Hjemme hos Joseph og Magda Goebbels er der stadigvæk ballade: ”Jeg veksler ikke mange ord med Magda”, står der i Goebbels’ dagbog. ”Det er også det bedste.” 

Goebbels kaster sig i stedet over sit arbejde og modtager adskillige kvindelige og mandlige besøgende, deriblandt kronprins Umberto af Italien med gemalinde, den italienske minister Dino Alfieri, den engelske diplomatfrue Sarita Vansittart (”skinhellig dame”) samt en del skuespillerinder. Ministeren befinder sig i det hele taget bedst i rollen som kvindebedårer. 

Hvor køligt Goebbels end behandler sin kone, så kan han ikke få affæren med Lüdecke ud af hovedet. Han spørger hele tiden sig selv, hvordan Magda kunne finde på at være så letsindig og indlade sig med en så tvivlsom person som denne Lüdecke.

Annonce: Køb bogen her

Det er ikke første gang, der er risiko for, at Goebbels kommer ud i politisk turbulens på grund af sin kone. Den fireogtrediveårige Magda er en kvinde med en fortid. 

Johanna Maria Magdalena kom til verden i Berlin-Kreuzberg i november 1901. Familieforholdene var fattige og rodede. Auguste Behrend – Magdas mor – var toogtyve år gammel, da datteren blev født, og har for nylig fået arbejde som tjenestepige hos en velhavende familie i Bülowstraße. Magdas far er tilsyneladende ukendt, i hvert fald nævnes der ikke et fædrene ophav i hendes fødselsattest. Fru Auguste påstår senere, at den rige entreprenør dr. Oskar Ritschel fra Bad Godesberg er Magdas far, ham giftede hun sig endda med for så senere at blive skilt fra ham igen. 

Men det passer ikke – Auguste Behrend og Oskar Ritschel har aldrig været gift, og det får Magda først at vide i slutningen af oktober 1931. ”Magda sidder dér, helt sønderknust”, skriver Goebbels i sin dagbog. ”Hendes mor har fortalt hende, at hun ikke har været gift med hendes far. Magda vidste endnu intet om det. Nu er hun utrøstelig.” Men for Magda bliver det værre endnu: Ritschel er heller ikke hendes far.

Sandheden er kompliceret. Oskar Ritschel, den fremadstræbende fabrikantsøn, og Auguste Behrend, den unge kvinde fra beskedne kår, støder formodentlig på hinanden i det stilfulde hotel Dreesen ved Rhinen i Bad Godesberg, hvor Auguste arbejder en sæson som stuepige. 

Der opstår åbenbart intim kontakt mellem de to, for Ritschel fatter ikke mistanke, da Auguste betegner den forestående familieforøgelse som hans – Ritschels – barn. Han betaler frivilligt tre hundrede mark om måneden og finansierer også Magdas skolegang nogle år senere. Hvad Ritschel dog ikke aner: Den lille piges biologiske far er ikke ham, men den jødiske købmand Richard Friedländer, født 1881, som Auguste først gifter sig med i 1908. Richard Friedländers officielle papirer attesterer, at Magda er hans datter. Det er altså den sandhed, man er bange for i det goebbelske hjem: Magda har en jødisk far.

Det står ikke helt klart, om og hvordan Oskar Ritschel og Richard Friedländer gennemskuer Augustes dobbeltspil. I december 1931 lader Die Rote Fahne, centralorgan for Tysklands kommunistiske parti, KPD, i hvert fald ingen tvivl tilbage om, fra hvis lændekraft Magda stammer. ”Hun er født Friedländer”, skriver bladet spydigt. ”Dette ikke ligefrem ariske navn passer fint til hendes ægtemands rene arieransigt. Vi er ikke antisemitter, men at Goebbels gifter sig med en, der er født jøde, skal lige noteres for morskabs skyld.”

Goebbels får omgående dementeret oplysningen i sin partiavis, Der Angriff, men i sit stille sind har han sine tvivl om Oskar Ritschels faderskab. Han fornemmer åbenbart, at han gifter sig ind i en vanskelig familie. Sin svigermor oplever Goebbels som en ”gyselig person”, der giver ham ”brækfornemmelser”, mens han synes, Ritschel er en ”sjover og elendig moralhykler.” 

I juni 1934 får han så en ”forfærdelig ting” at vide af Magda. Goebbels er så chokeret, at han ikke tør skrive det frygtelige ned. Han censurerer sin egen dagbog og kommer med vage hentydninger. ”Forfærdelige scener. Jeg er fuldstændig rystet.” Og endelig: ”Vi er adskilt i det indre.” Mon Goebbels i det øjeblik får at vide, at Richard Friedländer er Magdas fædrene ophav?

Men tilbage til august 1936. Måske sidder Goebbels endnu en gang og tænker på den kære familie – på sin svigermor, på Oskar Ritschel eller Richard Friedländer. Og nu også Magdas affære med denne Lüdecke. Goebbels noterer i dagbogen: ”Jeg skal bruge lang tid for at komme mig over det.” Det tager nøjagtig tre dage.

UDDRAG AF DAGSINSTRUKSERNE PÅ RIGSPRESSEKONFERENCEN: ”Aviserne bedes gøre tydeligt opmærksom på, at der stadig er tilstrækkeligt med overnatningsmuligheder i Berlin, også til besøg på en eller to dage.”

Dagens mand hedder Erich Borchmeyer – i det mindste for Adolf Hitler. Sådan ser de knap hundrede tusind tilskuere på Olympiastadion formodentlig ikke på det, for dem er det en anden, der er stjernen: Jesse Owens, det toogtyveårige løbermirakel fra Oakville i den amerikanske stat Alabama. Efter de indledende løb og kvart- og semifinalen finder den med spænding ventede finale i mændenes hundredemeterløb sted i dag klokken sytten. 

Af treogtres atleter har seks kvalificeret sig – de er de hurtigste mænd i verden. Jesse Owens anses som den største favorit, men Føreren sætter sin lid til tyskeren Erich Borchmeyer. 

Tryllebundet ser hele stadion ned på startpladserne, hvor de seks elitesportsmænd nu indfinder sig. Resultatet af lodtrækningen om banerne blev, at Jesse Owens skal løbe i inderste bane, derefter følger svenskeren Lennart Strandberg, tyskeren Erich Borchmeyer, hollænderen Martinus Osendarp og på banerne 5 og 6 amerikanerne Frank Wykoff og Ralph Metcalfe. 

Franz Miller har en lang hvid kittel på og ser ud som en tandlæge eller indehaveren af et veldrevet apotek, men det er helt ved siden af: Miller er starteren af løbekonkurrencerne og noget helt særligt. Med sindsro forklarer den korpulente mand endnu en gang hver atlet startkommandoen. Et specialudviklet filmapparat til tidtagning fra firmaerne Zeiss-Ikon og Agfa kommer til anvendelse i Berlin. Med startskuddet udløser Miller en elektrisk impuls, som starter tidstælleren og målkameraet. Efter cirka ti minutter kan billederne analyseres af dommerne.

Klokken er lidt i fem, og løberne indtager deres pladser. Martinus Osendarp virker nervøs og står og tripper foran sit starthul. Ralph Metcalfe slår korsets tegn, inden han knæler ned til start. Der er dødsensstille på stadion. Så hører man Franz Millers stemme: På pladserne … færdige … og start-skuddet knalder gennem stadion. 

”Forestil dig, at du løber på et underlag af flammende ild,” har Jesses træner lige hvisket til ham. Det ser han ud til at efterleve nu. Owens løber, som om han slet ikke berører jorden. Han flyver hen over slaggebanen og tager straks føringen. På halvvejen har Jesse allerede et forspring på to meter foran Osendarp og Wykoff. Ingen kan måle sig med ham, men pludselig kommer Metcalfe flintrende og udfordrer Owens i en forrygende slutspurt. Efter 10,3 sekunder løber Jesse Owens over målstregen, Ralph Metcalfe og Martinus Osendarp følger hver 0,1 sekund senere. Erich Borchmeyer, Adolf Hitlers store håb, kommer ind på en femteplads. 

Jubelen på Olympiastadion vil ingen ende tage. ”Jesse!” råber tilskuerne i talekor. Genstanden for jubelen kigger næsten vantro rundt i det store stadion og vinker til sine fans. I førerlogen er tømmermændene begyndt at indfinde sig. Hitler vender sig om og siger noget til de mænd, der sidder bag ham. Den officielle avis Olympia-Zeitung skriver næste dag det, som mange i Hitlers følge nok har tænkt i dette øjeblik: ”Selvom vi allerede kunne se udlændingenes overlegenhed ud fra de tider, som de løb på i mellemrunderne, kunne der så ikke ske et mirakel? Kunne det ikke lykkes for den toogtrediveårige Borchmeyers viljekraft at holde sig blandt de tre første?” Åbenbart ikke.

Der går forskellige rygter om det, som sker nu. Hitler nægter at lykønske Owens med sejren, siges det. Men denne historie passer nok ikke. Efter at Hitler egenrådigt har modtaget de sejrende kvinder i spydkast i sin loge på legenes første dag, meddeler Den Internationale Olympiske Komité ham, at statsoverhovedets lykønskninger ikke er foreskrevet af protokollen. Hitler afstår derefter fra flere gratulationer. 

En del af sandheden er dog også, at Hitler under alle omstændigheder gerne ville undgå at stå ansigt til ansigt med Owens. Da rigsungdomsfører Baldur von Schirach foreslår Hitler at lade sig fotografere sammen med Owens, bliver Føreren vred: ”Amerikanerne skulle skamme sig over, at de vinder deres medaljer med negre. Jeg giver ikke denne neger hånden.”

Adolf Hitler, som jo også er protektor for De Olympiske Lege, har sin helt egen formodning om, hvorfor Jesse Owens vandt i dag. Hitlers yndlingsarkitekt, Albert Speer, husker følgende forklaring: ”Mennesker, hvis forfædre stammede fra junglen, var primitive – mere atletisk bygget end de civiliserede hvide, sagde han med et skuldertræk, de udgjorde en konkurrence uden sammenligning, og følgelig skulle man udelukke dem fra kommende lege og sportskonkurrencer.” Men det bliver værre endnu for Hitler: Det bliver ikke ved den ene guldmedalje til Jesse Owens.

Nyheden om Owens’ sejr breder sig med lynets hast, også til Southampton i England, hvor der bliver postet et brev til sprinteren underskrevet af ”J.M. Loraine”. Ved medaljeoverrækkelsen skal atleten sige følgende ord, mener brevskriveren: ”Det var en ære for mig at repræsentere mit land her og en glæde at konkurrere med de bedste løbere. Men prisen fra Deres regering, som prædiker racehad, må jeg afvise med foragt.” Jesse Owens modtager aldrig dette brev, da post til eliteudøverne bliver taget og åbnet. Originalen finder vej til Gestapos aktstykker, en kopi går til Reinhard Heydrich.

UDDRAG AF DAGSINSTRUKSERNE PÅ RIGSPRESSEKONFERENCEN: ”Hvor glædelige de tyske sejre end er, så lidt passende er det kun at nævne de tyske toppræstationer i overskriften. De udenlandske sejre må ikke forsmås. Racestandpunktet skal på ingen måde komme til anvendelse ved omtalen af de sportslige resultater; frem for alt skal negrene ikke rammes på deres ømme punkter. Også de mindre kendte medlemmer af den Internationale og Nationale Olympiske Komité skal nævnes en gang imellem.” 

En verdensmand! Det tænker alle vel, som møder Mostafa El Sherbini for første gang. Skoene er pudset skinnende blanke, det moderne jakkesæt (i 1936 bærer man dobbeltradet habit) sidder perfekt, og det kulsorte, let krøllede hår er friseret stramt tilbage. Ingen tvivl om det: Den otteogtyveårige egypter er noget. Hvis bare han ikke smilede hele tiden! Det er dette sardoniske smil, som virker forstyrrende i Mostafas ansigt. 

Når man ser nøjere på den unge mand, kunne man tro, han var gigolo. Det er ikke helt forkert, for ligesom Leon Henri Dajou begynder Sherbini sin karriere som danser. Desværre ved vi ikke præcis, hvornår han kommer til Berlin fra sin fødeby, Kairo. På et tidspunkt er han der i hvert fald og smiler sig fra nu af ind i damernes hjerter. Blandt de ganske mange, der falder for den flotte laps’ charme, er Yvonne Fürstner.

Yvonnes forældre, Alice og George Solman, bliver skilt tidligt, og fru Alice gifter sig igen med den stenrige greve Konrad von Frankenberg und Ludwigsdorf. Da adelsmanden ikke har nogen biologiske børn, adopterer han Yvonne og hendes søster Lieselotte, gør pigerne til grevinder og udstyrer dem med en anselig formue. 

Yvonne von Frankenberg, som hun nu hedder, er ganske vist et godt parti, men hun har ikke lyst til at binde sig. Ægteskabet med købmanden Robert Treeck ender med skilsmisse, ligesom hun bliver skilt fra den væsentlig ældre musikforlægger Otto Fürstner. Da Yvonne Fürstner er i starten af trediverne, lærer hun så Mostafa El Sherbini at kende, og efter kort tid danner de to par.

Mostafa drømmer om at få sin egen bar. Det skal være et pænt sted – helst en bar og en grill, som det er på mode nu. Og selvfølgelig skal der være plads til et orkester og til interessante små varietéindslag. Ja, hvis det stod til Mostafa, skulle Berlins high society mødes hos ham. 

Mostafas ambitioner og Yvonnes penge lægger endelig grundstenen til Sherbini-bar i Uhlandstraße 18, med den bedste beliggenhed ikke langt fra Kurfürstendamm. Etablissementet, der er indrettet i art déco-stil, åbner dørene i september 1933 – på det tidspunkt har Adolf Hitler allerede været rigskansler i mere end et halvt år.

Hitler kommer aldrig til at sætte sine ben i Sherbini-bar, ja, efter al sandsynlighed hører han heller aldrig om, at den eksisterer. Og alligevel kan den tyske diktator siges at være det store modbillede til Mostafa og Yvonne. Alt, hvad der foregår i Sherbini-bar, afviser Føreren fuldstændig. ”Her har tiderne ikke ændret sig”, vurderer nazibladet Berliner Herold. ”Her ser verden på Kurfürstendamm ud nøjagtig som inden 1933. Vild jazzmusik, negerdanse, luksuspriser, fremmede sprog – nogle gange tror man ikke, man er i Berlin, men på Montparnasse.” Bladsmøreren i Herold mener denne opremsning som en knusende dom. Yvonne og Mostafa opfatter det som en kompliment. 

Selvom Sherbini-bar først er åbnet efter nazisternes magtovertagelse, lykkes det den at udvikle sig til et alternativ til det brune folkefællesskab. Her blomstrer i det små en verden, som allerede er gået til grunde andre steder i Berlin. Publikum i Sherbini-bar består således af kunstnere, skuespillere, erhvervsdrivende, diplomater og politikere. Ernst Udet kommer der såvel som tennisstjernen Gottfried von Cramm eller Martha Dodd, datteren af den amerikanske ambassadør i Berlin, som plejer at kaste sig ud i sine kærlighedseventyr i Uhlandstraße. 

Men baren er også mødested for eksilegyptere, som der er ikke så få af i Berlin. De ansatte på den egyptiske ambassade i Tiergartenstraße er jævnligt gæster hos deres landsmand. Men af og til kigger også Ahmed Moustafa Dissouki, ejeren af Ciro-bar, ind hos sine venner Mostafa og Yvonne. 

En anden gæst er den toogtyveårige studerende Aziz de Nasr fra Gharbia i Egypten. Aziz bor til leje hos fru Luise Oppenheim og har egentlig slet ikke råd til at komme i et så dyrt etablissement. Men på en eller anden måde har Aziz fundet hen i Sherbini-bar og har forelsket sig hovedkulds i Yvonne. Så ofte som muligt besøger han baren og forfølger sin tilbedte alle vegne med romantiske blikke.

Fra begyndelsen er rollerne i baren entydigt fordelt: Sherbini er konferencier, organiserer det kunstneriske program og er foretagendets ansigt udadtil. Som forretningsfører holder Yvonne sig mere i baggrunden. Alligevel har hun et sikkert greb om det hele, og i nødstilfælde viger hun heller ikke tilbage for at gå håndfast til værks. 

Nogle gange er der problemer, en gæst bliver nærgående eller vil ikke betale regningen – til de situationer har hun anbragt en gummiknippel under bardisken. Gud ske lov har hun ikke brug for den ret tit. Så meget desto højere kan bølgerne til gengæld gå derhjemme. 

Sherbini ser ud som en laps og har et temperament som en orientalsk potentat. Yvonne kalder ham ”min iltre elskede”, fordi Mostafa kan være meget kærlig, men også frygtelig ilter. ”Hvad den iltre elskede angår, tror jeg næsten ikke, vi nogensinde kommer til at opleve, at han forbedrer sig. Man skal simpelthen måle iltre mennesker med en anden målestok”, skriver Yvonne engang til sin søster.

I august 1936 er Sherbini-bar en af de mest eftertragtede adresser i Berlins natteliv. I de varme sommermåneder går det ganske vist ikke alt for godt for forretningen, men under De Olympiske Lege med de mange besøgende håber Yvonne på alle tiders omsætning. 

Mostafa vil byde gæsterne fra ind- og udland velkommen og føre dem gennem aftenen, han vil smile meget, konversere med herrerne og flirte med damerne, imens vil forretningsføreren som sædvanlig opholde sig i nærheden af sin gummiknippel og i øvrigt undgå projektørlyset. Det har Yvonne sine grunde til tre år efter nazisternes magtovertagelse: Hun er jøde.