En ateistisk, homoseksuel, socialdemokratisk jøde, der under nazistyret havde levet under jorden i Danmark, fik som generalstatsadvokat i Frankfurt i 1963 iværksat den banebrydende Auschwitz-proces, som brød med efterkrigstidens tyske tabuisering af holocaust.
En fattig, irsk danserinde gav sig i München ud for at være en adelig spansk diva og fik fordrejet hovedet så meget på kong Ludwig I af Bayern, at münchnerne til sidst fik nok af dennes kærlighedssyge ødselhed og i 1848 tvang kongen til at abdicere.
Og en provokatør af en præst havde i slut-1980'ernes Leipzig modet til at trodse DDR-styret og åbne sin kirke for systemkritikere og protestsangere og var med sine fredsbønner med til at bane vejen for Berlinmurens fald i 1989.
Det er igennem bevægende, kulørte og imponerende livshistorier som dommeren Fritz Bauers, svindlersken Lola Montez' og præsten Christoph Wonnebergers, at Henriette Harris i sin nye bog ”Tyskland er et land for voksne” tegner portrætter af seks tyske byer. Ud over Frankfurt, München og Leipzig er det Bonn, Weimar og Lübeck, hvor læserne bliver guidet ad byrundture med forskellige kulturhistoriske temaer, der strækker sig fra kristendom og jødedom over kunst og musik til barbari og revolution.
Henriette Harris er bosat i den tyske hovedstad og skrev for seks år siden den anmelderroste kulturguide ”Berlin Berlin”. I forordet til sin nye bog kalder hun det uretfærdigt, at Tyskland for mange danskere blot er et land, de kører igennem på vej sydpå, og som de på grund af Besættelsen har et anstrengt forhold til. For den danske rejsende vil i Tyskland få ”enestående kulturelle og historiske indtryk, der binder den tyske kultur nært sammen med den danske”.
Det argumenterer forfatteren godt for i bogen, hvis titel henviser til, at både man selv og tingene, der sker omkring én, bliver taget alvorligt i et land, hvor fortidens ugerninger huskes.
Den gennemgående ledetråd er da også de tyske forbrydelser under Anden Verdenskrig samt fortællingerne om de personligheder, både nulevende og historiske, med en tilknytning til de pågældende byer, som har gjort indtryk på forfatteren. Selvfølgelig hører Nobel-forfatterne Thomas Mann og Günter Grass til hansestaden Lübeck. Klassicismens centrum Weimar er utænkeligt uden digteren Johann Wolfgang von Goethe, ligesom den gamle vesttyske regeringsby Bonn er uløseligt forbundet med kansler Konrad Adenauer.
Men det er de mere ukendte skæbner, der gør bogen læseværdig, og som giver lyst til at gå i personernes fodspor i de forskellige byer. Som når man gribes af, hvordan den russiske maler Vasilij Kandinskij forlod sin mangeårige samleverske, Gabriele Münter - et brud, der har sikret museet Lenbachhaus i München en enestående samling af malerier fra kunstnergruppen Blauer Reiter. Og når hun fortæller den europæiske finanshovedstad Frankfurts historie ud fra dens nuværende og afdøde jødiske indbyggeres perspektiv.
De steder, hvor Henriette Harris' kulturguide fungerer bedst, bliver man imponeret over hendes evne til at flette de forskellige skæbner og de steder, der har betydet noget i deres liv, sammen i ét sammenhængende portræt af en by, efterfugt af nyttige og skæve tips til museer, tesaloner og bydele. Og det er især, når hun får en præst som Christoph Wonneberger til at fortælle om, hvorfor fremtiden skal provokeres, at historierne bliver lyslevende.
Der er også enkelte steder og portrætter, der ikke rigtigt fænger. Blandt andet tog det denne anmelder en rum tid at vænne sig til, at der kun yderst sjældent er billeder af de historiske personer, bogen beskriver.
Ligesom enkelte portrætter desværre glider lidt ud i sandet undervejs, for hvorfor var det, at Ludwig Börne, der blev født i Frankfurts Judengasse, endte som en frigørelsens forkæmperSamtidig er H.C. Andersens tilknytning til Weimar og især dens storhertug over 13 år underholdende læsning, men det ville måske have været mere interessant med et portræt af en af de personer, der tegnede Weimar-republikken.
Politik er dog hverken forfatterens fokus eller styrke. Hvor den uddannede cand.mag. begår sig hjemmevant udi beskrivelserne af komponisters og kunstsamleres liv, halter det mere, når det gælder kanslere som Willy Brandt og Konrad Adenauer.
Således er sidstnævntes vægtige formandskab for det kristeligt-demokratiske CDU end ikke nævnt i bogen, ligesom forfatteren heller ikke helt kan finde ud af, om Kul- og Stålunionen så dagens lys i 1951 eller 1952.
Men det er småting i en bog, som i høj grad giver lyst til at udforske Tysklands kultur og historie.
linde@k.dk