Anmelderrost forfatter: Beskæftigelsen med døden kaster os tilbage til livet

Jeg er mindre bange for døden end for det at dø. At dø er virkeligheden. Døden er kun en antagelse, en fantasi, siger den østrigske anmelderroste forfatter Robert Seethaler. Hans roman ”Fælleden” om afdøde menneskers fortællinger om det, der prægede deres liv, udkommer nu på dansk

”Religioner er store fortællinger. De beskæftiger sig med de samme temaer som alle historiesamlinger: kærlighed, død, sex, smerte, tab, befrielse. Præsternes og de lærdes Gud interesserer mig dog kun marginalt,” siger Robert Seethaler. –
”Religioner er store fortællinger. De beskæftiger sig med de samme temaer som alle historiesamlinger: kærlighed, død, sex, smerte, tab, befrielse. Præsternes og de lærdes Gud interesserer mig dog kun marginalt,” siger Robert Seethaler. – . Foto: Cannette Pohnert/Carl Hanser Verlag.

Robert Seethaler er en af den litterære scenes stille stjerner. En bestseller-forfatter, som viser sig så lidt i offentligheden som muligt og er tilbageholdende med at give interviews. Hans seneste roman, ”Fælleden”, hvor afdøde borgere fra den lille fiktive tyske provinsby Paulstadt rejser sig fra graven og fortæller om deres liv, valg, fejl og sidste timer, udkommer nu på dansk. I den anledning har han indvilget i et interview med Kristeligt Dagblad – på den betingelse, at han må svare på skrift.

Hvorfor foretrækker De at svare på skrift; føler De Dem bedre hjemme i det skrevne end det talte sprog?

”Jeg taler ikke så gerne. Der bliver allerede talt for meget. Alle taler, men de færreste har virkelig noget at sige. Der er dette ordsprog: ’Tale er sølv, tavshed er guld’. Men undertiden er tale endda bare bly. Men naturligvis: Der er situationer, hvor det er nødvendigt. I konflikter for eksempel. Ellers ville alle prygle eller skyde hinanden.”

Hvorfor skriver De; er det nødvendigt for Dem?

”Nej, ingen nødvendighed. Der er også et liv ved siden af det at skrive. Jeg skriver, fordi jeg vil fortælle historier. Eller i det mindste fange nogle indre billeder. Hvem ved, hvad de ellers ville gøre. Jeg skriver blot de historier og billeder ned, der vokser frem i mig. Eller blæser igennem mig. Der står ingen andre hensigter bag, slet ikke litterære. God litteratur handler ikke om det ’litterære’, men om livet.”

Hvad er for Dem vigtigt ud over det at skrive?

”Min lille søn. Regn. Træer. Kaffe. Mad. Politik. At slentre rundt. Alle disse ting. At skrive er på den anden side Helvede. Altid at sidde foroverbøjet i denne selvskabte autisme. Det eneste skønne ved at skrive er egentlig det at læse.”

Hvorfor vil De så egentlig fortælle historier?

”Det ved jeg ikke. Dybest set vil jeg ikke engang fortælle historier. Hvis jeg bestandigt tænkte over, hvorfor jeg skriver, måtte jeg sandsynligvis temmelig snart høre op med det.”

Ser De Dem selv som del af en bestemt litterær tradition?

”Nej, jeg kan ikke rigtig med tradition. Og jeg har heller ikke nogen forbilleder.”

De er en af samtidens mest succesfulde tysksprogede forfattere. Hvor kommer historierne fra; hvorfor kan netop De skrive?

”Der er dette ordsprog: Lykkelig er den, der ikke behøver at fortælle historier. Det er rigtigt. Jeg bliver konstant blæst væk af billeder. Altid afspilles der scener eller begivenheder i mit hoved. Jeg aner ikke, hvor de kommer fra. Sådan en historie er som en flod: Den fodres ikke af en enkelt kilde.”

De er tydeligvis fascineret af ”almindelige mennesker”, for eksempel i romanen ”Et helt liv“. Er der en særlig visdom i det stille, enkle og forsagte liv? Er det et oprør for eksempel mod den tendens, at vi alle ønsker at være særlige og skille os ud?

”Jeg forstår mig ikke på tendenser. De er for mig ligegyldige. Jeg kommer fra simple forhold. Et arbejderbarn fra det røde Wien, det er det hele. Desuden tilslører kompliceringen af verden ofte blot blikket for det væsentlige. De enkleste følelser er dog de dybeste: kærlighed, had, angst. Vrede. Fødslen er enkel. Døden ligeså. Sex skulle være enkelt. Men kravene til det moderne menneske bliver stadig mere komplicerede, på nogle måder mindre... Det kan dog ikke være meningen. Den, der ligger på sit dødsleje, vil ikke tænke på digitaliseringen af dørlåsesystemer eller på kønskorrekt sprog i selvangivelsen. Han vil tænke på kærligheden eller smerten.”

De beskæftiger Dem med temaer som erindring og forgængelighed. Hvorfor disse eksistentielle emner?

”Hvad skal man ellers adressere? Det er vel det, det hele handler om, eller?”.

Hvordan omgås De selv disse eksistentielle temaer; smerten ved altings forgængelighed, tanken om døden?

”Det at beskæftige sig med døden har kun ét formål: Det kaster os altid tilbage til livet. Det kan få os til at fryse af angst eller fylde vores liv med værdi og mening. Vi har valget. Jeg er mindre bange for døden end for det at dø. At dø er virkeligheden. Døden er kun en antagelse, en fantasi. Den er som et lærred, vi kan projicere vore forestillinger på. Men det forbliver dog altid kun billeder fra livet, af et ’liv efter døden’. I virkeligheden ved vi intet om den. Netop dette er det forfærdelige og fascinerende ved den. ”

De beskæftiger Dem også med religiøse temaer, såsom den unge mand i ”Fælleden”, der føler sig kaldet til at være præst, men ender med at brænde kirken og sig selv ned. Hvorfor er disse religiøse temaer en del af Deres univers?

”Religioner er store fortællinger. De beskæftiger sig med de samme temaer som alle historiesamlinger: kærlighed, død, sex, smerte, tab, befrielse. Præsternes og de lærdes Gud interesserer mig dog kun marginalt. Han er en eventyrfigur: utilregnelig som et barn, selvoptaget, voldelig, lunefuld, uretfærdig. Han er skabt i vores billede. Som fortælling har han kraften til at begejstre min ånd, men ikke til at åbne mit hjerte. Jeg kan godt lide min forestillings Gud, netop fordi jeg ikke har nogen nøjagtig forestilling om ham. Han eksisterer mere som en kraft eller et ønske i mig: Jeg kunne godt tænke mig, at der fandtes noget, at alt, vi gør, vor ganske eksistens, var forbundet i en overordnet mening. Nogle gange tror jeg endog på det.”