Prøv avisen

Berlinmur og finanskrise

Berlinmuren i 1987 i Kreuzberg. Arkivfoto.

Omvæltende verdenshistoriske begivenheder har naturligvis indflydelse på de ideologiske strømninger. Men nogle gange kan indflydelsen tage sig lidt mystisk ud

Da Berlinmuren faldt i 1989, og den såkaldte reelt eksisterende socialisme brød sammen, betød det naturligt nok enden på den Sovjet-associerede kommunistiske verdensbevægelse, herhjemme repræsenteret af DKP, hvis sidste formand, Ole Sohn, i denne uge tog vandringen fra SF til Socialdemokraterne. Mere påfaldende var det dengang, at Murens fald også betød enden på den såkaldt udogmatiske socialisme, der dog ellers altid havde hævdet, at den ikke havde noget tilfælles med statskapitalismen i Sovjetunionen og Østeuropa. Som Erik Meier Carlsen skrev i Information i lørdags:

Venstrefløjen undervurderede, hvor radikalt et nederlag for planøkonomien det vil sige frimarkedsfornægtelse der var tale om. Og hvor massiv en udstilling af den leninistiske kadre-strategis uholdbarhed der samtidig kom til syne.

I mange år havde man ellers på venstrefløjen gjort meget ud af at skelne mellem det gamle venstre (DKP) og det nye venstre (der fandtes i forskellige generationer med SF og senere VS). Nu var det, som om det gamle venstres kollaps ned i et sort hul var så dramatisk, at det nye venstre også blev trukket med.

LÆS OGSÅ: Den krakelerende kærlighedsgraffiti på Pompejis mure

Mange borgerlige kritikere vil sikkert finde det meget logisk, fordi der ifølge dem ikke reelt har eksisteret forskellige slags venstreorienterethed. Jeg synes nu stadig, det er mærkeligt. Det kan være svært at udtænke paralleller, men det ville svare lidt til, at én stor religion (for eksempel kristendommen) pludselig og dramatisk blev falsificeret for eksempel ved at det blev bevist, at Jesus aldrig havde eksisteret eller aldrig var blevet korsfæstet. Og at denne afsløring så også rev alle andre religioner med sig i faldet.

Under alle omstændigheder forsvandt socialismen som noget, der lignende et samfundsmæssigt alternativ. Selvfølgelig vedblev venstrefløjen med at eksistere, men mest i form af et diffust protestskrig, en moralisme, som Meier Carlsen kalder det, ikke som en politisk eller økonomisk position med strategi og troværdighed. Undtagelsen var SF, som med Søvndal-linjen tog sigte mod at være et regeringsdueligt alternativ.

Som bekendt var det salget af en del af DONG til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der drev SF ud af regeringen. Dermed er forbindelsen sluttet til en anden skelsættende begivenhed i den nyere verdenshistorie: finanskrisen fra 2008 og frem. Goldman Sachs er et af symbolerne på finanskrisen, og den følelsesmæssige provokation ved at sælge til dem er derfor enorm. Hvordan kunne Bjarne Corydon & co. i den grad undervurdere dette aspekt?

Fordi finanskrisen aldrig rigtig har fået ideologiske konsekvenser. Det er lige så mærkeligt som med Berlin-muren, men det er på den omvendte måde. Murens fald fik større konsekvenser, end man skulle tro. Finanskrisen fik langt mindre konsekvenser, end man skulle tro. Overtegnede klummeskriver er litterat og har meget lidt indblik i økonomiske sammenhænge, men jeg undrer mig i al enfoldighed: hvorfor blev finanskrisen ikke liberalismens Berlinmur? Hvordan kan både politik og økonomi køre videre næsten som business as usual, når stater måtte træde til og forhindre storbanker i at forsvinde ned i det sorte hul?

Selvfølgelig har krisen ikke været helt uden ideologiske konsekvenser, men de befinder sig på et følelsesmæssigt plan, der handler om troværdighed. Reklamemanden Frederik Preisler rammer det på kornet, når han i lørdags i forbindelsen med DONG-protesterne udtaler i Berlingske: Den autoritet og troværdighed, som politikerne og de store finansielle spillere havde før finanskrisen, den har de ikke mere.

Det var samme voldsomme reaktion, der ramte Danske Bank, da de med New Standards, New Normal-kampagnen lod, som om man bare kunne ignorere finanskrisen og nu gå over til noget helt andet.

Ekstremister og populister vil naturligvis aldrig føle sig overbeviste, når en Bjarne Corydon toner frem på skærmen og med sin dybe bas bekendtgør, at der er styr på tingene. Men det vil mange pæne mennesker heller ikke, og det er den store forskel på før og efter finanskrisen, hvis ideologiske konsekvenser vi endnu kun kan gisne om.

Nils Gunder Hansen er ansat ved Syddansk Universitet og er anmelder ved Kristeligt Dagblad. I klummen Tidens tegn skriver han hveranden uge om tendenser inden for kultur, samfund og hverdagsliv