I 1972 oversatte Regnar Mandsbjerg Bertolt Brechts ”Klassedigte”. 46 år senere har han så forestået det hidtil største udvalg af Brechts digte på dansk nogensinde.
I ”Brecht i udvalg” kan man se Mandsbjerg i kortene, idet forlaget har bekostet opsætning med tysk paralleltekst. Tilbage står indtrykket af en meget gennemarbejdet og solid oversættelse af en af Tysklands største lyrikere, som for øvrigt også var en stor charmør med det rette tag på damerne. Margarete Steffin blev således både Brechts elskerinde og vigtigste medarbejder. Alligevel forlod han den døende Steffin på et tuberkulosesanatorium i Moskva i 1941. Den inkarnerede kommunist foretrak nemlig et eksil i det kapitalistiske Californien frem for det stalinistiske Moskva.
Steffins død slog ham ud en rum tid, og at han var forlegen over sin adfærd fremgår af digtet ”Efter min medarbejder M.S.’s død”: ”Jeg skammer mig/ over at være fritstillet og/ ramt af ulykke”.
Mandsbjerg har skrevet et udmærket forord, hvor han blandt andet fortæller om tilblivelsen af digtet ”Løsningen”. Den 17. juni 1953 protesterede østtyske arbejdere i Berlin over dårlige arbejdsforhold, hvilket fik det sovjetiske militær til at gribe ind. Brecht blev opbragt herover, og selvom han fortsat støttede styret, skrev han ikke desto mindre de aldrig uaktuelle linjer: ”Var det da ikke enklere om regeringen opløste folket og valgte et andet?”
”Brecht i udvalg” rummer tillige mange digte med eksistentiel resonans. ”Da jeg på den hvide sygestue på Charité” beskriver, hvordan den kronisk syge digter modstræbender erkender, at alt ikke er politik, men at selve skabelsen er skøn: ”Nu var jeg i stand til at glæde mig/ over al solsortesang også efter mig”.
Et andet af udvalgets tankevækkende digte hedder ”Det ondes maske”. Her er Brechts påstand, at vi til stadighed er hyllet i illusioner, og at det gælder om at foretage en vis udskiftning, så vi kommer fra dårlige til mindre dårlige illusioner: ”På min væg hænger et japansk træarbejde/ en ond dæmons maske, bemalet med gyldenlak./ Medfølgende betragter jeg/ de opsvulmende pandeårer som lader ane/ hvor anstrengende det er at være ond.”
Digteren hævder altså, at det ikke er anstrengende at være god. Det er det derimod at være ond. Digterjeget har sågar sympati for den onde dæmonmaske, som har så svært ved at insistere på det onde – jævnfør ”de opsvulmende pandeårer”.
I det hele taget vender Brecht i sin lyrik en række vante forestillinger på hovedet, fordi han på ubesværet måde afhandler stort og småt i tilværelsen. Der er minderige øjeblikke, hvor venskab, ensomhed og musikalsk nærvær toner frem i al sin uforlignelige styrke på en helt anderledes gribende måde end i Brechts dramaer med deres doktrinære marxistiske ballast.