For et halvt års tid siden udkom første bind af den ungarske forfatter Péter Nádas’ romantrilogi ”Parallelle historier” på dansk. Det var en stor og overvældende oplevelse at læse den. Nu følger så bind to med undertitlen ”I nattens mørke dyb”, og lad mig sige det med det samme: Jeg er ikke med på samme måde som ved første bind.
En del af fascinationen over romanens form, hvor parallelle historier fortælles på tværs af tid og rum, er fordampet noget. Det er stadig blændende godt gjort, når figurerne det ene øjeblik befinder sig i en situation og i det næste er fanget af erindringen om små og store hændelser. Men det virtuost skrevne og det kunstnerisk konsekvent udførte er ikke altid det, der griber og bevæger læseren. Så jeg er i høj grad tilskuer til begivenhederne i dette andet bind.
Tætheden i bogen kan man måske få et indtryk af, når man følger arkitekten Madzars tanker i forbindelse med en fortrolig samtale, han har med ungdomsvennen Bellardi. Den nationalchauvinistiske Bellardi har netop tilbudt Madzar at blive en del af et hemmeligt broderskab, der går ind for racehygiejne. Tiden er slutningen af 1930’erne, og stedet er det sydvestlige Ungarn. Madzar oplever det således:
”Så mange forklaringer og så megen selvretfærdiggørelse fik næsten Madzar til at tabe pusten. Som om han pludselig havde fået et glimt af den andens psyke og endelig forstået, hvorfor der ikke var plads til selv den mindste realitetssans i sjælens tætsluttende mekanisme.”
”Sjælens tætsluttende mekanisme” – det lyder godt, og det giver en god fornemmelse for bogens tætte stil. Den kan også ses her ved en sejlads på Donau:
”Metal der skar sig vej gennem vand. Bruset fra det perlende bovsprøjt fortsatte uændret, mens vandet samtidig frembragte små, objektive plask mod boven og forbandt lyden af de to substansers samlede fremdrift med strømmen fra dybet.”
De mange forklaringer og detaljer, som bogen består af, får ikke bare mig til at tabe pusten, men også de fiktive figurer. Detaljernes rigdom får én til at miste overblikket. Man kværnes for eksempel ned af minutiøse beskrivelser af, hvordan en ung mand vil og ikke vil hengive sig til sine homoseksuelle tilbøjeligheder og det erotiske spil. For så vidt er man som læser helt på linje med manden i hans sjæls forvirrede rørelser.
Det er enerverende og ulideligt at være med til det hele vejen igennem. Der kommer godt nok en slags forløsning, da han endelig hengiver sig, men det er mildest talt ikke særlig lystfuldt at være vidne til. Eller mere præcist: Det er befriende, da det endelig kommer til en afgørelse, men samtidig også kvalmende at være med på det pissoir, hvor det foregår.
Det var den svenske digter Hjalmar Söderberg, der formulerede den så ofte citerede sentens om ”kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”. Den kunne også stå som fællesnævner for de mange og detaljemættede beskrivelser af seksualitet i denne bog. Skrækblandet og ulystig lyst er der masser af, men ensomheden og afstanden fremstår med en tilsvarende kraft. To mennesker, der modstræbende elsker hinanden, kan tale sammen, men tomheden hersker også midt i samtalen, fordi den ikke er rigtig åbenhjertig. Når så kærligheden ikke kan fylde tomheden, så kommer krænkelsen til.
I Nádas’ univers er der ingen Gud til at formidle, forløse eller trøste. Hverken den kristne eller den jødiske gud er tilgængelig for personerne i romanen. For dem er der kun tomme ritualer tilbage. Her er klokkeklang fra en kirke, her er bestemmelser for hovedbeklædning og bønner, men ingen frelse og forståelse fra oven.
”Parallelle historier”, bind to rummer ingen svar på de spørgsmål, som blev rejst i bind ét. Og der synes ingen ende at være på de handlinger, der dér blev sat i gang. En kortspilsaften med fire kvinder, der elsker og foragter hinanden, står således stadig på, mens dele af deres fortid langsomt bliver fortalt. Og et samleje beskrevet i første bind er stadig under afvikling her i andet bind.
Jeg nærer ingen realistiske forventninger om, at tingene falder på plads i bind tre. Det ville være helt ude af trit med romanens måde at tænke og forme verden på. Alligevel forestiller jeg mig, at der spindes nogle ender i det kommende bind. Vi får se. Bind tre udkommer til august.