Prøv avisen

Berlins historie vender tilbage

Ida Hattemer-Higgins: Historiens historie. Oversat fra amerikansk af Svend Ranild. 332 sider. Tiderne Skifter

Amerikanske Ida Hattemer-Higgins har skrevet en ambitiøs, men kun delvist overbevisende roman om arven fra det nationalsocialistiske Berlin

Da Margaret kom ud fra nummer 88, kiggede hun op mod himlen, og dér for øjnene af hende var byens beboelsesejendomme, alle sammen forvandlet til kød. (...) Bygningernes ydermure svulmede op og trak sig sammen, så tunge af liv at det så ud som om huden der var strakt over facaderne, skjulte et gigantisk foster eller et sæt opsvulmede organer: roligt, hyppigt og enorm.

LÆS OGSÅ: Tyskland vånder sig efter nazisag ved De Olympiske Lege

Husnummeret, som hovedpersonen i den amerikanske forfatter Ida Hattemer-Higgins surrealistiske roman Historiens historie i denne scene træder ud ad, er næppe valgt tilfældigt: 88 bliver indtil i dag af tyske nazister benyttet som kode for Heil Hitler udtrykt af to gange det ottende stav i alfabetet: HH. Og dermed er scenen også sat for romanen, der i den grad handler om historiens kontinuitet og tilstedeværelse i byen Berlin.

Udgangspunktet er i romanen en ung amerikansk studerende med tyske aner, der har bosat sig i Berlin, hvor hun ved siden af sit studie arbejder som guide for turister på ture til byens historiske steder især til resterne af det nazistiske Berlin, der stadig skjuler sig bag bygningers mure og under deres kældre. For hovedpersonen, Magaret Taub, begynder denne historiske arv dog på tiltagende vis at trænge sig på i en ny og levende form.

I stedet for blot at bestå af døde mursten og sammenfaldne ruiner begynder byen for hende at være levende igen: Den tager form af rådnende kød fra nazitidens ofre, og samtidig bliver hovedpersonen konfronteret med besynderlige gengangere og spøgelser, der viser det sig tilhører henholdsvis den nazistiske propagandaministers kone, Magda Goebbels, og det jødiske ægtepar Franz og Regina Strauss. Parterne har det tilfælles, lærer romanen os, at de har slået deres egne børn ihjel under nazitiden: For Goebbels vedkommende som resultat af det tyske nederlag og for det jødiske ægtepar som desperat forsøg på at beskytte dem fra den forestående deportation.

Spøgelserne og byens surrealistiske form skal i Hattemer-Higgins roman tydeligvis illustrere historiens konstante nærvær og tilstedeværelse i Berlin og den amerikanske originaludgave af romanen har således også tilføjet undertitlen A Novel of Berlin.

Den unge amerikanske studerendes psykiske sammenbrud afspejler således i en særlig og delvist også ganske imponerende form, hvordan den fortrængte historie stadig lever i Tysklands hovedstad og vender tilbage for at hjemsøge dens nutidige, levende beboere. Hattemer-Higgins forbinder derfor også dette emne med etiske og filosofiske spørgsmål om individuelt ansvar og om døden, nazismen og ubearbejdet skyld.

Men det er præcis her, at romanen taber en del af pusten. For mens den med sine utraditionelle sprogbilleder og sit delvist surrealistiske virkelighedssyn virker forfriskende og interessant, fremstår de filosofiske og etiske dilemmaer, som diskuteres i romanen, kun delvis gennemtænkte. De virker ofte kortsigtede, og gang på gang får man fornemmelsen af, at de er skrevet af en amerikaner, der forsøger at forstå de tyske konflikter omkring landets historiske arv uden for alvor at have kendskab til dem.

Mange af de dilemmaer, som romanen prøver at komme ind på, er meget kendte i en tysk kontekst og ofte beskrevet i en mere overbevisende form end hos Hattemer-Higgins.

Alligevel er romanen ikke uinteressant. Den vidner ligesom en del nyere bøger fra både Tyskland og andre dele af verden om en yngre generations forsøg på at komme ind på historiens arv og på de konsekvenser, som især det nazistiske Tyskland har efterladt for de nulevende. Med de innovative, surrealistiske sprogbilleder, som forfatteren bruger for at beskrive de gamle spøgelsers tilstedeværelse i byen, adskiller Hattemer-Higgins roman sig tydeligt fra lignende forsøg på at fremstille historiens tilstedeværelse i dag. På samme tid mangler romanen dog en dybde og en mere kompleks forståelse af samme historiske arv. Romanen er særlig og innovativ, men kan desværre alligevel kun delvist overbevise.

Moritz schramm