Begær på biblioteket

Den amerikanske forfatter John Irvings nye roman om den biseksuelle forfatter William Abbott er langtfra hans bedste

Som folkelig fortæller i den bedste amerikanske tradition tager Irving det fuldkommen afslappet, at han aldrig er blevet accepteret på det litterære parnas i USA, hvor man hvisler "kulørt!" efter forfatteren fra delstaten Vermont.
Som folkelig fortæller i den bedste amerikanske tradition tager Irving det fuldkommen afslappet, at han aldrig er blevet accepteret på det litterære parnas i USA, hvor man hvisler "kulørt!" efter forfatteren fra delstaten Vermont. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

John Irving er berømt for sine bredt anlagte skæbnedramaer og med rette fejret som USAs store historiefortæller. Siden debuten i 1968 har han begejstret sine mange læsere med 13 romaner, der ofte indeholder de samme ingredienser og temaer i opfindsomme nye konstellationer: bjørne, brydning, kostskoler, sex, Wien og fraværende fædre.

LÆS OGSÅ: Historien om et skelsættende kristent maleri

Som folkelig fortæller i den bedste amerikanske tradition tager Irving det fuldkommen afslappet, at han aldrig er blevet accepteret på det litterære parnas i USA, hvor man hvisler kulørt! efter forfatteren fra delstaten Vermont. Han benytter gerne melodramatiske effekter og orkestrerer rask væk urealistiske hændelser for at underholde læserne og variere sit tilbagevendende tema: den menneskelige frisættelsestrang.

I Irvings nye roman, I én person, handler det om forfatteren William Abbotts livslange forsøg på at blive frisat fra omverdenens forsøg på at sætte ham seksuelt i bås. Abbott er biseksuel og deler som teaterinteresseret fornavn med dén Shakespeare, som også har givet romanen titel (fra skuespillet Richard II: Jeg spiller mange folk i én person, og ikke én tilfreds.). Abbott er heller ikke tilfreds med kun at spille én rolle her i livet og ser i romanen tilbage på sit liv og sit kun delvist vellykkede forsøg på at skabe en personlig identitet.

Store dele alt for store dele af romanen går med, at Abbott som ung kostskolelev i en ærkeamerikansk lilleby i Vermont i 1950erne er i tvivl om sin seksuelle orientering. Han kredser længe om byens bibliotek, hvor den dragende miss Frost med de store hænder og de små bryster indvier ham i bøgernes verden og anbefaler ham at læse både Store forventninger og Madame Bovary.

Læseren gætter betydeligt hurtigere end Abbott, at miss Frost jo nok er transperson, men først da den tidligere bryder og nuværende bibliotekar stikker den unge Abbott James Baldwins berømte bøsseroman Giovannis værelse i hånden, sker der noget, og med den erfarne bibliotekar ved rorpinden sætter Abbott til søs på biseksualitetens undertiden oprørte vande.

Det fører ham i romanens anden halvdel blandt andet til Europa og Wien på studieophold i 1960erne, derefter ind i 1970erne med voksende selvbevidsthed i diverse homo- og biseksuelle bevægelser, videre ind i 1980erne med aids-epidemi og op til i dag, hvor Abbott er blevet en gammel borgerlig biseksuel og ser på de unges livslyst uden længere selv at kunne tage del. Lidt betragter til livet har Abbott som forfattertype vel også altid været, ja, gav han sig egentlig nogensinde hen på samme måde som i ungdommen med miss Frost på biblioteket?

At skrive en roman om en klassisk betragtertype i jeg-form er en særlig udfordring for en forfatter, for hvordan sikrer man, at en kedelig mands historie lagt i munden på samme kedelige mand ikke selv ender lettere søvndyssende? Det kan man gøre ved at benytte et raffineret sprog eller en udfordrende komposition eller ved at drysse en masse dramatiske hændelser ud over handlingen, men Irvings 13. roman rummer ikke rigtig nogen af delene.

Bevares, den er velskrevet og -smurt og rummer både komiske og bevægende sider, barokke situationer og et farverigt persongalleri, men det ændrer ikke ved det grundlæggende problem, at vi aldrig rigtigt lærer betragteren Abbott at kende. Vi hører ikke så meget om, hvad der virkelig betyder noget for ham, og til trods for, at Abbott er forfatter, glemmer Irving at fortælle os, hvilke bøger han skriver.

Et andet problem er, at Irving ikke anvender Abbotts tidsrejse til noget interessant. Man forventer, at odysseen i dekaderne udtrykker en større historie, men nej. Er I én person en fortælling om, hvordan amerikanernes holdning til sex har ændret sig siden 1950erne? I så fald er det efter endt læsning ikke muligt at sige så meget andet end det komplet indlysende, at normerne har udviklet sig, og at det støt og roligt går fremad mod mindre og mindre diskrimination.

Måske er I én person først og fremmest en advarsel mod at sætte sine medmennesker i bås. Det tyder romanens lidt tilfældige slutning på. Abbotts sidste ord til læseren er et råd, som han fik i sin ungdom: Lad være med at rubricere mig, før du har lært mig at kende.

En god pointe og en sympatisk hensigtserklæring, men alligevel lidt beskedent som livsfilosofi og samlende pointe i en roman, der ligesom Abbotts seksualitet i ungdomsårene savner retning.

Michael Bach Henriksen

bach@k.dk