På etårsdagen på mandag for det omstridte præsidentvalg i Belarus sidder landets store forfatter, Svetlana Aleksijevitj, i eksil i Tyskland. Sidst hun var i sit hjem i Belarus’ hovedstad, Minsk, var i oktober sidste år, da hun måtte flygte med bistand fra blandt andre den tyske ambassadør. For modtageren af Nobels litteraturpris har det været et hårdt år rent følelsesmæssigt, nu da Lukasjenko-regimets repression af oppositionen i Belarus har nået nye højder. Tidligere på ugen blev en belarusisk leder af en ngo fundet dræbt i den ukrainske hovedstad, Kijev, og en belarusisk atlet så sig nødsaget til at hoppe af under OL i Tokyo.
Aleksandr Lukasjenko, der har været præsident siden juli 1994, har slået hårdt ned på enhver modstand, siden han blev erklæret som vinder af præsidentvalget den 9. august 2020. Mange mener, at den virkelige vinder var oppositionens leder, Svetlana Tikhanovskaja, og valget udløste månedlange folkelige protester, hvor hundredetusindvis af belarusere gik på gaden og krævede politiske fanger frigivet og nyvalg til præsidentembedet. Op til valget blev en række kandidater nægtet opstilling og enten fængslet eller tvunget i eksil.
Det sidste blev også nødvendigt for den 73-årige Aleksijevitj, som Kristeligt Dagblad har talt med via en Zoom-forbindelse.
”Hver eneste dag så vi folk blive arresteret, også blandt mine gode venner og bekendte, og myndighederne ringede til sidst på min dør. Jeg ringede til journalistvenner og 70 mødte frem foran mit hjem – så de betjente, der ville tage mig med, blev siddende i deres busser. De turde ikke gribe ind over for mig den dag. De næste to uger tog en række diplomater fra EU-medlemslande på skift vagt ved mit hjem – det blev min garanti for ikke at blive arresteret. Men så blev det klart, at tiden var inde til at forlade landet. Sådan er diktaturer, det er en primitiv form for magt uden respekt for journalister, videnskabsfolk og forfattere – de sendes i fængsel uden respekt for disse menneskers personlige autoritet og betydning for samfundet, det er det skræmmende.”
Kommer De til at vende tilbage til Minsk ?
”Det giver ikke mening for mig nu at vende hjem. Der ville ske det samme med mig, som skete med Navalnyj (den russiske oppositionsleder, red.), da han vendte retur til Rusland. Her – i Berlin – kan jeg tale med ofrene for den politiske vold. Var jeg i Minsk, ville ingen kunne komme til mig, ingen ville turde. Jeg ser det som min moralske pligt at skrive om uhyrlighederne det seneste år. Jeg taler med mange skæbner i eksil, så de personlige historier kan blive dokumenteret og ikke undertrykt og glemt, som statsanklagerne i Belarus ønsker,” siger Svetlana Aleksijevitj, som i september forventes at komme til København for at modtage Sonningprisen, Danmarks største kulturpris.
I dag er det værre end under kommunismen, det er et rent banditstyre – de kommunistiske ledere efter Stalin var optaget af at forholde sig til internationale normer. Det er fraværende nu.
Er Lukasjenko ved at vinde?
”Vi står ved en svær skillevej i Belarus’ historie. Der er totalterror, selv et uskyldigt te-selskab kan blive opløst af myndighederne, og folk bliver smidt 10 mand i en lille fængselscelle med et stykke brød til deling. Så folk dukker nakken i denne tid. Lukasjenko siger, at der nu er en stor aktion i gang for at eliminere alle med radikalt sindelag – med det mener han enhver, der ikke er enig med styret, og som ser en anden fremtid for landet. De kan nu enten forlade landet eller blive smidt i fængsel. Der er megen desperation og en erkendelse af, at vi ikke kan vinde kampen alene – særligt ikke, når Lukasjenko støttes af Putin. Vi er et lille folk, der er oppe imod to diktatorer – Putin og Lukasjenko. Det gør os triste,” siger Svetlana Aleksijevitj med henvisning til, at den russiske præsident, Vladimir Putin, efterhånden er den belarusiske præsidents eneste allierede.
Da protesterne i august 2020 overvældede Lukasjenko, tilbageholdt han russiske lejesoldater, der var på gennemrejse i Minsk på vej til Syrien. Han beskyldte Rusland for, at deres virkelige ærinde var at iværksætte et kup. Det gjorde Putin rasende, men siden måtte Lukasjenko sælge ud af sin dagsorden om at holde Belarus uafhængigt. Han har vundet Putins støtte ved at gå ind i unionsforhandlinger, der de facto kan gøre Belarus til en russisk region.
”Demonstrationerne i sensommeren og efteråret viste, at folket ikke ønsker at opgive landets uafhængighed og blive en del af Rusland. Men vi ved ikke, hvad der sker bag lukkede døre, hvilken plan de har, men det ser ud til, at de er på vej mod en enighed. Belaruserne ønsker at bo i et uafhængigt land og kunne orientere sig mod Europa,” siger Svetlana Aleksijevitj.
Kan situationen i dag i Belarus sammenlignes med tiden under Sovjetunionen?
”I dag er det værre end under kommunismen, det er et rent banditstyre – de kommunistiske ledere efter Stalin var optaget af at forholde sig til internationale normer. Det er fraværende nu. For eksempel er blandt andet mange kvindelige journalister blevet myrdet, ingen i systemet holdes ansvarlige, og folk forsvinder bare. I de sidste år under Sovjetunionen kunne man ikke forestille sig den grusomhed, der nu finder sted. Vi taler om omkring 50.000 personer, der har været eller er i fængsel, og de er blevet ydmyget på de værst tænkelige måder.”
Hvad er oppositionens plan nu på etårsdagen for valget?
”Hvad end oppositionen planlægger, så kan ingen fortælle om det. Det vil udsætte mange mennesker for unødig risiko. EU virker mere beslutsom, og det har effekt på Lukasjenko; det fortæller folk i Minsk mig. Sanktionerne rammer også den almindelige belaruser, men det er den eneste vej. De ofre må vi bære.”
Kan man forestille sig et oprør indefra – at folk i systemet afsætter Lukasjenko?
”Jeg ville ønske det, men jeg er vokset op i dette land, og folks psykologi, deres slavepsykologi, tillader dem ikke at gøre det. Vi har kun haft få dage, få år med frihed – først lidt med Gorbatjov og lidt mere under Jeltsin i Rusland og Sjusjkevitj (Stanislav Sjusjkevitj var Belarus’ første præsident 1991-1994, red.). Det har ikke været tid nok til at ændre mentaliteten hos de, der omgiver Lukasjenko – de har ingen erfaring med frihed. Demonstrationerne sidste år viste, at de unge har en anden psykologi, og derfor forsøger styret nu at slavegøre dem med terror. Lukasjenkos system bygger på, at alle overvåger alle. Det gælder også alle civile – helt samme adfærd som i et fængsel. Ansigtsgenkendelsesteknologi anvendes efter enhver demonstration til at identificere deltagerne,” siger hun.
I en af sine bøger, ”Secondhand-tid”, beskriver Aleksijevitj, hvordan arven fra Sovjetunionen kulturelt og personligt er et tungt historisk åg:
”I 1990’erne gik vi i gaderne og råbte ’frihed, frihed’ og troede, at den lå lige om hjørnet, men det er en langt længere rejse, end vi regnede med – også mentalt. Jeg husker en dag i Smolensk i Rusland i 1990’erne, hvor jeg stødte på et par mænd, der stod i kø udenfor en butik og ventede på, at den åbnede. Selvom det var formiddag, havde de besluttet, at de skulle drikke. De spurgte mig om, hvad jeg ønskede, som de sagde, så kunne vi få alle slags vodka nu, alle mulige typer madvarer – endda bananer, som var en mangelvare i Sovjetunionen. De følte, at de havde fået friheden, men frihed er andet end forbrug.”
For Svetlana Aleksijevitj har Lukasjenko ikke vundet, understreger hun:
”Sidste år havde vi mere en 300.000 mennesker på gaden. Vejen til frihed er lang, men vi er på rette vej. Den største revolutionære er Lukasjenko selv, for han radikaliserer sin egen befolkning og får dem til at protestere.”
Interviewet med Svetlana Aleksijevitj blev formidlet af den dansk-belarusiske kultur-ngo, BelaDania.