I den vestlige verden findes der en håndfuld symfoniorkestre, der har et særligt ry og en lang og glorværdig historie. Et af dem er Berlinerfilharmonikerne, der blev grundlagt tilbage i 1882 – for øvrigt under medvirken af den danske fløjtenist og komponist Joachim Andersen, der i en periode desuden var assisterende dirigent for orkestret.
Siden har en række af musikhistoriens største navne dirigeret i den tyske metropol – Johannes Brahms, Gustav Mahler, Richard Strauss, Wilhelm Furtwängler, Herbert von Karajan og Claudio Abbado – for blot at nævne nogle af de mest betydelige.
Forventningerne var derfor store, da det berømte ensemble under ledelse af dets 49-årige chefdirigent Kirill Petrenko i tirsdags skulle give koncert i Musikhuset i Aarhus. Programmet var enkelt: inden pausen Mendelssohns tredje symfoni med tilnavnet ”Den Skotske” fra 1842 – og dernæst Sjostakovitjs symfoni nr. 10 fra 1953, altså et repertoirespænd på mere end hundrede år.
Mens Mendelssohn hentede inspiration til sit værk i det fjerne skotske højland, var Sjostakovitj anderledes påvirket af de aktuelle begivenheder i sit hjemland. Det var ikke let at være skabende kunstner i Sovjetunionen, men måske varslede Stalins død i marts 1953 bedre tider? Under alle omstændigheder er den 10. symfoni ofte sat i forbindelse hermed, ja den næsten uhyggeligt hvirvlende andensats er ofte blevet tolket som et miniportræt af den sovjetiske diktator.
Da musikerne trådte ind på scenen i Symfonisk Sal, kunne man konstatere to ting. For det første, at de fremragende træblæsere, man kender fra et væld af dvd- og cd-udgivelser (fløjtenisten Emmanuel Pahud, oboisten Albrecht Mayer, klarinettisten Wenzel Fuchs og fagottisten Daniele Damiano), alle indtog deres pladser – og for det andet, at der ikke var meget mere end en håndfuld kvinder på scenen. Berlinerne har gennem generationer været et ”boyband”, og Herbert von Karajan satte i sin tid al sin prestige på spil for at få den første kvinde, klarinettisten Sabine Meyer, indlemmet i orkestret. Det lykkedes, men ikke uden sværdslag, og hun blev angiveligt frosset ud.
Med forlov kan chefdirigent Kirill Petrenko, der stammer fra Omsk i Sibirien, lede tankerne hen på en trold fra et H.C. Andersen-eventyr, men der er nu ikke noget eventyrligt over hans optræden på podiet, tværtimod agerer han nøgternt, som den eminente musikalske håndværker han er. Han gav en ganske smuk, men måske noget konturløs fortolkning af Mendelssohn-symfonien; kønne klange, men uden det svævende lette flow, der i de bedste opførelser kendetegner dette værk. Mere rutine end inspiration, forekom det mig.
Først i Sjostakovitj-symfonien foldede berlinerne sig ud i al deres orkestrale pragt, og deres suveræne aflevering af den blot fem minutter lange ”Stalin-sats” tog næsten vejret fra publikum, messingblæserne bragede løs i denne hidsige allegro, strygerne flåede heftigt løs på deres strenge, og jeg har sjældent hørt et mere overbevisende hornspil end det, Stefan Dohr efterfølgende præsterede.
Det var verdensklasse hele vejen rundt, lige fra den glimrende koncertmester Noah Bendix-Balgley til Jelka Weber på piccolofløjte, og aarhusianerne tiljublede forståeligt nok det unikke orkester.