Prøv avisen
Bøger fra udlandet

Begravelsens blik

"Det inspirerende hos James Wood er, at han tænker originalt i forlængelse af både litteraturhistorien og teologien," skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Jonathan Cape

Begravelser lærer os at se på livet, som Gud og forfattere gør. Det skriver den indflydelsesrige kritiker James Wood i sin nye, originale bog

Den bedste grund til at læse kulturmagasinet The New Yorker er artiklerne af James Wood. Han er skarp, belæst, uafhængig og teologisk skolet, og så er han den måske mest indflydelsesrige litteraturkritiker i den engelsktalende verden i dag. Alle bøger, som Wood anbefaler, er værd at læse. Han holder idealet om anmelderen som kritisk ledvogter i hævd, samtidig med at han skriver forelsket meddigtende om de romaner, han anmelder i The New Yorker.

Oprindelig slog James Wood (født 1965) sine folder på avisen The Guardian i hjemlandet England, men med ægteskabet med den amerikanske forfatter Claire Messud flyttede han til Boston, hvor han underviser på Harvard-universitetet ved siden af sit kritiske skribentvirke.

Han har skrevet fire bøger med litteraturkritik og en roman, ”The Book Against God”. Nu er han aktuel igen med fire essays, der er samlet i bogen ”The Nearest Thing to Life”. Heri beskriver han sin opvækst i et kristent hjem (presbyteriansk med skotske rødder) i Durham, sit medlemskab af byens kirkekor og mange teologiske debatter med forældrene, der fik Wood til at vende ryggen til kristendommen i den verdensforsagende udgave, som han mødte i barndomshjemmet. Inter-essen for teologi har han dog bibeholdt, ligesom kærligheden til kirkemusikken skinner igennem i hans tekster.

Den nye bog handler om forholdet mellem teologi og litteratur, mellem Gud og romaner. Den begynder ved en begravelse af en elsket familiefar, hvor Wood under talerne får den tanke, at begravelsen som ceremoni skænker de efterladte et perspektiv, der normalt kun er forbeholdt Gud og romanforfatteren.

Ved en begravelse inviteres man til at overskue et helt liv og tegne de linjer, der skildrer et liv fra vugge til grav. Vi kender ikke slutningen på vores egen historie, men kan ved begravelser for en stund overskue et andet menneskes.

Wood filosoferer nu videre over, hvordan Jesus inspirerede til at læse romaner. Her er der tilsyneladende en modsætning i Jesu lære. Han sagde på den ene side, at den syndfri må kaste den første sten - med andre ord introducerede Jesus en grænseløs medfølelse, der ifølge Wood er den samme, som vi bruger, når vi læser romaner og sætter os i andres sted.

På den anden side skærpede Jesus buddene og satte lighedstegn mellem at tænke og gøre, så alene det at tænke utugtigt om sin næstes hustru er det samme som at være utro. Dette er for Wood den absolutte modsætning til romanlæsningen, hvor der netop er total frihed til at tænke og forestille sig hvad som helst, uden konsekvenser.

Jesus er altså både et forbillede og et modbillede, når vi læser romaner, mener Wood, og konkluderer, at al læsning pendulerer mellem det hellige og det profane.

Læsning er frydefuldt syndefuld, som når lille James læser ”Lady Chatterleys elsker” under dynen fjernt fra faderens fordømmende blik. Men læsning er også en dybt teologisk aktivitet, eftersom Jesus ifølge kristendommen kom til jorden og elsker den syndige skabning i en grad, så vi med den Grundtvig, som den ekstremt belæste James Wood trods alt ikke kender, forundret må spørge: ”hvad har dig hos Gud bedrøvet/ og hvad elsked du hos støvet?”. De fejlbarlige menneskers rodede liv er det, vi læser om i romaner, der med selve deres form - at de begynder og slutter - minder os om livets fundamentale vilkår, skriver Wood.

Det inspirerende hos Wood er, at han tænker originalt i forlængelse af både litteraturhistorien og teologien. Han er fjende af enhver slap tænkning og bevidstløs flokmentalitet, men er aldrig så analyserende, at han glemmer den fundamentale kærlighed til bøger og teologi, der satte hele den imponerende karriere i gang. Ingen litterær kæmpe er så stor, at Wood ikke med få, skarpe observationer kan bringe ham til fald (det har Salman Rushdie for eksempel prøvet), og ingen sætning er så lille, at Wood ikke kan falde i svime over dens guddommelige skønhed (det har Saul Bellow ofte prøvet).

Så er man interesseret i selvstændig tænkning, teologisk modspil og kulturkritik i ren form, er James Wood uomgængelig. Hans nye bog om det, der ligner livet allermest, nemlig fiktionen, er et glimrende sted at begynde.

Hver onsdag skriver vi på denne plads om nye bøger, der handler om tro og værdidebat