Begavet og gnaven tur gennem nyere dansk historie

Sven Ove Gades nye bog kan læses som en god påmindelse om, hvor svært det er at sejle fejlfrit gennem årtierne. Men det er ikke overbevisende at gøre besættelsestiden til ophavet til alt det, Gade på sine gamle dage er imod

Begavet og gnaven tur gennem nyere dansk historie

Den forhenværende chefredaktør af Ekstra Bladet Sven Ove Gade (født i 1935) har med en blanding af personlige erindringer og fortolkninger af dele af den nyere danmarkshistorie villet fortælle os, at det er gået galt med Danmark. Roden til ondet er i hans optik, at Danmark æreløst i 1940 gav efter for verdens da stærkeste krigsmagt uden væsentlig modstand og derefter kæmpede alt for lidt for friheden.

Gade skriver godt, og de private dele af bogen er interessante, omend ikke overraskende. De rummer både tilbageblik i familiehistorien og erindringer fra besættelsestiden. Gade leverer også den velkendte kritik af retsopgøret efter krigen for at ramme de små og lade de store gå fri. Meget lidt overraskende er han også vred over, at Vilhelm Buhl blev statsminister efter Besættelsen, fordi Buhl i 1942 holdt en berygtet tale, der dårligt kunne forstås som andet end en opfordring til at ”stikke” sabotører. Man ærgrer sig i øvrigt over, at Gade ikke har kildeangivelser, når han citerer Buhl fra 1945. I det hele taget er det ærgerligt, at han ikke har præcise henvisninger.

Gade er udmærket klar over, at modstandsbevægelsen, der spændte fra borgerlige til kommunister, ikke kunne enes om at tage magten. Alligevel klager han over historiens forløb. Han klager også over myten om det nationale fællesskab mellem politikere og modstandsfolk. Gade overser, at den for længst er lagt død af den nyere forskning i besættelsestiden.

Næste begrædelighed er, at Danmark tilsluttede sig Atlantpagten uden at øge forsvarsudgifterne. Her glemmer Gade, at Danmark faktisk øgede disse udgifter meget i begyndelsen af 1950’erne. Det er legitimt at mene, at det ikke var nok, men det er ikke legitimt at skrive mod fakta. Bogen rummer også andre, mindre faktuelle fejl. Således giver han Bent Hansens bog ”Velstand uden velfærd” den helt misvisende titel ”Velfærd uden grænser”. Hansen mente, at der var alt for mange grænser for velfærden.

Gade begræder også indførelsen af folkepensionen. Mere aktuel er hans kritik af, at børn fra den tidligste barndom institutionaliseres. Det kontrasterer han mod, at det i hans barndom ”vrimlede med børn på gader og veje”. Og han har ret i, at det kan undre, at der ikke har været mere modstand mod institutionaliseringen. Folkeskolens udvikling begrædes også.

Nok så interessant er det, at han mener, at selv hans egen avis Ekstra Bladet i 1970’erne støttede ”systemet og magthaverne”. Det var en ”fejl”, som vi desværre ikke får en forklaring på. Men pressen får tørt på, fordi journalisterne gennemgående er ”dybt integreret i middelklassen”.

Det havde man gerne set uddybet. Gade skriver dog, at nu om dage foretrækker de fleste mønsterbrydere en akademisk uddannelse, hvor han så har det fra. Efter Gades tid er Ekstra Bladet blevet en avis som alle andre med for lidt kritisk journalistik.

Inde mellem de brede gennemgange af samfundsudviklingen bringer Gade sine personlige erindringer. Han fortæller her også om sin rolle i forbindelse med det for længst hedengangne parti Liberalt Centrum, der ikke fik varig betydning. Selvkritikken af det teknokratiske Liberalt Centrum er velgørende. Noget uforståeligt ser Gade dog Liberalt Centrum som det sidste bindeled tilbage til modstandsbevægelsen. Derefter kom 1968 og de vanskelige spørgsmål i forbindelse med Vietnamkrigen. Vanskelige, fordi amerikanerne løj om krigen. Vanskelige, fordi ungdomsoprørerne forskrev sig til marxismen, og mange på en eftermiddag i ideologisk forvirring blev venstresocialister.

Gades gennemgang af den tid er en uigennemskuelig blanding af erindringer og senere efterrationaliseringer. Og alt for mange indviklede begivenheder behandles alt for kortfattet i en tone af forfald.

Men Gade fortæller ærligt om sit eget dilemma, da Danmark skulle stemme om tilslutningen til EF. Han var for, Ekstra Bladet var imod. Ifølge Gade, fordi det kunne betale sig på bundlinjen for det eneste større dagblad at være imod. Men Gade er ikke begejstret for det nutidige teknokratiske EU. Og heller ikke for det manglende mod i EU-spørgsmål hos de danske politikere.

Også i flygtningespørgsmålet afspejler Gade sikkert mange danskeres skiftende holdninger. Oprindeligt var han positiv over for de fremmede, men med årene har han skiftet holdning.

Ekstra Bladets udvikling afspejlede denne ændring. Gade beskriver udmærket udlændingepolitikkens udvikling, men der er næppe så meget nyt, hvis man har fulgt godt med i samfundsdebatten. Beslutningstagerne og de intellektuelle har bare ikke forstået problemernes alvor, vrisser han. Er det nu så sikkert?

Der er logik i, at Gade springer fra den formodede muslimske trussel til folkekirken, hvis tilstand den gamle redaktør af Ekstra Bladet finder bedrøvelig. Der er for lidt kendskab til evangeliet, mener han. Han har forladt sit tidligere ønske om at skille kirke og stat, og han kalder til folkekirkelig kamp mod islam.

Gades gennemgang af begrædelighederne fuldendes med en på mange måder korrekt beskrivelse af en voksende kløft mellem politikerne og ”folket” uden at bringe så meget nyt. Han mangler lidenskab hos politikerne. Han vil have mere direkte demokrati og flere folkeafstemninger. Han er modstander af statsstøtte til partierne. Og så tør han sige, at det haster med en ny forfatningskommission, for Grundloven er forældet. Han har ret, men synspunktet er politisk umuligt.

Bogen kan læses som en god påmindelse om, hvor svært det er at sejle fejlfrit gennem årtierne med mangfoldige, svære problemstillinger. Men det er ikke overbevisende at gøre besættelsestiden til ophavet til alt det, Gade på sine gamle dage er imod. Det er en forfaldshistorie, hvor begivenhedernes sammenhæng ofte virker postuleret, og hvor Gade ofte søger et surt synspunkt.

Bogen sætter læseren i forbindelse med en vidende og begavet mand. Men bogen kunne have været bedre, hvis Gade ikke havde villet så meget på samme tid.

Sven Ove Gade: I Danmark 1945-2018. Drømme og virkelighed. 181 sider. 199 kroner. Hovedland.