Jens Bruun Kofoed er professor i Gammel Testamente ved Dansk Bibelinstitut og Fjellhaug International University College. Med bogen ”Før Darwin” har han i første omgang ønsket at skabe et overblik over de mange spørgsmål, som debatten om skabelse og evolution involverer. Dernæst har han længe haft en høne at plukke med de såkaldte ”ungjordskreationister”, som meget skråsikkert hævder, at jorden er ung, højst 10.000 år gammel. Det er efter forfatterens mening udtryk for en metodisk kortslutning og gift for samtalen mellem kristne at læse de bibelske tekster på den måde.
På trods af ord som ”gift” og ”kortslutning” er hovedformålet med bogen at påvise, hvordan en skråsikker og undertiden nedladende tone er ødelæggende for diskussionen. Der lægges op til en samtale præget af en respektfuld og saglig retorik, med frihed til at drøfte forskellige scenarier uden på forhånd at blive udråbt som kætter. Bibelsk skabelsestro og sober naturvidenskab kan ifølge forfatteren fint trives side om side uden at krænke hinanden. Vi må blot anerkende, at spørgsmålene er komplicerede, og at enhver forsimpling af diskussionen vil være ødelæggende for drøftelsen.
Man kan konstatere, at det ikke er denne forfatter, som er med til at forsimple diskussionen. Tværtimod er bogen skrevet i et videnskabeligt sprog på et højt niveau, med brug af en del fremmedord, og den er naturligvis forsynet med et udførligt noteapparat og en omfattende litteraturliste. Det er kort sagt en forfatter, som er inde i sit stof, og han fremlægger de forskellige tanker og retninger både overbevisende og omstændeligt.
Selvom det ikke er forfatterens ønske at svare på de mange problemstillinger, der rejses i bogen, så skinner hans holdninger alligevel igennem. Som når han skriver, at bibelfortolkere skal være åbne for, at udfordringer fra naturvidenskaben kan føre til en ny forståelse af bibelteksten. Og når Augustin citeres med tilslutning for at sige, at også ikke-kristne ved noget om jorden, himlene og de øvrige elementer i denne verden – og at det derfor kan være både vanærende og farligt for en vantro at høre en kristen, som påstår, at han udlægger den hellige skrift, men som taler nonsens om disse emner.
”Hvis de (vantro) finder en kristen, der tager fejl inden for et område, de selv ved en masse om, og hører ham fastholde sine tåbelige meninger om vores bøger, hvordan skal de så kunne tro på de samme bøger, når de omtaler opstandelsen fra de døde, håbet om evigt liv og Guds rige?”.
Endelig nævnes et begreb, ”triagering”, som en måde til at vurdere og træffe teologisk ”modne” afgørelser i læresager. Ordet kommer af det franske trier, som betyder at ”sortere” – her i betydningen at skelne mellem tre niveauer: 1. Det, hvormed den kristne tro står og falder. 2. Det, som er vigtigt og betydningsfuldt, og som er årsag til konfessionelle skel, men som ikke skiller kristne fra ikke-kristne. 3. Det, som der kan være intern uenighed om inden for en konfession.
Forfatteren argumenterer for, at langt de fleste af de drøftede spørgsmål om naturvidenskab og skabelse befinder sig på det tredje niveau og altså ikke bør være kirkesplittende. Derfor gælder det om i disse spørgsmål ikke at kætterdømme modparten, men at finde en så respektfuld måde at være uenige på som muligt.
Bogen er som sagt både grundig og respektfuld. Den opfordrer til at finde en måde at være uenige på internt i vores kirke eller menighed og lægge større vægt på det, der forener.
Her i avisen den 22. september kunne man læse, at Danmark er et af verdens mindst kreationistiske lande. Spørgsmålet er derfor også, om ikke bogen og dens anliggende netop afslører et sådant internt anliggende på den kirkelige højrefløj, som de fleste ikke ser de store problemer i.
Diskussionen får til gengæld her mund og mæle samt et besindigt modsvar. Det kan være spændende at følge en eventuelt følelsesladet debat om disse spørgsmål. Med bogen er der under alle omstændigheder skabt et solidt fundament for den videre diskussion.