Bent Hallers mere ærlige ansigt

Bent Haller har skrevet en underholdende og veloplagt bog på baggrund af en krise i hans virke som forfatter og billedkunstner

Bent Haller har udgivet bogen ”Det man husker”.
Bent Haller har udgivet bogen ”Det man husker”. Foto: Martin Dam Kristensen

Det kan virke så enkelt: At skrive ”det man husker”. Men hvad er det, man husker? Som det egentlig var, eller følger fiktionen med, når man vil slippe fri af den og prøve at huske det, der var engang?

Udgangspunktet for det meget personlige forehavende, som Bent Hallers nye bog er, synes at være en slags krise i forhold til hans flittige virke som forfatter og billedkunstner. At male og skrive hver eneste dag forekom ham pludselig trivielt, ”og det trivielle bliver på en måde uden retning”. Dertil kom yderligere en fornemmelse af, ”at jeg havde fortegnet mig”. Det skulle være slut. Han ville søge ”et mere ærligt ansigt” bag det, han kalder en maske.

Den dommedag, Haller holder over sig selv, er blevet til en underholdende og veloplagt beretning, frigjort skrevet, med et betydeligt overskud og humor samt ikke mindst en velgørende selvironi. Han har den distance til stoffet, der gør det levende og nærværende også for andre. Som i en roman - og som sådan læser jeg bogen.

Bent Haller fortæller om sit liv fra barndommen til nu, men uden ambition om at få det hele med. Han koncentrerer sig om de elementer, der bidrager til at indfri den forventning, som undertitlen giver: ”Et portræt”. Viljen til ærlighed baner vejen for historien om drengen, der ”måtte lære at blive så dygtig som muligt til at læse og skrive, ellers ville resten af mit liv være bundet til en verden andre havde skabt”. Og den verden var fjern og uvirkelig for den kejthåndede og upraktiske dreng, der med et udtryk fra tiden blev ved med at se ud, som var han undfanget i en koncentrationslejr. Han pyntede ikke på familiebillederne - og i skolen var en henvisning til sinkeklassen åbenbart en trussel, der skulle tages alvorlig.

Det er, som om han døsede sig gennem en stor del af skoletiden. Men den dag en lærer læste højt fra Johannes V. Jensens ”Bræen”, vågnede han. Digtningens lyn slog ned i ham. Noget lignende oplevede han, da han i sin soldatertid havde et ekstatisk og langtidsvirkende møde med kunsten på Ny Carlsberg Glyptotek. Tydeligt var det, at kunstnerisk udfoldelse under den ene eller anden form måtte være vejen frem. Men først skulle han lige dreje ind på en misforstået omvej til skibsværftet i Frederikshavn, hvor han kom i lære som elektriker. Helst passede han sig selv, for eksempel ved at skrive digte eller læse mytologi. Svendeprøven dumpede han til, hvad der vakte en del opmærksomhed.

Meget bedre gik det, da han blev optaget på kunstakademiet i Aarhus. Hans mor gjorde sig ingen ulejlighed for at skjule sin tvivl og spurgte: ”Tror du nu, det er noget du kan finde ud af?” Jo, det var det: Han begyndte at få billeder antaget på censurerede udstillinger. Og dog tilfredsstillede arbejdet med maleri og grafik ham ikke helt. Noget, som ikke kunne males væk, hobede sig op i ham. Kvinden i hans liv opfordrende ham til at deltage i en børnebogskonkurrence udskrevet af Borgens Forlag. Og den vandt han. Meddelelsen fik han i en telefonboks, hvor han stod og fumlede med mønterne, som han i første omgang endda ikke havde nok af. I øvrigt havde han vanskeligt ved at tro den utrolige nyhed. For hvordan kunne taberen være vinderen?

Dette skete i 1976. Og vinderromanen var ”Katamaranen”, der af mange blev betragtet som en skandaleudgivelse. Haller blev en berygtet mand og anklaget for at lede en kloak gennem Danmark.

De mange lag i bogen knyttes meningsfuldt sammen af historien om et venskab med Uffe. Venskabet udvidede hans verden. Socialt var de modsætninger: Uffes far var kommendørkaptajn og Bent Hallers maskinmester på skibsværftet. Uffe havde en ikke nærmere defineret psykisk lidelse, og forholdet mellem dem ændredes derved, at det blev Haller, der opnåede succes og gjorde karriere. Forbindelsen mellem dem gled ud. Bogen slutter imidlertid med deres gensyn, der grotesk munder ud i, at Haller sidder alene i en snedrive med en termokande kaffe. Vinterkulde suppleres med frostgrader fra vennens ugæstfri hustru.

På en af de første sider skriver Haller, at et portræt ikke først og fremmest skal ligne, men være. Og det lever bogen op til. Portrættet er. Og så behøver man som romanlæser ikke at vide mere. Bogen er sand - og det er den uanset, hvordan det forholder sig med fiktionen.

grymer@k.dk