Begejstret anmelder: Der er stadig en umættelig livsgnist i Pinocchio

Mexicanske Guillermo del Toro leverer den klart bedste af de hele tre nye film om den 140 år gamle italienske træfigur Pinocchio

Del Toros gendigtning er en fortælling til tiden. Rå, grum, sjov, overraskende, udfordrende og fuld af lyst til give sit publikum en ny oplevelse, en ny forståelse af det, vi troede, vi kendte, i stedet for bare at give os tryghed.
Del Toros gendigtning er en fortælling til tiden. Rå, grum, sjov, overraskende, udfordrende og fuld af lyst til give sit publikum en ny oplevelse, en ny forståelse af det, vi troede, vi kendte, i stedet for bare at give os tryghed. Foto: Netflix.

Tre film i løbet af 15 måneder. Og vel at mærke ikke bare film, men store og prangende film med budgetter på over 100 milloner kroner. Hvad er det, han kan, ham den lille trædukke Pinocchio? Hvorfor rumsterer han så eftertrykkeligt nu, næsten 140 år efter sin fødsel? Har vi, i de her dage, særligt brug for en fortælling om en gammel ensom mand, der snedkererer en dreng af træ – som pludselig bliver levende?

Det er et faktum, at vi i krisetider søger tilbage til klassikerne og de trygge baser i tilværelsen. Men vi kan hurtigt stryge både coronakrisen og krigen i Ukraine som forklaring på Pinocchios næsten absurde aktualitet. De tre film var i støbeskeerne længe før 2020’erne manifesterede sig som krisernes årti. En af dem har været 15 år undervejs. En anden var færdig film, før pandemien brød ud. Har tidens klimaangst og vores behov for at vise naturen respekt en betydning? Muligvis. Det er jo en fortælling om et stykke træ, der bliver levende – altså rigtig menneskelevende. Det er naturmagi.