Kan man bo i Beijing?
Jeg landede i Beijings Internationale Lufthavn om formiddagen og blev hentet af den danske lektor på Beijing Foreign Studies University. Vi kørte i taxi de 35 kilometer fra lufthavnen til universitetet, hvor jeg skulle gæsteundervise i syv uger. Det er 35 kilometer beton til alle sider, over os og under os. De sekssporede ringveje er fyldt op med biler, så trafikken hvert andet øjeblik går i stå. Der er højhus efter højhus på ringvej tre og fire, og alt synes bare at repetere sig selv i denne ensformighedens verden.
Universitet ligger ved ringvej tre, som deler campus i to. Uden at sanse ret meget af, hvad der foregik omkring mig, kørte vi ind på campusområdet og fandt det 17-etagers kollegium, hvor jeg skulle bo. Både gæstelærere og studerende bor her. Jeg blev installeret på 2. sal med udsigt til et par huse, nogle træer, biler, cykler og elektriske scootere.
Kan man bo her?
Min første oplevelse af Bei-jing gav kun anledning til at svare nej. Dette er ikke sted for mennesker – og dog bor der et sted mellem 21 og 25 millioner, afhængigt af hvor man sætter bygrænsen, og hvor mange illegale gæstearbejdere og tilflyttere man tæller med. De bor på et areal på omkring 40 gange 35 kilometer. Det svarer sådan cirka til halvdelen af Fyn. Er man vant til grønne, bølgende landskaber og en lilleputby som Odense, og holder man af dét, så er det svært at forestille sig, at man kan overleve ret længe i Beijing. Alene luften her er, når den er bedst, som i myldretiden på H.C. Andersens Boulevard i København. Nogle dage er det, som om den hede luft er helt grynet så mange partikler, der i luften – og så er det endda småting i forhold til, hvordan her kan være. Det tog et par uger, så havde jeg noget, der lignede en permanent tobakshoste.
Lige når man kommer til Beijing og ikke har det mindste overblik over byen og dens infrastruktur, er man fortabt. Det hjælper kun lidt at tage op i tv-tårnet på 238 meter og se ud over byen. Jeg kunne godt lokalisere nogle få kendte steder som det olympiske stadion, Ai Weiweis fantastiske ”Fuglerede”, og den nyere halvkugleformede opera. Den skinner mat som et øje med grå stær i byens ansigt. Men ellers gik alt i ét. Der er bare by, by så langt øjet rækker. Helt uoverskueligt meget by.
Min redning var campus. 400 meter bred og en kilometer lang ligger campus som en ø i det store by-hav. Den har mure omkring sig og vagter ved indgangene. Her er alt, hvad man skal bruge. Små købmænd, kantiner, en café og sportsbaner. Og så selvfølgelig bibliotek, kontorer og undervisningslokaler. Lige uden for murene ligger der beboelsesblokke, restauranter og forretninger og en stor byggeplads, hvor der bygges både nat og dag. Jeg lærte det hele at kende, som dagene gik.
Det er sådan man gør. Man tager lidt ad gangen og spiser ikke elefanten på en gang. Jeg blev fortrolig med campus først. Dens rytme følger undervisningstimerne, når der ringes ind og ud. Om morgenen vrimler det med studerende og lærere på gaderne. Alle skal et sted hen. Der er også biler her, men mest af alt lydløse el-scootere, som de, der ikke har råd til en bil, må køre på, og så alle budene, der bringer mad og varer til folk på campus. I frokosttimen er alle også i bevægelse. Kantinerne fyldes. I den bagende sol går kvinderne med paraply for at holde den værste varme væk og for at holde den rigtig hvide teint, der er på mode her.
Om aftenen er der igen et mylder på campus’ gader. Mange studerende går også til forelæsninger om aftenen, mens andre holder fri og går på sportspladsen og spiller volleyball, tennis og, basketball eller motionerer. Efter et par dage er jeg selv med på motionsholdet og løber enten ved sekstiden om morgen eller efter solnedgang – alt andet er for varmt. Nogle midaldrende kvinder danser i takt til kinesisk discomusik, som skratter ud i mørket fra en gammel ghettoblaster. Og i et lille anlæg omkring en dam kvækker frøerne, og forældre og bedsteforældre fra området har deres små børn med sig. Alt ånder fred her, og det eneste, der bryder roen, er en italiensk gymnasieklasse, der sidder på nogle bænke under træerne og drikker øl og råber op og griner højlydt. Det er meget ukinesisk.
Der er påfaldende, så stille her er i Beijing. At tænke sig, at 21 millioner mennesker kan give så lidt lyd fra sig. Der burde have været et brus af larm, men det er der ikke. Højst lidt dytten i trafikken og byggestøj. I metroen står man tæt pakket, og alle stirrer på deres smartphone. Her er det sjældent at høre folk tale sammen. Det er, som om man tager sig et hvil fra de andre og slår ring om sig selv de minutter, som det tager at komme fra det ene sted til det andet. Sådan er det også i kantinen om aftenen på campus. Der bliver snakket her og der ved bordene, men mange foretrækker at lukke af og bare spise for sig selv – i hvert fald til hverdag.
Der er ro i Beijing, men der er også vagter alle steder. I bussen er der foruden chaufføren og billettøren en vagt. I metroen er der vagter og opsynsfolk alle steder. Man bliver tjekket som i en lufthavn og ledt af sted igennem sluser som får. På gader og pladser ser man vagter. Og selv inde på campus er der vagter, der går rundt og holder øje med, at alt foregår, som det skal. På internettet er der sat firewalls op, så der også her passes på folk og deres bevidsthed. Google, Facebook og YouTube har man ikke adgang til. Private krypterede netværk, VPN, er heller ikke tilladte. Til gengæld bruger kineserne deres smartphones hele tiden. Og alle – lige fra gadefejeren til den rige forretningsmand – har en. For mange er rede penge et overstået kapitel. Der betales med E-pay overalt. Alt kan købes over nettet, og man kan få det bragt af et bud med det samme.
Der er fred og ingen fare i Beijing. Jeg kan gå alle steder uden at være utryg. Men der bliver også hele tiden holdt øje med én. Både i den virkelige og den virtuelle verden. Det koster noget at føle sig tryg. Nogle gange så meget, at det går ud over trygheden.
Man kan ikke bo i Beijing, men man gør det. Jeg gør det også. Jeg har fundet en modus vivendi, men skal jo også kun være her i syv uger. Jeg begrænser min verden til campus. Mine to værelser er min hule, hvortil jeg på ethvert tidspunkt kan trække mig tilbage. Herfra min verden går – så længe det varer. Jeg gør campus til min base camp, og herfra laver jeg små ekspeditioner ud i byen.
Jeg ser de store turistattraktioner og går ellers bare omkring på må og få. For en fremmed er der noget at nyt opleve alle steder. Bare at gå i det lokale supermarked er en opgave, fordi alt jo står på kinesisk, og man ikke med sikkerhed ved, hvad det er man køber, når ikke lige det er kendte importerede varer fra vesten.
Kineserne selv er ivrige turister i eget land, så alle de kendte steder som Den Forbudte By, Det Himmelske Tempel og Sommerpaladset er der tykt af mennesker. Men ude i Den Botaniske Have, lidt væk fra alt det andet, er der forholdsvis ro, og man kan sidde i det buddhistiske tempel og drikke te og meditere lidt over tilværelsen.
Selvfølgelig kan man bo i Beijing. Mine kinesiske studerende gør det jo. Ingen af dem kommer sjovt nok her fra byen, men fra alle mulige andre dele af Kina. Men de er vant til at bo i storbyer. Byer ér store her, og på den måde er Beijing ikke noget særligt. Og så bor de jo også på campus og er ligesom ikke rigtig flyttet hjemmefra. De er bare 20 år gamle og stadig økonomisk og socialt afhængige af deres familier. De er hjemme i alle ferier og friweekender, som de ikke har så mange af. Beijing er bare det sted, hvor de går på universitetet, og det er kun et job, der kan få dem til at blive her, når de engang afslutter deres uddannelse.
Og selvfølgelig kan mine kolleger her på universitetet bo i denne by. De kinesiske lærere bor fast i byen. De faste udenlandske lektorer kaldes for ”expats”. Det er en forkortelse for ”expatriate” – altså en person, der permanent eller foreløbig er bosat uden for sit fædreland og typisk er professionelle inden for forskellige erhverv, kunstnere – eller som her universitetslærere med særlige kundskaber. De bor her på campus i et lejlighedskompleks for udenlandske lærere. Min nærmeste kollega bor i en lejlighed med sin kone, der også har arbejde her i Beijing. De har været her i fire år og tager måske hjem til Europa næste år. En anden udenlandsk kollega er enlig. Han bor i en miserabel lejlighed og bruger det meste af sin fritid – som der er meget af – på pubber i ambassadekvarterer i den anden ende af byen. Her finder han selskab i andre expats, som også keder sig. Hvad skal have lave?, spørger han, andet end at drikke øl – tyndt øl for ikke helt at gå i hundene.
De fleste udenlandske lærere er begrænset af deres sprog. De kan ikke kinesisk og er derfor tilbøjelige til at søge fællesskaber med de andre udlændinge. Det er også det, jeg selv er henvist til, mens jeg er her. De kinesiske lærere ser jeg ikke meget til. De har deres eget at passe, og der er – som en syrisk lærer fortæller mig – en afgrund mellem kineserne og gæsterne. Vi lever i den samme by, men i hvert sit parallelsamfund.
Fællessproget på campus er engelsk, og fællesskaberne er midlertidige. Lærerne er her generelt kun for en kortere årrække. Man mødes og skilles, er naboer eller genboer et par år eller tre, holder komsammener og afskedsfester. Nogle skal hjem, og andre skal videre til sprogstillinger i andre lande. Selv er jeg kun en lille komet, der stryger ind over Beijings himmel nogle få uger – knap nok til at få øje på, før jeg er væk igen.
Man kan godt bo i Beijing. Mindst 21 millioner mennesker gør det hver dag. Året rundt. Livet ud. Jeg kommer til at bo her i syv uger. Jeg tror, at det kommer til at række.