Den første danske sømandskirke åbnede i 1867 i Hull nær den engelske østkyst. I dag er der flere end 50 danske sømandskirker spredt ud over kloden, og en af dem ligger i nordtyske Hamborg. Den nuværende kirkebygning i røde mursten er tegnet af den tyske arkitekt Otto Kindt (1909-2006) – og er siden renoveret og i den forbindelse beriget med en omfattende udsmykning af den danske maler og grafiker Erik A. Frandsen (født 1957).
Først lidt historie:
Kirken som hus er lige over 100 år. En dansk sømandsmission i Hamborg strækker sig et lille halvt århundrede længere tilbage i tiden. Men det var i 1921, at det lykkedes at erhverve en bygning i en parallelgade til den livlige Reeperbahn-gade. Dengang var sømandskirker vitterligt for søfolk, men senere, som det fremgik af en artikel her i avisen i 2017, er ”sømandskirkerne blevet for landkrabber”:
Snarere end søfolk, der snart rejser videre, er det nu i langt højere grad udlandsdanskere eller danskere stationeret i udlandet i længere tid, der bruger kirkerne. Dette har været medvirkende til, at kirkerne fra at være tilbud om samtale og mulighed for at deltage i gudstjeneste også omfatter en række tilbud til navnlig børnefamilier.
Store dele af Hamborg blev ødelagt under Royal Air Force’s massive bombardement af byen i juli 1943 og herunder også den danske kirke i Bernhard-Nocht-Strasse. I en årrække blev der holdt gudstjenester i den ødelagte bygnings kælder. Men i 1952 blev en ny kirke indviet i Ditmar-Koel-Strasse 2, og i nærheden er også opført en norsk og en finsk sømandskirke.
Efterhånden trængte kirken til en renovering. Det lykkedes i det første tiår af det nye årtusinde, og i 2007 kunne kirken genindvies. Ved den lejlighed deltog også Prinsesse Benedikte, der efterfølgende gav sin tilladelse til, at kirken blev kaldt Benediktekirken.
Det var også i forbindelse med renoveringen i 2007, at kirkerummet fik et radikalt nyt udseende.
For at finansiere en ny kunstnerisk udsmykning, henvendte kirken sig til Ny Carlsbergfondet, hvis daværende formand, Hans Edvard Nørregaard-Nielsen, foreslog billedkunstneren Erik A. Frandsen, som rejste til Hamborg med et forslag til en omfattende forandring af kirkerummet. Forslaget blev modtaget med umiddelbar begejstring af præst og menighedsråd.
Erik A. Frandsen, der efterfølgende blandt andet også har skabt en altertavle til Sankt Jakobs Kirke på Østerbro i København, var en del af den kreds af talentfulde billedkunstnere, der i begyndelsen af 1980’erne på opsigtsvækkende vis entrede den danske kunstscene som de såkaldt unge vilde.
Den løst organiserede gruppering har siden udviklet sig i vidt forskellig retning. Erik A. Frandsen har blandt meget andet eksperimenteret med mosaikker – og med at fræse motiver ind i spejlblanke eller halvblanke stålplader.
Blandt motiverne i Benediktekirken er en kalla-lilje, der rummer en række symbolske betydninger. Den har ry for at beskytte unge piger, i Højsangen bruger Jesus markens liljer som symbol på ubekymret væren, og liljen er ofte knyttet til Jomfru Maria. Ved bebudelsen holder ærkeenglen Gabriel i flere kunstneriske fremstillinger en lilje i hånden.
Medlem af kirkens menighedsråd Tine Hestbæk skriver i en artikel til Benediktekirkens jubilæumsskrift, der blev udgivet i fjor, at hvor kalla-liljen i græsk symbolik var en dødslilje, ”står den i kristen sammenhæng ikke for død, men bliver ofte brugt til at symbolisere Jomfru Maria og renhed, uskyld og troskab. Kalla-liljer er i traditionel kristen betydning også symboler for genfødsel og genopstandelse - dels fordi liljen er i blomst ved påsketid, og dels fordi de er formet som trompeter, som symboliserer sejr (over mørket).”
Også prædikestolen har Erik A. Frandsen udformet i blanke plader, så siderne spejler menigheden. Krucifikset er et lille kors i neon, og samme materiale er anvendt i de seks lamper. Om udformningen af dem – runde, bløde, organiske - henviser Tine Hestbæk i teksten til jubilæumsbogen til nogle forsøg, Erik A. Frandsen og hustruen tidligere har gennemført, hvor de havde elektroder på hænderne, så det var muligt at aflæse ”bevægelsen af deres kærtegnende hænder. Lampernes lysrør er resultatet af bevægelserne, og lamperne viser dermed manifesteret kærlighed. Kunstneren har sidenhen produceret en del tilsvarende lamper, også i forskellige kulører, men han fortæller, at lamperne til kirken var de første af sin art.”