Tre film i løbet af 15 måneder. Og vel at mærke ikke bare film, men store og prangende film med budgetter på over 100 milloner kroner. Hvad er det, han kan, ham den lille trædukke Pinocchio? Hvorfor rumsterer han så eftertrykkeligt nu, næsten 140 år efter sin fødsel? Har vi, i de her dage, særligt brug for en fortælling om en gammel ensom mand, der snedkererer en dreng af træ – som pludselig bliver levende?
Det er et faktum, at vi i krisetider søger tilbage til klassikerne og de trygge baser i tilværelsen. Men vi kan hurtigt stryge både coronakrisen og krigen i Ukraine som forklaring på Pinocchios næsten absurde aktualitet. De tre film var i støbeskeerne længe før 2020’erne manifesterede sig som krisernes årti. En af dem har været 15 år undervejs. En anden var færdig film, før pandemien brød ud. Har tidens klimaangst og vores behov for at vise naturen respekt en betydning? Muligvis. Det er jo en fortælling om et stykke træ, der bliver levende – altså rigtig menneskelevende. Det er naturmagi.
Oprindeligt skrev italieneren Carlo Collodi (1826-1890) sin fabel som en advarsel til børn. Pinocchio var en uartig dukke, der tillod sig at drømme om at være af kød og blod, den flab, og som løj så uhæmmet, at næsen voksede. Det var endda Collodis oprindelige tanke, at Pinocchio skulle straffes for sin uvornhed og hænges til sidst. Det var den sunde morale i Italien anno 1883.
Sidenhen har vi lært at opfatte Pinocchio som en smuk metafor for umættelig nysgerrighed og livslyst. Der er ikke grænser for det, den lille træfilur fantaserer om i sin kærlighed til sin skaber, Gepetto, og den gave, han har fået, livet.
Især Disneys nuttede tegnefilmudgave fra 1940 fjernede den moralske pegefinger fra Collodis "Pinocchio". Den tilgang er stadig den herskende i 2022, men derudover er det svært at se fællestræk mellem de tre nye Pinocchio-blockbustere. Den første af dem, den af italienske Matteo Garrone, var et forsøg på at fortælle historien så autentisk, så duftende af det toscanske pinjetræ, drengen har fået sit navn fra, som muligt.
Nummer to var noget helt andet, endnu en rædsel i rækken af Disneys rærlige genindspilninger af firmaets tegnefilmklassikere, bare som realfilm. Stanken af kalkuler i økonomiafdelingen var som sædvanlig fæl.
Og så er der nummer tre, mexicanske Guillermo del Toros gendigtning af Pinocchios eventyr.
Del Toro har for længst hamret sit navn fast som en passioneret besynger af surrealistisk magi og eventyr – men altid med udgangspunkt i virkelighedens barske realiteter. Hans "The Shape of Water" (2017) var en smuk fortælling om kærlighed mellem et havvæsen og en rengøringskone, men med amerikansk fremmedfrygt anno 1950’erne som bagtæppe. "Pan’s labyrinth" (2006) lignede en kusine til "Ringenes herre", men var samtidig en uhyggelig beskrivelse af fascismen i Francos Spanien.
Med sin gendigtning af Pinocchio har del Toro flyttet Collodis historie fra 1880’erne til 1930’erne og skrevet diktator Benito Mussolinis fascisme ind som fjendebillede. Samtidig har han forstærket gamle Gepettos sorg med en frygtelig fortælling om den "rigtige" søn, som den gamle træskærer mistede i Første Verdenskrigs vanvid. Dødens uafvendelighed er lige så præsent som livsglæden i del Toros kontante gendigtning. Den er ikke kun for børn. Og kun for robuste børn.
Del Toros gendigtning er en fortælling til tiden. Rå, grum, sjov, overraskende, udfordrende og fuld af lyst til at give sit publikum en ny oplevelse, en ny forståelse af det, vi troede, vi kendte, i stedet for bare at give os tryghed. Den er vanvittigt flot i sin næsten håndgribelige stop motion-teknik. Det er, som om man kan stikke hånden gennem lærredet og mærke knasterne på Pinocchios fint snittede pinjetræ.
Men først og fremmest understreger del Toro, hvorfor Pinocchio skal besynges med hele tre storfilm i de her år: Der er en utrolig gnist og glæde i det her væsen, der lever i klar bevidsthed om én ting: at hans liv er en gave.
Pinocchio. Instruktion: Guillermo del Toro og Mark Gustafson. Manus: Guillermo del Toro og Patrick McHale. Kamera: Frank Passingham. 117 minutter. USA/Mexico/Frankrig 2022. Biografpremiere i dag landet over og den 9. december på Netflix.