Prøv avisen

Bent Blüdnikow: Samarbejdspolitikken medførte store ofre for jøderne

Journalist og historiker Bent Blüdnikow fortæller i bogen Min fars flugt Jødiske skæbner i oktober 1943 om de danske jøders redning i 1943. Vi bringer her et uddrag fra bogen

Boguddrag

Vi skriver al historie med en eftertidens klogskab og mener at kunne vurdere, hvad der var klog og uklog politik. Det var der ingen, der i virkeligheden kunne, fordi nazisternes politik var uberegnelig, og fordi så mange komplicerede nationale forhold spillede ind. At det var de danske, bulgarske og albanske jøder, der klarede sig bedst gennem nazisternes hærgen, var ikke til at forudse.

I lang tid så det ud, som om de italienske jøder ville klare sig helskindet igennem. Sådan kom det ikke til at gå. De ungarske jøder så længe ud, som om de ville undgå nazistisk forfølgelse, men et politisk omslag i Ungarn gjorde, at de fleste blev myrdet. De polske jøder fik en grum skæbne, der hang sammen med, at mange polakker samarbejdede med nazisterne og udplyndrede jøderne.

Situationen i Danmark var et spil, der foregik på en knivsæg. Politikerne og administrationen måtte acceptere besættelsen og forsøgte gennem hele krigen at tilpasse deres politik, så det gavnede den danske nation bedst. I krigens første periode, da nazisterne syntes at vinde, var landets ledelse parat til at indpasse Danmark i et nyt nazistisk storrige. Da tyskernes vinderchancer formindskedes, styrkedes befolkningens modstandsvilje, og også politikernes og departementschefernes, men landet fortsatte med at samarbejde og med at eksportere store mængder fødevarer til Tyskland.

Om det var moralsk rigtigt eller ej, er blevet debatteret lige siden, og svaret er måske, at det ikke kun er et spørgsmål om moralsk ret eller ej, men om det perspektiv, som man har. Hvis man, som mange danske historikere, anlægger et nationalt perspektiv, hvor det er afgørende at forsvare Danmark og danske interesser, så kan man let forsvare samarbejdspolitikken både realpolitisk og moralsk. Hvis man mener, at kampen mod nazismen og fascismen både nationalt og internationalt var afgørende, som for eksempel Jørgen Kieler og hans venner gjorde, så er det betydeligt sværere at forsvare denne politik og eksporten, for hvis nazisterne havde sejret, så var den danske nation som selvstændigt land alligevel forsvundet og opslugt af et tysk storrige.

LÆS OGSÅ: Bo Lidegaard: Samarbejdspolitikken modvirkede, at antisemitismen slog rod

Så kampen mod den internationale nazisme var samtidig også en kamp for Danmarks fremtid. I det perspektiv ser den danske politik noget mere broget ud, for med vor samarbejdspolitik gav vi tyskerne en række fordele. De behøvede ikke at bruge styrker i Danmark, og de tyske nazister kunne jage jøder andre steder i verden. De kunne endvidere regne med en betydningsfuld import af fødevarer. Man kan diskutere, hvorvidt denne import styrkede den tyske kampvilje og sammenhold, men der er under alle omstændigheder næppe tvivl om, at det mindskede den tyske opposition til regimet. Man kan spørge, og det er forunderligt at ingen danske historikere har gjort det, om den danske eksport forlængede krigen og dermed forøgede antallet af ofre, også de jødiske.

Man kan hævde, som de fleste danske historikere gør, at den danske samarbejdspolitik ikke alene frelste Danmark, men også frelste jøder i Danmark både de danske og de fremmede. Det er ganske rigtigt, og det argument er legitimt, selv om det fremføres med slet skjult moralisme.

Denne skjulte moralisme bygger på det forhold, at ganske vist var dansk samarbejdspolitik moralsk angribelig, men at vi altså reddede jøderne. Dermed var samarbejdspolitikken i sidste ende moralsk forsvarlig. Argumentet underspilles, men det står alligevel tydeligt at læse i bøger af historikere som Henrik Lundtofte, Lene Sofie Bak, Bo Lidegaard og andre.

Hvis man accepterer dette argument, må man imidlertid også have med, at der var en bagside af medaljen, nemlig at den danske samarbejdspolitik medførte større lidelser og større ofre for blandt andet jøder uden for landets grænser. Og det drejede sig ikke blot om forlængelsen af krigen, men mere konkrete forhold. Historikeren Steen Andersen har således i sin bog De gjorde Danmark større (2005) vist, hvorledes danske firmaer byggede løs for nazisterne. I sin bog dokumenterer Steen Andersen, at Danmark blev en del af den europæiske virkelighed, og at danskerne ikke blot var tilskuere til holocaust. Steen Andersen konkluderer således om et af de mange danske firmaer, der udførte omfattende arbejde for nazisterne, som var godkendt af de danske politikere og myndigheder:

Hermed kom en danskejet virksomhed til at udgøre et led i vejen mod Holocaust.

Det er også vigtigt at få med, at mens en del udenlandske diplomater rundtom i Europa hjalp jødiske flygtninge og blandt andet gav dem identitetspapirer, så er det en absolut undtagelse, når det skete på danske diplomatiske repræsentationer. Det er blevet hævdet, at der udgik hjælp til jøder fra gesandtskabet i Berlin, men der er ingen dokumentation for dette. Til gengæld ved vi, at den danske gesandt i Berlin beroligede det danske udenrigsministerium med, at man intet gjorde af den slags for ikke at underminere samarbejdet med nazisterne.

Eller lad mig illustrere sagen med et andet eksempel, nemlig Theresienstadt. I 1944 forsøgte SS-leder Heinrich Himmler at lave særaftaler med De Allierede. I denne proces indgik en del propaganda, hvor han fremstillede jødernes forhold som bedre, end de var mildest talt. I juni 1944 besøgte en International Røde Kors-delegation med to danske deltagere Theresienstadt for at undersøge forholdene. I den forbindelse ryddede nazisterne op i lejren og sendte mange til Auschwitz. De optog desuden en propagandafilm, som den unge Salle Fischermann medvirkede i for at overbevise delegationen og verden om, at alt var i orden. Delegationen kom og lod sig overbevise. De danske delegater talte kort med danske fanger, mens man prøvede at signalere til dem og de andre i delegationen, at der var en anden sandhed. De hverken hørte eller så noget, og i sidste ende rejste delegationen hjem og berettede, at alt var i orden. Heinrich Himmler havde fået sin propagandasejr. De danske medlemmer af delegationen var ikke interesseret i at observere noget om de andre nationers jøder i lejren, men koncentrerede sig kun om de danske jøder, som havde det specielt godt. Da de kom hjem, berettede de, at de danske jøder havde det godt. Det var en katastrofe for de andre jøder, og da delegationen var draget af sted, blev mange af dem sendt til den sikre død i Auschwitz.

I 1944 kunne vigtig information om jøderne i Theresienstadt være gået videre til De Allierede og have påvirket beslutningerne om at gøre noget for jøderne i Europa. Men man gjorde intet fra dansk side.

Man kan ikke sige, at samarbejdspolitikken var rigtig eller forkert. Det afhænger af perspektivet. Men man kan godt med rimelighed udtrykke beklagelse over, at det snævre danske nationale perspektiv har været afgørende dominerende i dansk historieskrivning. I sagen om Theresienstadt har danske historikere udelukkende skildret, hvordan den danske regering fik specielle gunstige aftaler i stand for de danske jøder, og hvordan De hvide Busser senere reddede dem. Hvis man anlægger et bredere perspektiv, så må man erkende, at danske myndigheder svigtede andre nationers jøder.

(...)

Primo Levi begik selvmord kort tid efter udsendelsen af De druknede og de reddede. Primo Levi var nok for pessimistisk i sin frygt for, at hans budskab ville få ham til at ligne et anakronistisk væsen. I dag er film og bøger om Anden Verdenskrig og holocaust storsælgende, og der er en glubende historisk og intellektuel interesse for disse emner.

Det har selvfølgelig meget at gøre med, at Anden Verdenskrig skabte den verden, som vi kender i dag, og at den tids dramatiske slag og menneskeskæbner slår næsten alt andet fra vor samtid. Det skyldes også, at de menneskelige dilemmaer er klassiske som i en græsk tragedie. De prøvel- ser, folk som Primo Levi, Jørgen Kieler og de andre fanger, men også de danske hjælpere og jøder, blev sat i, kaldte på menneskets dybeste instinkter. Her havde vi heltemod, forræderi, familie-, skam- og skyldfølelse i en sådan blanding, at de taler til os lige så stærkt som i den bedste litteratur.

Historien om flugten i 1943 og den tragiske bådoverfart den 7. oktober 1943 har alle ingredienser til et stort drama. Der var hjælpere, der uden hensyn til deres eget liv var parate til at yde assistance. Der var tyskere og danskere, der forfulgte værgeløse mennesker, som var de dyr. Der var jøder trængt op i en krog og ansigt til ansigt med døden. Der var modige jøder, der som Ella Wassermann udfordrede nazisterne. Der var jøder, der var skamfulde og plaget af skyld over at have forladt deres kæreste eller ikke at have handlet i det øjeblik, som de burde. Men jøderne var ikke blot ofre, nogle af dem udviste mod og styrke i de øjeblikke, hvor døden var nærmest. Leopold Recht kastede sig ud i bølgerne for at redde Jette. De udmattede, svømmende jøder omkring robåden gjorde alt for at holde den oppe og derved redde både sig selv og Dora med Jette. Adolf Fischermann gjorde alt for at redde sin far under båden, og han druknede ved forsøget. Disse skæbner, og de mange andre fra krigen, er tidløse og vil altid kunne fortælles.

Min far, der er en temmelig jordbunden mand, siger:

Jeg tænkte ikke på det, og vi talte slet ikke om den slags ting. Vi var jo unge, og krigens hændelser ramte ikke os så tungt som så mange andre jøder i Europa. En gang imellem kunne jeg finde på at fundere over, hvilke rædsler der egentlig havde ventet mig, men jeg kunne ikke fatte det og vendte tilbage til min ungdoms enkle indstilling, nemlig at opfatte oplevelserne mere som et eventyr eller en dramatisk hændelse som i en roman; men holocausts egentlige tragiske omfang og mening var ikke til at fatte. Jeg snakkede ikke med mine forældre om det, selv om de jo havde været flygtninge fra Rusland og i oktober 1943 må have frygtet atter at skulle leve i landflygtighed og være skrækslagne for deres børns liv. De røbede aldrig, hvad der måtte være løbet gennem deres hoveder, da de hørte om min tur i robåden eller hvad de følte, da jeg meldte mig til Brigaden for at jage tyskerne ud. Og jeg spurgte dem ikke. Mine forældre var ganske vist taknemmelige og tillidsfulde nydanskere af liberalt tilsnit, men deres opvækst i et helt andet miljø har nok betydet noget for generationskløften. Måske var der en større afgrund af kulturforskel, der skilte os, som også i holocaustsammenhæng var svær at overskride.

Jeg talte heller ikke med mine kammerater som Leopold eller mine klassekammerater fra den jødiske drengeskole om det. Vi sås jo jævnligt, men jeg husker ikke, at vi nogensinde talte om flugten eller psykologiske eftervirkninger af den. Og egentlig heller ikke med Henny. Det var ikke, tror jeg, udtryk for noget dybere traume eller en undertrykkelse af erindringer, der var for smertefulde, som for eksempel for kz-fanger som Primo Levi eller Jørgen Kieler. Vi var unge mennesker, der havde susende travlt med at få dagligdagen i efterkrigstiden til at hænge sammen og få en bolig og en levevej. Der var dårligt nok tid til at kaste et blik tilbage og forsøge at forstå, i en bredere sammenhæng, hvad der var sket.

Jødernes skæbne i Europa, og hvor nær vi havde været på at blive myrdet, var ikke noget, der strejfede mig først mange år senere. Og Adolf og Leopold Fischermans samt Brunos druknedød var ikke noget, mine tanker normalt kredsede om. Men vi var ikke alene om at skubbe fortiden til side. Efter nogle år i hæren som bilsagkyndig ingeniør kom jeg til Skandinavisk Motorkompagni, og der havde jeg en cirka 10 år ældre kollega, Erik Pontoppidan Sørensen. Vi blev venner også som pensionister. Kort før sin død skrev han en spændende og omfattende beretning om sine oplevelser som autoteknisk leder af De hvide Busser, der havde reddet fanger ud af kz-lejrene. Med ham rejste jeg ofte gennem Tyskland, hvor vi besøgte bilfabrikker og biludstillinger. Jeg mindes ikke, at han sagde et ord om, hvad han havde oplevet i de egne, vi passerede. Først i sine sene år åbenbarede han det. Vi kørte alle de steder, hvor forfærdelige ting var sket, men vi talte aldrig om nazismen, holocaust eller redningen.

Jeg tror, det spillede en vis rolle, at redningen i 1943 kom til at dominere fortællingen. Det blev en historie om danskernes indsats og vor egen redning, så omfanget af tragedien aldrig rigtig blev os begribeligt. Først mange år senere blev holocaust en del af vor erkendelse og identitet.

Men det var overraskende, hvor stærkt minderne om flugten og min egen redning vendte tilbage, da jeg i 1990erne fik tid og alder til at reflektere over det. Jeg blev bedt om at medvirke i en dokumentarudsendelse i Danmarks Radio om vor flugt, og Steven Spielbergs projekt Shoah Foundation interviewede mig og andre danske jøder om, hvad der var sket. Først da begyndte jeg at dvæle ved mit held og min redning, men stadig var det ikke noget, som spillede nogen rolle af betydning, når jeg var sammen med kammerater fra drengeskolen eller i vor familie. Men jeg kan ikke afvise, at der ubevidst var en fælles bevidsthed om vort held, der bandt os sammen i et usynligt fællesskab.

Det må have været i disse år, hvor minderne begyndte at gøre sig gældende, at jeg var med til min mellemskoles jubilæumsfest. Da vi skulle give en kort beretning om, hvordan det var gået os efter skoletiden, var jeg pludselig blevet inspireret til at sige: Tja, sådan set druknede jeg i 1943. Men nu er erindringen vendt tilbage med fuld kraft, kan man sige. Nu er det en del af mit liv, som glider ind i en større fortælling om jødisk skæbne i det 20. århundrede. Min historie adskiller sig jo ikke afgørende fra så mange andre jødiske skæbner fra disse dramatiske år. Ja, man kan sige, at mit liv har været typisk for europæiske jøder på mange områder. Og en vis taknemmelighed overvælder mig da, dels over at vi i Danmark ikke blev nazismens ofre og dels over, at jeg var så heldig ude på vandet at blive reddet i sidste øjeblik.

Hvordan føles det ikke at drukne og få livet foræret, spørger du?

Det bliver jo hurtigt så banalt, når store følelser skal udtrykkes, så lad mig sige, at det at gense mine forældre og senere få et liv med jazzplader, en hustru som jeg elsker, børn og børnebørn, er en gave, som ikke blev andre forundt.