Behøver vi sproglig hakkemad?

Nye ændringsforslag til kommatering er velgennemtænkte og virker som klare forbedringer - også til gavn for skoleelever

I et stort festskrift som Sabine Kirchmeier til sin 60-årsfødselsdag for nylig helt fortjent fik overrakt for sit virke som Sprognævnets direktør, handler en af artiklerne om kommatering - et emne der i modsætning til hvad mange tror, ikke er spor ligegyldigt, skriver Niels Davidsen-Nielsen. Arkivfoto
I et stort festskrift som Sabine Kirchmeier til sin 60-årsfødselsdag for nylig helt fortjent fik overrakt for sit virke som Sprognævnets direktør, handler en af artiklerne om kommatering - et emne der i modsætning til hvad mange tror, ikke er spor ligegyldigt, skriver Niels Davidsen-Nielsen. Arkivfoto.

Denne klumme er især til læsere der er interesseret i en enkel og begribelig forklaring på hvorfor kommatering nok engang er kommet til debat. Emnet blev aktuelt da Dansk Sprognævn for nogle måneder siden - efter 11 års kommafred - besluttede at give dette lille tegn et serviceeftersyn. Hvad er det egentlig det nu igen handler om?

I et stort festskrift som Sabine Kirchmeier til sin 60-årsfødselsdag for nylig helt fortjent fik overrakt for sit virke som Sprognævnets direktør, handler en af artiklerne om kommatering - et emne der i modsætning til hvad mange tror, ikke er spor ligegyldigt.

Den er skrevet af Christian Becker-Christensen og Jørgen Schack og drejer sig om placeringen af det såkaldte startkomma.

Med et startkomma forstås et komma der efter de traditionelle regler sættes foran en ledsætning (tidligere benævnt bisætning). Dermed menes en sætning der fungerer som led i en anden sætning.

Som et eksempel kan nævnes 'Han lovede, at han ville komme', hvor sætningen efter kommaet fungerer som genstandsled for udsagnsordet 'lovede'. Ifølge Retskrivningsordbogen (4. udgave, 2012) er det imidlertid også korrekt at skrive 'Han lovede at han ville komme', hvor ledsætningen ikke afgrænses fra det foregående med et komma. Det er altså valgfrit om man vil bruge startkomma, begge kommateringer er korrekte.

Men i Retskrivningsordbogen anbefales det at man lader være med at gøre det. Og hvorfor så det?

Hvis man undlader at sætte startkomma og for eksempel skriver 'Det der kan undre, er at folk som bor i provinsen, ikke er blevet orienteret' med fravalg af startkomma foran der, at og som, kan man nøjes med to kommaer i stedet for fem. Hvis man synes det virker fornuftigt, er en nyttig huskeregel 'Kommapladsen skal stå tom/ foran at og der og som'.

Kommatering efter de gamle regler fører ofte til at sætninger opdeles i hvad en tidligere formand for Sprognævnet har kaldt ”stakåndede bidder” (hakkemad). Formålet med kommatering er at opdele tekster i informationsenheder af passende størrelse, og hvis man sætter startkomma, bliver disse som regel for små.

Nu vil nogle måske indvende at det ikke er i alle tilfælde man kan droppe startkommaet, og at det udgør et problem.

I Retskrivningsordbogen står der nemlig at det ”som hovedregel” er valgfrit om man vil sætte startkomma eller ej. Men problemet er nu ikke stort, for i de tilfælde hvor der skal sættes startkomma, drejer det sig altid om selvstændige sætningsdele, især parentetiske indskud. Et eksempel på det er 'Daniel Agger, der er anfører for landsholdet, lover sejr i returkampen'.

Men foruden overforbrug af kommaer er der et andet problem forbundet med at sætte startkomma, og det er det Becker-Christensens og Schacks artikel handler om. Problemet er her ikke om der skal sættes komma eller ej - for det skal der hvis man er traditionalist - men hvor det skal sættes. Her følger nogle eksempler:

Kortet åbnes ved at man afriver kanten.

Man kan få rabat mod at man betaler forud.

Vi vil gerne se dig i anledning af at vores datter skal giftes.

Hvad angår placering af 1918-komma i sætninger af denne type, er reglerne i Retskrivningsordbogen meget svære at forstå. Folk der hævder at kunne sætte korrekt traditionelt komma, må have overset denne eksempeltype.

Artiklen i festskriftet er et heroisk forsøg på at operationalisere de regler der står i Retskrivningsordbogens paragraf 50.1 og 50.3.

At der er brug for forbedring, fremgår af at paragrafferne afføder mange spørgsmål til Sprognævnets svartjeneste, og at nævnet har svært ved at give entydige svar. I deres analyse giver forfatterne deres bud på hvordan man som kommarådgiver eller avanceret startkommasætter kan forvalte de to paragraffer.

Deres ændringsforslag er velgennemtænkte og virker som klare forbedringer. Men forfatterne tvivler dog på at de kan oversættes til kortfattede, letforståelige anvisninger.

Problemet med at placere startkommaet korrekt er et af de mest indviklede vi har, og utvivlsomt en kilde til talrige fejl. På den baggrund er det rart at vide at problemet kan undgås helt ved at følge Retskrivningsordbogens anbefaling af ikke at bruge startkomma.

Hvorfor ikke spare sig for spildt møje?

En indlysende gevinst ved at følge de regler der anbefales i Retskrivningsordbogen, er at landets skoleelever når de går i gang med skriftlig engelsk, fritages for at skulle aflære en regel om at sætte startkomma. Det aflæringsarbejde må mange med god grund være frustrerede over.