Rifbjergs nye bog er et værdigt punktum

Klaus Rifbjergs sidste fortællekreds er et værdigt punktum. Den er helt igennem rifbjergsk med sin kredsen om besættelsestiden, angsten og erotikken

Klaus Rifbjergs ord lever videre her efter hans død, skriver Lars Handesten. Arkivfoto.
Klaus Rifbjergs ord lever videre her efter hans død, skriver Lars Handesten. Arkivfoto. Foto: Leif Tuxen.

Klaus Rifbjerg: Besat. 176 sider, 249,95 kr. Gyldendal

”Jeg er død, men om mit Spor svæver Livets Skaberord” - skrev Sophus Claussen i 1907 i ”Mennesket og Digteren”.

Ordene falder mig ind, nu da jeg skal anmelde Klaus Rifbjergs sidste samling fortællinger med titlen ”Besat”. Det er en mærkelig bestilling, da Rifbjerg jo netop er død. Men mens jeg har læst hans bog, så har det været med en meget konkret erfaring af, at ordene rækker ud over døden. De er her jo, og jeg læser dem, mens han ikke er mere.

Og det, jeg læser, er så helt igennem rifbjergsk i ordvalg, tanke, motiv og fremstilling, at det er et gensyn og en bekræftelse, en gentagelse og en variation.

”Besat” er en fortællekreds, der drejer sig om besættelsestiden i Danmark og om den permanente mentale besættelse af angst, seksuelle lyster og eksistentiel tomhedsfølelse.

Anslaget antyder en kropslig svækkelse. Det at man ikke mere kan, hvad man engang kunne. At man ikke mere har den samme energi, selvom man nok har den samme vilje. Det drejer sig om en brunkulsslæber, som mister pusten. Og hermed er scenen sat for de næste fortællinger, hvis handlinger - på nær den sidste - udspiller sig i besættelsestiden.

Den første fortælling har titlen ”Angst”. Den handler om pubertetsdrengen, der på den ene side altid er bange for noget, og på den anden side ikke er berørt af konkrete situationer, som ellers nok kunne give anledning til angst.

Angsten kommer med forestillingen om mørket og det uartikulerede og vokser sig så stor, at den besætter drengens krop. Men det kommer aldrig til en udløsning af angsten - ”Så selvom man måske kan sige, at min angst aldrig er bragt til eksplosion, er jeg alligevel altid bange.”

Fortælleren, der senere dukker op i en anden fortælling, forekommer dog i omgivelsernes øjne at være ganske selvsikker. Han har styr på tingene og fremstår da som en rifbjergsk arketype: manden med den blændende facade, der dækker over en indre usikkerhed.

Angsten for det tomme, det sorte, det uforståelige - alt det, der ligger og rumler i det ubevidste, som farlige lyster og længsler, er typiske rifbjergske motiver. Og til det farlige hører ikke mindst seksualiteten, der er som en egen kraft, som sætter sig igennem bag om ryggen på personerne. Det kommer til eksplosivt udtryk i den sidste af fortællingerne, der handler om et barnløst ægtepar, der er sidst i halvtredserne.

Han har aldrig drevet det videre end til at blive fuldmægtig med orden i tingene og tilsyneladende også i tilværelsen. Men der er skjulte lyster og aggressioner hos både ham og hende, og den pæne mand ender med at købe sig til drengesex i kontorets kopirum. Her går det helt galt. Han bliver afsløret og anklaget og ender med at tage sit eget liv. Den kroniske pænhed og uskyld trækker også her vold og død med sig.

Rifbjerg skriver sig tilbage til sit barndoms land i fortællingerne samlet under overskriften ”Tåge”. Her skifter synsvinklerne mellem en families medlemmer, og erindringen om kropslige fornemmelser skildres med vanlig virtuosiset. Har man engang prøvet at sætte et Hellesen-batteri på tungen, ved man, hvordan det snurrer svagt, og fornemmelsen er tør og elektrisk - præcis som Rifbjerg beskriver det.

Ordene genskaber verden, og Rifbjerg giver et fint portræt af en middelklassebesættelsestidsfamilie, hvor børnene hører jazz, og forældrene forsøger at få livet til at gå som sædvanligt, selvom der er rationalisering, og nazisterne terroriserer landet.

Fortællingen er omgivet af to enslydende afsnit med en flydende og sansende bevidsthed. Om det er en tanke eller en fejl, kan jeg ikke lige afgøre, ligesom det også er uklart, hvorfor den samme mand hedder Aage i et afsnit og Tobias i et andet. Under alle omstændigheder er også han en skrøbelig mand, der nok holder facaden udadtil, men som også har svag mave og en lurende angst.

Synvinklen skifter i fortællingen ”Sørensen” til to Hipo-folk, der er på flugt i dagene op til befrielsen.

Rådvilde kører de omkring som to desperadoer på Fyn i en stjålet bil. De terroriserer med våben og forsøger at bilde folk ind, at de er frihedskæmpere, alt imens danskerne æder og drikker sig ind i friheden.

Rifbjerg giver her et stærkt billede af en forhenværende kæmper på østfronten. Han hader den danske magelighed og vil noget andet og mere. Han er båret af en længsel efter noget, han ikke aner, hvad er:

”Noget udenfor, noget andet og større og så langt væk fra dobbelt belagt og Solvejs sjaskede fisse, man kunne komme.”

Det vulgære er Rifbjergs dobbeltgebet. Han kan beskrive det med både lyst og dybeste afsky. Således træder dobbeltheden og splittelsen frem igen og igen som et vandmærke, i alt hvad han har skrevet.

”Besat” er foreløbigt de sidste ord fra Rifbjerg, men ifølge hans forlag, så har han efterladt sig en håndfuld manuskripter, som han ikke nåede at få udgivet. Selv fik han sat et værdigt punktum med disse fortællinger.

kultur@k.dk