Jeg har på det seneste iagttaget en bekymrende tendens i flere af de populære danske tv-serier. Det er, som om de bryder helt sammen i deres nyeste og seneste sæson, som om man helt har opgivet at skrive et blot nogenlunde manuskript med en vis indre sammenhæng og en vis naturlig udvikling. I stedet kører man med løse idéer, speedet tempo og tilfældigt kaos.
Sæson to af ”Bedrag” på DR var en katastrofe. Jeg har ikke fulgt ”Dicte” på TV 2 særlig tæt, men det var mit indtryk, at det samme gjorde sig gældende her med tredje og sidste sæson. Det kørte løs på alle tangenter med gidseldrama, aflivning af en central karakter, skilsmisser og forsoninger og ukendte familiemedlemmer, der blev hevet ind i serien og skubbet ud igen.
Hvad sker der? Det er, som om man tænker, at med første, til nød anden sæson, har man egentlig gjort arbejdet og lavet investeringen. Man har opbygget en fiktiv verden, man har præsenteret os for nogle opdigtede personer, som vi har lært at kende på godt og ondt, og hvis skæbne vi interesserer os for.
En af de mirakuløse ting ved fiktion er netop vores store optagethed af fiktive personer, ikke mindst i det lange fortælleformat, store romaner og tv-serier, hvor vi for alvor kan lære dem at kende. Nogle gange skal der ikke mere end et par streger til for at gøre dem til vores bedste venner. For at tage ”Bedrag” så kerer vi os om, hvordan det skal gå den fjollede Bimse fra autoværkstedet, vi er hunderædde for den onde og brutale gamle svenske lejemorder, men vi kunne måske også lokkes til at interessere os for en historie bag ham, hvis den blev tilbudt os.
Det frygtelige er, at vi som seere hænger på for længe, fordi vi ikke kan slippe personerne. DR og TV 2 misbruger vores naturlige godhed for fiktive personer. Selvom de gode skuespillere som altid kæmper det bedste, de har lært, er vi reelt til grin for vores egne følelser. Interesserer I jer for personerne? Jamen, nu skal I da få en fest: politimanden Alf bliver næsten slået ihjel af den gamle svensker, Bimse bliver rent faktisk slået ihjel af den gamle svensker, den gravide politihustru bliver overfaldet i sit hjem af Nicky, Nicky skyder og afliver den gamle svensker og så videre. Det bimler og bamler over det hele.
”Arvingerne” på DR, hvis tredje sæson slutter på søndag, er et kapitel for sig. Selvom jeg deler anmeldernes hårde vurdering af serien i dens aktuelle fase og dermed også vil placere den under ovenstående tendens, er der alligevel noget ved den, man ikke kan lade være med at beundre. Jeg tror aldrig, jeg har oplevet en serie, der er så god til at skabe kaotiske masseoptrin med mange mennesker involveret; der er ikke meget kammerspil her, alting er hele tiden ved at gå ned i flammer, naturligvis er lille Melody tæt på at drukne til sit eget dåbsritual.
Serien tager også det snobbede vejrhane-kunstmiljø på kornet. De evige problemer med, hvem der i de voksnes hurlumhejhus skal passe lille Melody og få hele logistikken omkring hendes småbarnsliv til at gå op, er også plantet lige i hjertet af det senmoderne liv, hvor børnene skal have maksimal opmærksomhed, selvom der i en anden forstand ikke rigtig er plads til dem.
Men handlingen er desværre samtidig ulogisk, vildt usandsynlig og hele tiden gearet til at køre alting op i en spids.
Personerne har slet ingen impulskontrol, men kaster sig hid og did for at forfølge deres umiddelbare indskydelser. ”Arvingerne” er som en luftballon, der smider alle sine sandsække af organisk udvikling i handling og karakterer over bord for at stige desto hurtigere op i uvejrshimlen med torden og lynild.
Men en fortælling må nødvendigvis have en balance mellem det langsomme og det hurtige, mellem pludselige begivenheder og rolig baggrund. Det virker, som om manuskriptsnedkerne selv er flyttet ind på Grønnegården og har sig en fest med happenings og rigelig rødvin.
Danske tv-serier har nydt fortjent international prestige de senere år. Men det er ikke nok at bygge de fiktive huse. De skal også vedligeholdes. Hvis man da insisterer på at lade dem stå mere end én sæson.