptisk vision om vort samfunds moralske, psykologiske, sociale, religiøse, kulturelle og politiske sammenbrud. Det handler om undertrykkelse, udstødelse, terror og diktatur, og Bobergs greb er, at han i en allegorisk fremstilling har udstyret sit univers med en række aktører, der ikke kan placeres entydigt i forhold til vort samfund, men hvis reference alligevel kan spores.
Magteliten hedder ”kaliffen”, ”konsulen”, ”halvmånedyrkerne”, ”korsdyrkerne”, ”moralpolitiet” og ”kollegaen af det Kongeblå Akademi”, mens ofrene for undertrykkelsen blandt andet er ”den hængte tændstiksælger”, ”de tynde kuede hoppepiger” og ”de voldtagne hesteædere”.
I forhold til de foregående værker i trilogien er ”Hesteæderne 3” en radikalisering af den sorte satire og sarkasme. Om den generelle forarmelse i vort samfund fortælles det: ”Masserne/ lader sig trække/ element/ for element/ som mekaniske/ dukker/ rundt i belånte stuer/ stemmer/ fra flade ansigter/ løber over skærme/ lover højere lønninger/ og død over indre/ og ydre fjender/ tænder deres ensomheds/ kolde gløder.”
Bobergs digte når ligeledes omkring storpolitikken og den globale krise i billedlige salver. Kulturelt og kunstnerisk er hans univers præget af den totale degeneration. Vi befinder os i et surrealistisk univers, der er en mellemting mellem dommedags-science fiction fra Ridley Scotts ”Blade Runner” og den hæslighedsæstetiserende lyrik af Jess Ørnsbo, Henrik Nordbrandt eller Michael Strunge. Og det er eminent godt lavet af Boberg.
Et digt om nutidens kulturelle situation starter med at fastslå, at ”der hvor biblioteket lå/ er der nu en tomt af/ murbrokker”, hvorefter vi får denne visuelle perle: ”foråret er en blå lunge/ moralpolitiet og bødlerne/ drikker te i skyggen/ af kaliffens sorte mur.”
Man kan naturligvis sagtens i ovenstående se paralleller til Islamisk Stat og andre af tidens terrorbevægelser. Mere perspektivrigt end at se Borbergs tekster som rettet mod specifikke fænomener, er det dog at se hans poesi som led i den bredt anlagte kunstneriske civilisationskritik, hvor intet holdes helligt. Vi kan i dansk sammenhæng kalde denne strømning modernistisk, avantgardistisk eller kulturradikal efter forgodtbefindende.
Men indiskutabelt er det, at det drejer sig om en impuls, der udgør noget af det væsentligste og mest fundamentale i vort samfund.
At Boberg godt ved, at hans hesteæder-trilogi befinder sig langt fra den dagsaktuelle og opportunistiske politiske debat, fremgår også tydeligt af værket. ”Hesteæderne 3” er til trods for den apokalyptiske optik langt mere befriende, morsom, inspirerende og tvetydig end de primitive politiske holdningstilkendegivelser, som vi hver dag bombarderes med i pressen.
Thomas Bobergs hesteæder-trilogi er en poetisk præstation, der udgør et højdepunkt i såvel hans eget forfatterskab som i samtidslyrikken.
kultur@k.dk