Prøv avisen

Bergmans svære liv og gode vilje

Ingmar Bergman blev 89 år og døde i sit hjem. Her ses han under en filmindspilning i 1960'erne. – Foto: .

NEKROLOG: Den svenske filminstruktør og præstesøn Ingmar Bergman døde i går i sit hjem på Fårø, 89 år. Få har som ham skildret det moderne menneske, der stedt i eksistentielle kvaler anråber den Gud, det ikke kan finde

Bergman. Ingmar Bergman. Navnet vækker respekt og ærefrygt. Den store svenske filminstruktør døde i går i sit hjem på øen Fårø nord for Gotland. Med sine mere end 50 film har han haft så stor indflydelse ikke bare på svensk, men på international film, at der ikke kan være tvivl om, at filmverdenen, i hvert fald i perioden fra 1950-erne til 1980-erne, ville have set noget anderledes ud, hvis Bergman ikke havde været der. Og at den er fattigere nu, hvor han er død.

Ingmar Bergman blev født i Uppsala 14. juli 1918. Det kom til at præge ham som menneske og kunstner, at faderen var præst og barndomshjemmet strengt religiøst. Mange af hans film er et opgør med faderen og kristendommen.

I religionens sted forsøgte han at sætte kunsten og håbet om kærligheden. Få har som han skildret kærlighedens ondskabsfulde vildveje og det moderne menneske, der stedt i eksistentielle kvaler forgæves anråber den Gud, det ikke kan finde. Sjældent har han skildret andet end korte øjeblikke af lykkeligt samvær, hyppigere den ubodelige ensomhed og de optærende konflikter mellem mennesker. Mellem elskende, mellem forældre og børn.

Livet hos Bergman er kamp. Det er magt, det er had. Gud er død, menneskene er onde, og tilbage står kunsten som det eneste sted, hvor det moderne, gudløse meneske måske kan finde tilfredsstillelse og glæde. Men også kunstneren blev ofte hos Bergman skildret som en martret og sine steder forfulgt person.

Bergmans kendemærke var den stærkt personlige, men aldrig private film, som han selv havde skrevet manuskript til. Som sådan var han indbegrebet af det, filmfolk med et fransk ord kalder en "curauteur",en filmforfatter; sådan én, der kan bruge filmen som pen for sin personlige historie og sin personlige vision. Han dyrkede ofte det intime kammerspil, hvor få personer fik lejlighed til at udspille og udstille deres traumatiske fortid og deres ligeså traumatiske forhold til hinanden. Man blev aldrig ligefrem i godt humør af at se en Bergman-film.

Det blev jeg heller ikke, da jeg for alvor mødte Bergmans værk for 25 år siden, da hans dominans i svensk og international film var for nedadgående. Som filmstuderende i begyndelsen af 1980-erne så jeg centrale dele af hans produktion: to film hver fredag eftermiddag. Selv havde han dengang netop erklæret, at den delvist selvbiografiske "Fanny og Alexander" fra 1982 skulle være hans sidste film, og den er da også et både kunstnerisk og personligt testamente. "Fanny og Alexander", der blev produceret både som film og som tv-serie, bliver stadig sendt på svensk tv hver jul, og skildringerne af drengen Alexanders oprør mod den strenge og særdeles hårdtslående præste-stedfar hører til blandt mine stærkeste filmoplevelser; men samtidig er der et håb og en glæde i filmen, som også står stærkt i erindringen. Håbet er knyttet til kunsten, glæden til livet i den sprudlende familie med den store julefest som klimaks - indtil faderen dør, og moderen gifter sig med den indestængte, ondskabsfulde præst.

Bergman var en mastodont i svensk film, til inspiration og efterhånden også irritation for mange. For alt skulle sammenlignes med Bergman. Og ligesom dansk tv var mange år om at komme ud af skyggen fra Panduros dramatik og "Matador", er svensk film først inden for de seneste år for alvor trådt ind i en endnu velfungerende periode efter Bergmand.

Han prægede også svensk teater. Instruerede over 100 forestillinger, først i den svenske provins Helsingør, Malmø, Gøteborg siden på landets hovedscene, Dramaten, i Stockholm, hvor han især blev kendt for sine iscenesættelser af Stringberg, Ibsen og Shakespeare.

Bergman trak sig nok stort set tilbage som filminstruktør oven på succesen med "Fanny og Alexander". Han skrev teater og tv, skrev fremragende erindringsbøger, "Laterna Magica" og også meget personlige manuskripter som andre Liv Ullmann, Bille August har filmatiseret. Hans sidste produktion blev tv-filmen "Saraband" fra 2003.

Bergman lavede sin første film i 1946, men der skulle gå små 10 år og 10 film, før Bergman blev... Bergman. Det blev han i 1950-erne med film som "Sommeren med Monika", "Gøglernes aften", "Sommernattens smil" og ikke mindst "Det syvende segl" og "Ved vejs ende".

I en berømt scene i "Det syvende segl", som DR genudsendte i aftes, spiller en ung Max von Sydow den unge korsridder, der udfordrer døden til et spil skak. I "Ved vejs ende", spiller den aldrende svenske filminstruktør Victor Sjöström en professor, der er på vej til Lund for at blive æresdoktor. På vejen kommer han forbi steder, hvor han var lykkelig som barn, men han præges også af dødsangst og møder mennesker, hvis forhold endnu engang demonstrerer, hvor onde vi kan være mod hinanden. Scenen blev siden genbrugt af Ole Bornedal i tv-serien "Charlot og Charlotte".

Blandt Bergmans film fra 1960-erne står det tidstypisk modernistiske formeksperiment "Persona" centralt. Hovedrollerne spilles af Liv Ullmann og Bibi Andersson, der sammen med Harriet Andersson, Max von Sydow og Erland Josephson hører til blandt de skuespillere, der blev verdensstjerner efter at have været gennem den skole, Bergmanns personinstruktion var.

I 1973 skildrede Bergman med tv-serien "Scener fra et ægteskab" parforholdet som ondt og falsk og viste, at tv kan andet og mere end at underholde og fungere som tidsfordriv.

Liv Ullmann og Erland Josephson spillede hovedrollerne som Marianne og Johan, hvad de også gjorde i "Saraband", hvor Bergman lod to karakterer mødes igen efter 30 år. Nogen forløsning i forholdet mellem dem blev der ikke tale om, og alderen havde hverken bragt livsglæde eller mildhed med sig. Johan mener, at hans liv har været et "fånigt skitliv", et "latterligt lorteliv". Han ser nok ud til at trives i sin ensomhed mellem musik og bøger, men han er en ondskabsfuld satan, der forsøger at spille sine følelsesmæssige kort, så han selv for størst mulig fordel af dem og så han kan skade sin 60-årige søn, Henrik, mest muligt. En af filmens mest brutale scener en samtale mellem den 80-årige Johan og den 60-årige Henrik. Konflikter mellem forældre og børn har ingen alder!

Bergmans betændte forhold til faderen fulgte ham op i en høj alder. Da han var over 70, overlod han det i begyndelsen af 1990-erne til Bille August at filmatisere manuskriptet om sine forældre, "Den gode vilje". Mødet mellem de to nordiske instruktører var succesfuldt, og August vandt med filmen sin anden guldpalme i Cannes. Nogle år senere vandt Thomas Vinterberg en Cannes-pris med dogmefilmen "Festen", hvor den store kædedans er inspireret af en tilsvarende scene i "Fanny og Alexander".

I 1989 modtog Bergman Københavns Universitets Sonningpris. Han kvitterede ved at donere pengene til et rejselegat for danske film- og teaterfolk. Bergman-legatet er blandt andet blevet givet til instruktørerne Kaspar Rostrup, Søren Kragh-Jacobsen, Thomas Vinterberg, Erik Clausen, Lars von Trier, Susanne Bier, manuskriptforfatterne Kim Fupz Aakeson, Anders Thomas Jensen, skuespillerne Sofie Gråbøl, Paprika Steen, Nikolaj Lie Kaas, Trine Dyrholm, filmfotografen Dirk Brüel og filmklipperen Janus Billeskov Jansen.

Det er synd for menneskene hos Bergman. Synd, at de hverken kan finde glæde eller samvær, men synes tvunget til at ende i ensomhed, fordi de bliver ved med at gentage omgangsformer fulde af had og skuffelse. For kunstneren selv blev opgøret med barndommens strenge religiøsitet og mistroen til menneskene centrale temaer.

kultur@kristeligt-dagblad.dk