Hver morgen ved solopgang tronede kong Agenor i sin høje udkiksstol, der var placeret på en terrasse, så han havde udsigt over havnen og havet. Fiskerne mente, at han sad der for at velsigne havet og kalde fiskestimerne til. Og købmændene mente, at kongen i kraft af sit slægtskab med havet havde magt til at sikre, at de frit kunne sejle overalt. Kongen selv tænkte, at han burde være tilfreds. Men når han sad i sin stol om natten og betragtede stjernerne, havde han, den meget frygtede, en ubehagelig følelse af magtesløshed.
Den nordafrikanske prinsesse Libye blev voldtaget af havguden Poseidon og fødte efterfølgende et uhyggeligt udseende drengebarn, hvis krop var dækket af grønne skæl. Han voksede op som kongesøn og blev ikke alene frygtet, men også hadet. En mærkelig styrke havde han, hvad der satte ham i stand til at modstå endog de pile fra pestguden Apollon, som ellers krævede dødsofre i hobetal. Dog fik han slemme ar, der gjorde hans ydre endnu mere hæsligt, end det var i forvejen.
Således møder vi Agenor, den senere konge over Fønikien og stamfader til den slægt, der skulle grundlægge og regere Theben.
Om ulykker i mange udgaver og gennem mange generationer beretter Bent Haller i den barske fortælling om den thebanske kongeslægt, hvis kendteste medlem er Ødipus. Myten om ham, om hvem det blev spået, at han ville dræbe sin far og gifte sig med sin mor, fik sin klassiske udformning i år 400 før Kristus hos tragediedigteren Sofokles.
Nærværende bog præsenteres som en gennemgang og en litterær fortolkning af det græske mytestof, som det foreligger i tragedier, mytologer samt i en række andre kilder. Hele slægtens historie får vi frem til det yngste familiemedlems generobring af Theben, hvorefter han er klar til at tage del i Den Trojanske Krig.
Man fornemmer Hallers fortrolighed med det omfattende stof. Han er da også en erfaren mand på området, idet han har stået bag adskillige klassikerudgivelser, blandt andet gendigtninger af ”Iliaden” og ”Odysseen”. Hans faste samarbejdspartner vedrørende denne del af sit forfatterskab er klassisk filolog og tidligere rektor for Thisted Gymnasium & HF-Kursus Finn Jorsal, der også har været inddraget i den nye udgivelse.
Noget af det, der slår én ved læsningen, er, hvor ubesværet Haller løser den opgave, der for en udenforstående synes overvældende – ja, nærmest uoverkommelig. Han holder sig selv i baggrunden – det er alene indholdet, det gælder.
Han fremlægger det i et enkelt og dagligdags sprog, der ikke banaliserer og heller ikke på anden vis forråder ånden i stoffet, men er afstemt efter de drastiske begivenheder, der skildres. Det er en let tilgængelig og solidarisk formidling af en kulturarv og som sådan af stor værdi. Bogen er nært beslægtet med en roman, mener ikke en roman.
Det er en genfortælling, hvad der gør, at der trods alt er en vis distance til de historier, der er samlet.
For mit eget vedkommende var distancen mindst ved konfrontationen med tragedien om Ødipus, der blev fundet i bjergene af en hyrde. Ved den lejlighed blev det sagt: ”Nogen har dømt dette barn til at dø, det barn har måske en skæbne, som kan nedkalde ulykker over os. Læg det tilbage.” Men barnet blev ikke lagt tilbage, det voksede op hos kongeparret i Korinth.
Og langsomt strammede skæbnen sin løkke.
kultur@k.dk