Året er 1945. Det er vinter, og du befinder dig i Aarhus. Af uransagelige årsager er du havnet på Gestapos liste over tyskfjendtlige personer. Måske har du nægtet at sælge varer til tyskerne. Måske er du blevet taget efter spærretid. Måske har du begået noget tredje, som du ikke selv er klar over, hvad er.
Derfor er du nu blevet hevet ind til afhøring i en kældercelle i Gestapos nye hovedkvarter i Matilde Fibigers Have nær Aarhus Domkirke. Og uanset, hvad dit forsvar er, lader tyskerne dig ikke gå, men sender dig videre til næste celle, hvor afhøringsmetoderne er korporlige.
Vi spoler tiden 75 år frem og lander i nutiden, hvor Besættelsesmuseet i Aarhus står til at genåbne i det gamle Gestapo-hovedkvarter den 8. april 2020. Museet åbnede i 1982, men har de seneste to år været lukket for at gennemgå en større renovering og opdatering. Et af de nye tiltag på museets cellegang er netop afhøringen af museumsgæster, som foretages af en virtuel tysk Gestapo-mand. Og resultatet er altid det samme. De afhørte museumsgæster vil blive sendt videre til den tilstødende celle, hvor der under Besættelsen blev udøvet tortur mod danskere, som befandt sig i Gestapos A-kartotek, som var det tyske sikkerhedspolitis fortegnelse over personer, som var tyskfjendtlige.
I disse uger er museet en hektisk arbejdsplads, hvor man kæmper for at få den nye udstilling klar til genåbningen. Midt i det hele står museets inspektør og cand.mag. i historie Søren Tange Rasmussen og fortæller om visionerne for det nye besættelsesmuseum i Aarhus.
”Vi vil lave et museum, som kan aktualisere de problemstillinger, der var i besættelsestiden, for kommende generationer – for folk, der ikke har oplevet den tid, og som ikke kan huske den. Det nye museum skal give en god introduktion til, hvordan det var at leve i en større dansk by under Besættelsen. Der ligger nogle utrolig stærke fortællinger i Besættelsesmuseet. Det har længe været et ønske fra Den Gamle Bys side at opdatere formidlingen af de historier, fordi de fortjener at komme mere ud over rampen end i den tidligere formidling. De ældre udstillinger bar præg af mange historiske genstande og plancher med en lille skrifttype. Der kom mange samlere, og det var et museum, som var godt for dem, der i forvejen vidste meget om Besættelsestiden,” fortæller Søren Tange Rasmussen.
Formidlingen på det nye museum bevæger sig væk fra de teksttunge plancher og helt ind i de personer, som oplevede besættelsestiden i Aarhus på egen hånd. Ved at opleve gennem personer, som både kan være fiktive, bygget op af eksisterende kildemateriale, og baseret på virkelige aarhusianere, håber museumsinspektøren at ramme publikums indlevelsesevne.
”Vi tror på, at personfortællingerne skaber identifikation, og det er vores bærende formidlingsgreb i den nye udstilling. Vi vil fortælle om mennesker, som befandt sig i uoverskuelige situationer. Når man bedømmer besættelsestiden i eftertiden, har man haft de gode og de onde på hver deres side af kridtstregen. Man skal huske på, at de, der stod midt i det, ikke vidste, hvordan det ville ende. De kendte ikke omfanget af forbrydelserne eller omfanget af krigen. Det var mere kompliceret at leve på den måde, end man lige tror. Det vil vi formidle,” fortsætter museumsinspektøren og viser ind i et ufærdigt udstillingsrum med overskriften ”Helte og Skurke?”.
Lige her er spørgsmålstegnet afgørende. For én ting er det nye formidlingsgreb, udstillingen tager, men noget andet er en gennemgående nuanceret tilgang til det historiske materiale. I ”Helte og Skurke?” bliver museumsgæsterne stillet over for en række aarhusianske skæbner.
Her er fortællingen om en såkaldt tyskerpige, som af folket blev udskammet i lige så høj grad som ham, der meldte sig til tysk tjeneste og foretog talrige likvideringer af modstandsfolk. Rummets formål er at få gæsterne til at reflektere. Var de to personer skurke, som hørte hjemme i samme liga? Var det landsforræderi at forelske sig i en tysker? Og var det rigtigt at genindføre dødsstraffen i retsopgøret?
Søren Tange Rasmussen uddyber:
”Jeg mener, at både heltefortællingen og kollaboratørfortællingen, som har været dominerende i mange år, er lige problematiske. Fordi man glemmer nuancerne. Jeg tror, at sandheden ligger et sted midt imellem. Hvornår er man en værnemager? Værnemagerne blev udskammet efter krigen, og mange blev også retsligt dømt. Folkets dom var hård. Havde man været en lille slagtermester og handlet med tyskerne, blev man efter krigen nødt til at starte på ny i en anden by. I dag bliver vi nødt til at nuancere de ting. Sådan en slagtermester kunne i princippet godt afvise tyskerne, men det kunne have nogle alvorlige konsekvenser for ham. Han kunne risikere at blive hevet ind til afhøring om, hvorfor han ikke ville handle med dem. Var det, fordi han var tyskfjendtlig? Sagde han ja til det, så var der en potentiel politisk sag imod ham. Vi vil gerne fortælle, at det var mere komplekst end som så.”
Kompleksiteten under besættelsestiden er tema for flere af de nye udstillingsrum, som også omfatter ”Tyskerne i Aarhus”.
Et rum, som museumsinspektøren tror, at nogle vil finde provokerende. På baggrund af arkivmateriale præsenteres fiktive tyskere, som arbejdede i Aarhus, på en mere tredimensionel måde end før set.
Her møder man en fortælling om tyskerne, der, ligesom danskerne, befandt sig i en uoverskuelig situation, udsendt til Danmark fra et Nazityskland, som de ikke alle sympatiserede med. Søren Tange Rasmussen håber, at udstillingen vil få folk til at reflektere over kompleksiteten og trække tråde fra de onde år til nutiden.
”Som historiker mener jeg, at det er yderst relevant at se på besættelsestiden som en periode, hvor demokratiet i Danmark var under pres, faktisk så meget, at det var tæt på at gå til grunde. Hvis man kigger på Europa i dag, kan vi se, at der er en række lande, hvor demokratiet er i krise. Derfor er de problemstillinger, som det nye besættelsesmuseum tager op, højrelevante for vores samfund, hvor vi tager demokratiet for givet. Vi håber, at folk, der ser udstillingen, reflekterer over det undertrykkende element, som noget, der stadig eksisterer i dag. Man bliver nødt til at se på besættelsestiden som en advarsel fra fortiden,” fastslår museumsinspektøren og uddyber:
”Med det mener jeg, at vi nu om dage er bekendt med begrebet fake news. Dengang hed det propaganda. Det er ikke noget nyt, det har altid eksisteret. At man ikke kunne stole på det, der stod i aviserne, var også gældende under besættelsestiden. Derfor er det lidt pudsigt, at fake news kommer bag på folk. Det er som om, vi ikke længere har en naturlig kritisk sans. Man skal tage ved lære af fortiden og tænke på, hvad det kan sige om vores samfund i dag.”8