Jeg er ikke sådan en fyr, der er håbløs eller bevidst søger det, der giver håb. Jeg er ikke af den natur – jeg tager initiativ. Men hvis der er noget, der alligevel kan give et indirekte håb, så er det tidløs kunst.
Da jeg efter Anden Verdenskrig for første gang så Akropolis, blev jeg opfyldt af en følelse af, at menneskeheden ikke var spildt. Jeg var i starten af 20’erne og ude at rejse for første gang siden Besættelsen. Det var mit første besøg i Grækenland, og da jeg så Akropolis i solskin, fik jeg et sug i maven.
Det var ikke en intellektuel oplevelse, men en kropslig. For jeg var fuldkommen klar over, at det var noget, der stod til evig tid. Det var tidløst ligesom Mozarts musik. Akropolis var så smukt og rigtigt lavet, og det lå fantastisk. Det var første gang, hvor jeg oplevede noget, der var stort – det var så gennemført, og som det skulle være.
Min oplevelse havde også noget med tidspunktet at gøre, for på grund af Besættelsen havde jeg været spærret inde – lidt ligesom vi er nu – fra jeg var 16 år, til jeg var i begyndelsen af 20’erne. Derfor var det en kæmpe forløsning at se noget, der var så smukt som Akropolis.
Der er nogle lys indimellem, der har skabt noget, der har blivende værdi.
Jeg har haft lignende storslåede kunstneriske oplevelser med Picassos maleri ”Guernica” samt som nævnt med Mozarts musik.