Prøv avisen
Koncert

Bent Sørensens særlige klangunivers er præget af raffineret minimalisme

4 stjerner
Værket er tilegnet den dansk-koreanske Trio con Brio og er en manifestation af det frugtbare samarbejde mellem Sørensen og de tre fremragende musikere: Jens Elvekjær (klaver), Soo-Jin Hong (violin) og Soo-Kyung Hong (cello). Foto: Søren Svendsen

Jubilerende Trio con Brio i spændende uropførelse

En af sæsonens markante begivenheder i DR Koncerthuset udspillede sig, da Trio con Brio og DR SymfoniOrkestret under ledelse af den 28-årige amerikanske dirigent Joshua Weilerstein bød på en dansk uropførelse: Bent Sørensens spritnye værk for klavertrio og orkester, som han har kaldt ”L'isola delle citta”. Komponisten har selv forklaret den italienske titel (Øen i byen) således - idet øen i hans verden udgøres af klavertrioen, mens byen er det store symfoniorkester: ”I alle satserne forsøger øen at slippe fri fra byens skygger - trioen søger væk fra orkestret. Tydeligst i den sidste sats, hvor trioen lige så stille og indadvendt glider af sted og ud af orkestrets overdøvende skygger.”

Værket er tilegnet den dansk-koreanske Trio con Brio og er en manifestation af det frugtbare samarbejde mellem Sørensen og de tre fremragende musikere: Jens Elvekjær (klaver), Soo-Jin Hong (violin) og Soo-Kyung Hong (cello). De to sidstnævnte er søstre, mens Soo-Kyung og Elvekjær er ægtefæller. Det forklarer trioens spøgefulde motto om, at to plus to er tre.

Havde publikum forventet en omgang rabalder mellem øen og byen, blev man overrasket. For Sørensens særlige klangunivers er præget af mådehold, ja, i lange stræk en velgørende og ganske raffineret minimalisme. De tre solister lyttede til hinanden gennem alle de fem korte satser - varighed: godt 25 minutter - og tempo og udsving var ikke voldsommere, end at publikum kunne nå at lytte med. Bifaldet var varmt, og som ekstranummer kvitterede Trio con Brio med et stykke fra samme Sørensens klavertrio ”Phantasmagoria”, som de tre snart har spillet et halvt hundrede gange.

Programmet var tydeligvis velovervejet. Som optakt til uropførelsen havde DRSO spillet Carl Nielsens korte orkesterstykke ”Pan og Syrinx” fra 1918. Vores nationalkomponist holdt selv meget af dette værk, hvor han især havde betænkt træblæserne med herlige passager, og her små hundrede år senere kunne publikum blandt andet glæde sig over Sven Bullers smukke spil på engelskhorn.

Efter pausen var hovedværket Claude Debussys tresatsede orkestersuite fra 1903-1905, ”La Mer” (havet). En af mine første mentorer i klassisk musik hævdede, at dette værk mere lød som et badekar end et hav. Det havde han en pointe med. Der er betydeligt mere skumsprøjt i eksempelvis Wagners ouverture til ”Den flyvende hollænder”.

Debussy havde skabt et flimrende og nærmest raffineret hav. Som optakt til Debussys kontrollerede bølgegang var DRSO og Weilerstein taget en tur ud i rummet med ”Atmosphères” af den ungarske komponist György Ligeti, et stykke musik, der stammer fra 1961 og senere blev anvendt i filmisk sammenhæng, da instruktøren Stanley Kubrick brugte det i 1968 i ”Rumrejsen år 2001”. De to værker efter pausen blev spillet uden ophør, så man fra rummet gled direkte ud på havet. En smart tænkt sammenkædning, men dybest set ikke i orden, hvis man gerne ville have fordøjet Ligeti.

kultur@k.dk