Begejstret anmelder: At læse denne bog føles som at gå en tur gennem Det Gamle Testamentes tekster

Helmut Friis fortjener at blive kendt af nye læsere. Hans vidende og engagerede læsninger af skrifterne i Det Gamle Testamente synes stadig helt friske her cirka 30 år efter deres udgivelse

Begejstret anmelder: At læse denne bog føles som at gå en tur gennem Det Gamle Testamentes tekster

Jeg må med skam erkende, at jeg ikke kendte Helmut Friis (1944-1994) andet end i overskrifter og en enkelt bogtitel. Ikke før denne bog landede i min postkasse. Jeg bilder mig ind, at alderen er min undskyldning. Jeg er simpelthen for ung i denne sammenhæng. Han døde i 1994, og det var et par år, før jeg selv begyndte at læse teologi, og vel også før jeg blev et læsende og lyttende menneske. "Fra Moses til Malakias" er en genudgivelse af Helmut Friis’ tetralogi om Det Gamle Testamente – "Og Gud sagde", "Messias", "Lovsang og klage" samt "Profeterne" – der udkom i begyndelsen af 1990'erne. Her for første gang i en flot samlet udgave.

Friis havde en alsidig karriere som radiojournalist på DR, forfatter, underviser og præst. I den brede offentlighed var han efter sigende bedst kendt for sine tankevækkende radioessays og sin evne til at formidle eksistentielle emner livsnært og med engageret optagethed af teologi, filosofi og fænomenologi. Den tilgang til verden fornægter sig ikke i hans tilgang til de antikke tekster i Det Gamle Testamente. Han gennemgår generøst de gamle velkendte tekster, men på en måde der er svær at genrebestemme. Det er ikke en genfortælling eller en opbyggelig gengivelse af de bibelske tekster. Det er ikke en teologisk kommentar eller eksegetisk gennemgang af skrifterne. Det er ikke en litterær analyse eller en religionshistorisk udgivelse. Det er lidt af det hele. En vidende, engageret gennemgang af hele Det Gamle Testamente. Bogen bærer undertitlen ”En lystvandring i Det Gamle Testamente”, og det er meget rammende. Som læser har man det, som om man går en tur igennem teksterne sammen med Friis. Han agerer turguide og peger som enhver god rejseleder på smukke udsigter og dybe indsigter. Han forklarer og fortæller og gør stoffet levende og medvandrene klogere undervejs. Der er meget at komme efter, og indimellem er der måske også lidt vel rigeligt med indfald og detaljer, omveje og krogede bjergstier. Dog uden at man får fornemmelsen af at være faret helt vild. I hvert fald finder Friis os igen, så vi kommer videre i teksten.

Friis har en uforfærdet og ligefrem tilgang til de gamle religiøse tekster, som når han for eksempel skriver om Salmernes Bog og bøn som udtryksform: ”Salmerne er henvendelse til Gud, ikke mindst i form af 'bøn'. Bøn hører fundamentalt menneskets væsen til og er ikke et spørgsmål om en særlig religiøs form. Udtalt eller uudtalt er en bøn en reaktion på indtryk udefra, som fremprovokerer en 'tiltale' rettet til virkeligheden. Vi reagerer alle på indtryk, der aftvinger os spontane reaktioner som 'gudskelov', 'vidunderligt', 'nej dog', 'for fanden', 'frygteligt'. Sproget rummer mere tiltale til væren, end vi gør os klart, hvilket allerede udbrud som 'ak!', 'oh!', 'nej!' viser. Bestemte reaktioner indebærer, ja fordrer en henvendthed til væren, et råb, der transcenderer vor virkelighed, også selvom vi ikke af den grund tænker på Gud. Bøn er reaktion og ikke menneskets eget initiativ, den fromme sjæls værk. Klage og pris svarer for så vidt til gråd og latter, blot sprogligt artikuleret og med en bevidst retning, nemlig bort fra selvets indkrogethed i sig selv. Den kultiske bøn kanaliserer følelserne i retning af Gud, antinarcissistisk og antinihilistisk.”

For de fleste vil hele turen nok være lige i overkanten på én gang. Der er mere at se og opleve, end man kan nå at tage ind. Som at købe "Lonely Planet" til Indien og forestille sig, at man kan nå at se det hele på én rejse. Indien vinder mest ved, at man koncentrerer sin rejse om én stat ad gangen. På samme måde får man også mest ud af bogen her, hvis man læser den efter interesser. Bogen er udstyret med en god indholdsfortegnelse, der gør den tilgang enkel, og undervejs har Helmut Friis udstyret stoffet med overskrifter, der i sig selv er en ny indgang til de gamle tekster.

Helmut Friis: Fra Moses til Malakias – en lystvandring i Det gamle Testamente. 392 sider. 299,95. Forlaget Eksistensen.