Terror er desværre ikke noget nyt fænomen i Europas historie. De seneste voldsomme begivenheder i Paris for et par uger siden skriver sig ind i terrorens ulidelige, lange historie. Tidligere var det ofte stater, der begik terrorhandlinger over for deres egen befolkning eller over for en besat befolkning.
”Crosswind - hvor vindene mødes” skildrer den sovjetiske statsterror i de baltiske lande, efter at disse blev besat af Sovjet i 1940. Terroren og de efterfølgende deportationer til Sibirien tog deres begyndelse den 14. juni 1941. Filmens instruktør Martti Helde kalder det for Sovjetunionens holocaust. Mange af de deporterede døde i fange- eller arbejdslejrene i Sibirien.
I alt 590.000 mennesker blev deporteret, hvorfra kun en lille del vendte tilbage til deres lande efter Stalins død i 1953. Man kan ikke lade være med at tænke på bogen ”16 år i Sibirien” af Rachel og Israel Rachlin, der behandler samme emne.
Der er to bemærkelsesværdige ting ved denne estiske film. Dels bygger den på nogle breve fra en ung kvinde, Erna Nagel, der blev deporteret sammen med sin familie, dels fortælles filmen ikke i almindelige filmbilleder, men i tableauer, som man bliver ført rundt i.
Personerne står stille som på et foto, mens vi går ind i billederne. Det er som at kigge i et fotoalbum og så gå ind i det og være der. Man bliver draget derind og fornemmer historien på en ny måde. Det er en usædvanlig fortællestil.
Vi begynder med den smukkeste sommer, man kan tænke sig. Det vilde æbletræ i haven et sted i Estland står med hvide blomster. Alt tegner lyst. Den lille familie er samlet til morgenmad. Erna og Heldur Nagel og deres lille datter Eliide skal dog snart opleve, at det bliver den værste sommer nogensinde.
Heldur er soldat i den estiske hær. Snart høres støvletramp, og sovjetiske soldater stormer ind i huset og arresterer hele familien, der føres bort.
Derefter hører man toget sætte sig i gang. Familien er blevet skilt. Faderen i én vogn, mor og datter i en anden. De kører østpå til Sibirien. På et tidspunkt bliver vognene koblet fra hinanden, og vognene med kvinder og børn kører længere østpå.
I en måned fortsætter de videre i det endeløse land, inden de når deres arbejdslejr. Den er ikke hegnet ind, for man kan ikke flygte.
”Naturen holder os fangne,” siger Erna. En del dør af udmattelse og sult undervejs. En kvinde begår selvmord efter at have dræbt sit barn.
”Er døden virkelig nemmere end det, der venter os?”, spørger Erna. Det eneste håb, hun har tilbage, er håbet om at gense Heldur.
”Vi ses, hvor vindene fra øst og vest mødes under Skaberens åsyn.” Der skal gå mange år, inden hun får svar. Først efter 1992.
Det er en meget anderledes film, der går ind under huden på én. Den er på én måde meget stille med sine sort-hvide tableauer, men den er også mærkeligt larmende i sin protest mod terroren.
Efter filmen sidder man et lille øjeblik og tænker, at vi må da på et tidspunkt lære bare lidt af historien.
kultur@k.dk